Sløret løftes

T: På grænsen til nat
S: Engen
O: Utallige hvide blomster. Ved træet.
V: Stjerneklar himmel. Let brise.
*************************************

Efter den ubehagelige rejse, hvor alt syntes at blive hvirvlet sammen i et stort kaos, kunne Mac mærke et hårdt sammenstød med jorden i sine fødder. Han sank lidt i knæ, men rettede sig hurtigt op igen. Han vaklede kort. Transitnøgler gav ham altid kvalme. Ironisk taget i betragtning af, at han ellers havde prøvet en del ubehagelige transportmetoder i sit hektiske og usammenhængende liv. Han gned sine øjne og kløede sig i håret og så dernæst op. Han bryn rynkede sig hurtigt og han bandede jamrende for sig selv. Nok havde han regnet med at de ville blive ført hen til det uddøde træ på engen, men han havde slet ikke tænkt på tiden. Engen var ikke et sted man burde være på denne tid af døgnet. Han kunne mørke pulsen stige og sveden pible frem på panden og overlæben. Han så sig forvildet om. Hvorfor havde han dog ikke tænkt på det? Et enkelt blik på Daphny og han vidste det var for sent.
På et øjeblik var han oppe i træet - eller det som var tilbage af det. Han hev en lille flaske frem fra sin inderlomme. Hurtigt hældte han væsken i sig, og hans øjne var fortryllede, således at synet var forstærket i mørket. Han så ned imod ruinerne af anstalten, der til hans livs ødelæggelse, var placeret meter fra hans hjem. Dernæst kiggede han i den anden retning. Imod skoven. Han blev ved at spejde rundt. Usikkerheden steg. Tiden svandt ind. "Licha.", sagde han hviskende. "Vi skal væk herfra, nu!!". Han vidste hvad der lurede i mørket. Han kunne føle øjnene stirre på sig.

Tingene gik efterhånden så hurtigt, at Daphny ikke længere var i stand til at følge med. Rent fysisk blev hun trukket rundt og nu bragt til et sted, hun aldrig havde set før, trods hun nærmest ikke registrerede det. De seneste minutter havde hun hørt utallige ord, der ikke kunne falde på plads i hendes hjerne. Licha var død og ikke død. For få minutter siden havde hun været i Tyrkiet, hvor hun nu var i... ingenmandsland.
Ikke et ord gled over Daphny læber, hun anede ikke, hvad hun skulle gøre eller sige. Der var utallige ting at gå i panik over, men intet af det ville hjælpe. En dirrende stemme lød i baggrunden, det var Mac. Hun kunne høre, men ikke se. Hver gang Daphny åbnede øjnene så hun alt andet end det foran hende. Licha, død, Keane væk og Gabriel der aldrig kom. Gabriel.
Daphny var lige ved at vælte, da illusionerne tog over, men i samme sekund hørte hun Macs stemme i øret, de skulle væk. Uden at vide hvorfor de flygtede, og hvad de flygtede fra, forsøgte hun at bevæge sig med de andre. Det var sikkert det rigtige. Den eneste løsning.

Nat. Hvor ville hun have ønsket det var alle andre tidspunkter på døgnet. Natten skjulte mange farer og var der noget Licha vidste om Macs landsby, så var det, at det ikke var et ufarligt sted. Hun stod neglet til stedet, hvor hun var dukket op ud af den blå luft og hvor Mac havde sluppet taget om skærftet om hendes liv. En kuldegysning krusede over hendes hud og nakkehårene rejste sig på hende, idet hun følte hvordan øjne hvilede på hende. Øjne der tilhørte usete skikkelser i mørket..
Engen var som hun huskede den. Træet i midten, de hvide blomster, der strakte sig i alle retninger... Den mørke himmel over dem, med stjernerne til oplysning. På trods af dem, virkede natten dog mørkere end hun havde oplevet den.
Hun ville væk derfra. Have Daphny med sig og bare forsvinde fra det ukendte og mærke, som lå over landsbyen. Hendes hånd berørte forsigtigt Daphnys skulder, mens hendes blik fulgte Mac, idet han kravlede op i træet, de stod under. Hun ytrede ikke en lyd, at frygt for, at provokere mørket omkring dem. Det føltes som om man kunne gøre en enkelt ting forkert og det ville blive det sidste man gjorde.
Hun nikkede langsomt af Macs ord, men de virkede tomme. Det var let nok at sige, hvad de måtte gøre.. Transitnøglen havde ført dem hertil og den havde nu fuldført sin opgave. Transferering var farligt, når man ikke var klar over, hvor stor afstand man skulle rejse over og det var netop tilfældet med byen. Licha anede ikke hvor den lå. De kunne blive splittet til atomer, hvis de forsøgte at rejse over for stor en afstand.
På Macs stemme, kunne hun dog tydeligt høre, at han var meget seriøs omkring sin udtalelse. Der var ingen tvivl om, at de var i stor fare, hvis de blev her på engen.
Hun trakforsigtigt i Daphnys skulder, for at trække hende med tættere på stammen. Væk fra mørket.

Mac sukkede kort. Det var som om hele hans krop boblede. Ikke at den kogte, men angsten gav en dirrende og boblende fornemmelse i hele kroppen. Hans eliksirforstærkede øjne spejdede igen ud over engen, der var dækket af et tæppe af hvide blomster, der alle afgav et skær af sølv i månelyset. Pludselig opfangede Macs øre lyden af en fjern, fjern hulken. Hurtigt rettede han blikket i retning af lyden. Der! Han så hende. Nattebruden. Den rynkede, askegrå hud, der var hylster til en krop så tynd som et skelet. Ryggen der let var krummet og de lange, lange tynd arme. Umenneskeligt lange. Ligledes lange hænder med lange, tynde, askegrå fingre med skarpe negle - eller klør. Hun lignede et vandskabt lig.
Hun gik langs skovbrynet, men pludselig stoppede hun op. Macs hjerte føltes at stoppe. Langsomt, ganske langsomt, drejede hun hovedet så det tynde, slidte, lange sorte hår afslørede hendes ansigt. Lige så umenneskeligt tyndt og magret som resten af kroppen. Askegrå, rynket hud der hang ned ad hende. Øjnene og munden var syet sammen med store sorte tråde. Hvorvidt hun alligevel kunne se eller ej, vidste Mac ikke, men hvis hun kunne, så ville hun se direkte på ham fra det fjerne. Hendes hulken stoppede. og hendes hæse stemme lød over hele engen. En ryst fuld af sorg, bitterhed og aggression. "Hvem er trådt ind på mit domæne?".
Enhver celle i Macs krop syntes at dø hen. De døde grene i træet syntes at vikle sig om ham og holde ham fast. Hans åndedræt stoppede, og hans hjerte fulgte med. Den forfærdelige skikkelse satte i løb direkte imod dem. Hendes blå, lasede klæde blafrede i vinden som hun løb delvist på alle fire som et dyr, delvist på sine to ben. Mac vidste hvem hendes offer var.
Han så igen på Daphny, dernæst Licha. Han vidste, at når skikkelsen allerede havde fornemmet en anden kvinde på engen, fuld af bittterhed, sorg, alt der var dårligt, kunne man ikke løbe fra hende. Hun var ikke menneske og derfor overgik hun den menneskelige fysik. Hun var magisk - en forbandelse. Man kunne ikke undslippe blot ved at løbe, ej heller kunne hun slås ihjel. Mac vidste, at den eneste måde hvorpå, Licha og Daphny kunne nå ud for engens areal var hvis han selv blokerede vejen for Nattebruden. "Licha!", sagde han med dirrende stemme, "Tag Daphny og løb mod landsbyen så hurtigt du kan. Kig ikke tilbage ligemeget hvad du hører, bare løb!". Han hoppede ned fra træet og trak sin stav. Hans syregrønne øjne lyste næsten af anspændthed. Han nikkede til Licha en sidste gang inden han gik imod det forfærdelige syn af et væsen, der var på vej imod dem.

Licha bed tænderne hårdt sammen, for at tvinge sig selv til at være stærk og stålsat. Hendes blik fangede Mac's, idet han instruerede hende. Hun vidste hvad det betød. De skulle løbe og han ville kæmpe.. Der var ingen tid til betænkeligheder. Skønt Licha ikke kunne se hvad Mac havde fået øje på derude i mørket, stolede hun på at han vidste hvad han talte om. At han ikke overdrev vigtigheden af sin kommando. Trods alt kendte han disse egne og bekymringen i hans stemme, var næsten at føle som fysisk tilstedeværende. Det her var klart en advarsel om, at de var i store fare. Hun nikkede tilbage, på trods af smerten ved det, men gemte det hele væk og tænkte kun på, hvad hun var nødt til.
Licha greb om Daphnys håndled og satte i løb ned ad bakken, så hurtigt hun kunne. Lange ben havde de heldigvis begge to og Daphny fulgte velvilligt med. Heller ikke hun var i tvivl om alvoren i denne situation og års træning havde hærdet dem begge til, at gøre det nødvendige på trods af andre kvaler..
Blomsterne knustes under deres løbende fødder og den skønhed engen besad, blev overskygget af følelsen af skræk, der pulserede igennem Lichas årer, sammen med blodet, hvis buldren i hendes ører, overdøvede alle andre lyde omkring hende. Det eneste mål der var, var landsbyen forude. Små, mørklagte huse. Døde virkede de.. Og alt for fjerne.. De ville aldrig nå det. Og hvad med Mac? Licha kastede, på trods af den formaning han havde givet hende, et blik over skulderen

Brisen bugtede sig vej over blomsterne. Den strøg Mac over ansigtet. Sveden piblede frem på panden. En lille sky skød ud fra hans mund for hvert åndedrag han tog. Han greb fastere om tryllestaven. Forude kunne han blot se skikkelsen komme farende. Længe havde han betragtet hende fra landsbyen. Længe havde hans hjerte været i smerte over synet af hende. Ligeledes var det nu. Det var som om, at hvert en meter hun lagde bag sig i sin vej imod ham, forsvandt en del af ham. Han holdt blikket fast rettet imod hende. Halvvejs. Tankerne strømmede igennem hans hoved. Han tænkte på, om de andre to var nået tilbage, hvad der var sket i Tyrkiet og pludselig befandt han sig på selv samme sted, blot for 15 år tilbage. Han mindedes de lykkelige stunder på selv samme sted hvor han netop stod i stor sorg nu. Nattebruden standsede op ved synet af ham. Mac hørte hendes stemme hæs og modbydelig som før: "En mand blokerer min vej. Er denne kommet for at tilbringe natten med mig?". Hun rettede sig op og gik helt tæt på ham. Lugten af død og fordærv fyldte Macs næsebor og han knugede om staven for ikke at vige bort. Fra hendes sammensyet øjne flød tårene som floder. Uhæmmet og ude af stand til at stoppe. Således var forbandelsen - evigt liv i sorg. "Ja jeg er. Fra nu til når månen daler og solen stiger er jeg ved din side, Nattebrud af engen.". Han citerede ramsen fra myten om Nattebruden. Den historie, som hans ældre bror havde fortalt om og om igen, når Mac havde stået og kigget ind på hende fra landsbyen. Så mange versioner af samme historie og alligevel så frygtelig en skæbne i dem alle. Ved Macs ord gjorde bruden som forventet, som i myten. Hun skreg. Selvom hendes mund var lukket, selvom hendes læber var i konstant kontakt, lød skriget højt og skingert. Alt andet end menneskeligt. Det kunne ikke associeres med noget andet væsen. Det rungede i skoven og over engen og satte ild i Macs øre. Han sprang tilbage og bruden gik ned på alle fire. Skriget hørte op og udfordringen var i gang. Han havde gjort det én gang før med nød og næppe, men heldet var hans redningsmand dengang. Det ville være et tyndt håb at satse på held endnu en gang. Hans øjne brændte og hans hals snørrede sig sammen. Enhver celle i hans krop skreg. Synet af hende satte ild til hans følelser og brændte hans kød og kogte hans blod.
Bruden for frem og Mac undveg. Han kendte myten. For at have en chance, måtte han koble magien på stedet hvor forbandelsen var kastet. Engen.
Han rettede staven imod hende og skød en lammer afsted, velvidende hun ikke ville lammes, men hun fløj stadig bagover og han vandt tid. Dernæst rettede han staven imod blomsterne og satte i løb tværs over engen. Som han passerede blomsterne løsnede de sig fra rødderne og viklede sig om hans stav. Sølvglimtene fra alle bladene funklede som stjerner i luften. Han slog et slag med staven og blomsterne viklede sig om ham til de sad som en trøje på ham. Dernæst kastede han sig ned i rullefald og undveg brudens næste angreb. I faldet lykkedes det ham at gribe fat om et stort bundt blomster. Han kom op igen og kastede blomsterne op i luften. Han slog med staven og de skilte sig ad. Han svang med staven igen og bladene stivnede og blev skarpe som barberblade. De for imod bruden og skar dybe så i hendes arme og hals. Hun blev lammet for en kort tid. Et kort sekund var hun nede på alle fire, men dernæst slog hun ud med armene og skreg endnu højere end før. Før Mac vidste af det havde hun fat i hans hals. Hun var umenneskeligt stærk. Hun slyngede ham flere meter hen over engen og han stødte hårdt hovedet mod jorden. Han havde mistet grebet om sin stav i flyveturen og var ubevæbnet. Blodet piblede fra halsen og han gispede ihærdigt efter vejret.

Natten var det mørkeste af det mørke Licha havde oplevet. Hun følte det som om hele stedet emmede af fjendskab imod dem og hun kunne ikke slippe fornemmelsen af øjne i natten, der betragtede dem imens de løb. Engen under Lichas fødder føltes som om den bevægede sig, som om den forsøgte at forårsage en snublen hos enten hende eller Daphny. Det var som at løbe ovenpå et stort dyr, hvis løbe krop, gjorde det vanskeligt at komme fremad. Eller som når man løb i en drøm og ikke kunne komme fremad, uanset hvor meget man anstrengte sig.
Så skete det uundgåelige. Daphny faldt og Licha der var lige bag hende røg også ned i græsset. De tumlede et par omgange igennem græsset og kom derefter på benene igen, for at fortsætte flugten imod landsbyen. Det kunne ikke nytte noget at give op nu. Mac risikerede sit liv, så de kunne flygte og det var de nødt til at klare. Omsider var det ikke længere græs under deres fødder, men brosten. De var inde i landsbyen og Lichas blik gled over husene, for at finde det eneste hun havde været inde i. Det eneste hun turde gå ind i nu.

Macs hus var som hun huskede det og døren gik op, da hun tog et tag i den. Indenfor var der mørkt og Daphny og Licha bevægede sig med forsigtige og tøvende skridt. De kunne ikke være sikre på, at der var tomt. Daphny hævede sin stav og lod en strøm af magi flyde fra den, mens hun ransagede huset, for at undersøge om de var alene. Imens gik Licha dybere ind i den gang de var trådt ind i og hendes blik søgte efter noget uventet. En bevægelse eller andre tegn på liv i huset. Daphny sænkede sin arm og trak på den ene skulder. Umiddelbart virkede huset lige så forladt som sidst Licha havde været i det. Hun nikkede som svar og tændte et lys i spidsen af sin stav, mens hun gik imod trappen til førstesalen. Mac var udenfor. Han kæmpede stadig imod skabningen på engen og hvis Licha havde muligheden for det, ville hun forsøge at hjælpe ham.
Daphnys skridt forsvandt ind i et andet rum, mens Lichas førte hende ovenpå.
Hun trådte ind i et rum, hvor månens og stjernernes lys skinnede ind igennem vinduet. Hun kunne ikke se engen derfra, men hendes blik faldt på noget andet istedet. I en reol stod et kar. Et af den slags tunge stenkar, som man ofte brugte til opbevaring af minder. Hvis man ellers var uddannet indenfor det område. Hvilket nogen her i huset måtte være.. Eller en af dets tidligere beboere.
Med langsomme skridt nærmede hun sig det runde kar, med den flydende substans. Det var som om en trance havde lagt sig over hendes sind. Et brændende ønske efter at kende sandheden. Aldrig havde Licha følt, at hun kunne stole på noget af det Mac havde fortalt hende. Ikke fuldkomment. Der havde altid hersket tvivl i hendes sind, når han havde forklaret om sin fortid. Det skyldtes selvfølgelig, at hun kendte ham. Hun vidste hvor hemmelighedsfuld han var og hver gang han havde afsløret noget, havde hun vaklet imellem at være beæret over tilliden og mistroisk omkring, om hun nu også kunne regne med det han sagde. Det var også dette, der var årsagen til hendes nysgerrighed. Hun stoppede op foran de flydende historier, der udspillede sig i billeder for hendes øjne. Med en lang og tynd pegefinger brød hun overfladen og mærkede den velkendte sugen i maven og følelse af at falde. Hun havde ikke andre tanker i hovedet, end at hun endelig ville finde svar. Håbede hun. Der var jo også den mulighed, at dette ikke var Macs minder..

Luften var slået ud af Macs lunger ved sammenstødet med jorden. Nattebrudens lange negle - der rettere var en form for klør, havde flået dybt i det nederste af hans hals, hvor den strakte ud og blev til en skulder. Heldigvis var det ikke værre end smerte og blod. Ingen fatale skader, endnu i hvert fald. Med adskillige støn kom han på benene. Hurtigt rettede han staven imod sin jakkes fortryllede inderlomme, og hidkaldte en flaske, der ikke fyldte meget mere end hans håndflade. Glasset var blåt med en femkantet krop, der formede sig ud i en masse små riller, der snoede sig i en spiral og udgjorde flaskens hals. Han hældte indholdet ud over sit sår, hvor væsken hurtige fordelte sig ud over det. Væsken var en sort tyk gele, der mest af alt lignede noget skadende, fremfor noget helende.
Bruden gjorde klar til endnu et angreb og Mac så panisk efter noget han kunne bruge. Han fik øje på træet bag hende og besluttede sig for, at han destination lå oppe i træet. Han løb imod bruden imens han smurte den sorte gelé ud over hele såret, hvorefter det størknede og beskyttede såret imod infektion og forhindrede derudover også at blodet strømmede fra det. Lavmælt og jamrende bad han til, at myterne talte sandt. Det var hans eneste chance. Heldet reddede ham sidste gang, og visse ting hender kun én gang. Hvis det virkelig var sandt, at Nattebrudes eneste svaghed var at forbinde sin magi med ting fra stedet, hvor forbandelsen blev kastet, måtte Egen jo være det stærkeste våben i miles omkreds.
Bruden satte af på alle fire i et spring rettet direkte imod Mac. Hendes spidse klør strakte sig foran hendes fordærvede, udtryksløse ansigt. Mac kastede sig på ryggen og kurerede under hende og fortsatte imod træet. Hans krop gjorde ondt. Det var som om, at forbandelsen smittede blot ved synet af bruden. Græsset syntes at gribe ud efter ham for at tynge ham ned, han syntes hele tiden at mærke Brudens klør i ryggen. Han oplevede noget, som han ikke havde i lang, lang tid. Frygten indtog ham. Han kunne mærke hvordan boblen var bristet og frygten spredte sig som en sygdom i hans indre. Han hjerte hamrede afsted på adrenalin. Hans øjne var vidt åbne, han turde dårligt at blinke. Han kunne høre hende. Lige bag sig. Hun halede sig ind på ham. Mac kastede sig imod træet og hev sig op så hurtigt han kunne. Han besteg træet, der var højt, trods det var dødt. Da han følte, at han var nået langt nok over jorden, nænnede han at kigge tilbage over skulderen, for at se Nattebruden tordne imod træet.
Mac for igennem sit mentale bibliotek. En besværgelse. Noget han kunne forhekse træet med.
Hans ben rystede og han trippede over hele kroppen. Pludselig passerede hans liv i hans indre. "Det er vel som de alle siger, man ser virkelig livet for sine øjne før døden...", tænkte han vemodigt. I en enorm tankstrøm blev han hevet igennem sin opvækst, landsbyen der brændte, Hogwarts, Arthas. Han mindedes da kentaurerne angreb Hogwarts. Det var der han mødte Licha. Pludselig tænkte han på en kamp imod en kentaur - Lefayne - sammen med Arthas ved Slagpoplen. "hmm...", kom det fra ham. Slagpoplen. Han gispede og spærrede øjnene op. Han havde svaret!! Han satte stavens spids imod træets stamme og bad til, at han kunne udføre sådan en magi, på noget af den størrelse. "Inanimatus Conjurus" råbte han. En blå glød lyste frem fra stavens spids og punktet, hvor den stødte imod træet. En knirken lød fra hele træet, og en svag brummen syntes at passere Macs øregange. Nattebruden sprang imod træet, men pludselig svang træet en af sit enorme grene og slog hende flere meter væk. Mac var nær faldet af den pludselige bevægelse. Selvom han jublede i sit indre, var der stadig en bitterhed i ham. Han vidste at han ikke kunne opretholde besværgelsen til daggry. Han var langt fra reddet.

Med fødderne solidt plantet i jorden og en følelse af, at have slået adskillige kolbøtter, rettede Licha sig op og betragtede sine omgivelser. Verden var en ganske anden end den hun netop havde forladt og andet havde hun heller ikke ventet. Hun afventede den fortælling som ville udspille sig for øjnene af hende, som hun vidste den ville. Der måtte være en grund til, at nogen havdeønsket at bevare disse minder og "skjule" dem i den forladte by..

//Bwah! Get started dude..//

Allen, Mac og det ældste barn fra familien Carchelley, Matthew, som han blev kaldt, befandt sig alle ude ved brønden i den cirkulære landsbys midte. ”Okay gør sådan her”, lød det instruerende fra Matthew, der tydeligt fremstod som forbillede for de to yngre drenge. ”I kan begge mærke hvordan det summer i brystet, ikke?”, spurgte han. ”Det er magien der vil ud. Se nu her!”. Han svingede ibenholtstryllestaven, hvori en kerne af drageskæl og en fjer fra en brun hippogriff, der var i hans hånds faste greb, og ud skød en trykbølge, der væltede nogle sandsække, der stod længere fremme, omkuld. Han rettede sig op med en tilfreds mine, så smilende på de to andre og koncentrerede sig for ikke at fremstå for selvsikker og overlegen. ”Hvem vil prøve først?”, spurgte han. De to drenge sprang ivrigt rundt for at blive valgt. Den ene mere energisk end den anden. ”Allen!”, sagde Matthew så højt. Den blonde af de to drenge var allerede klar og lod hånden glide frem, for at låne Matthews stav. Det var tydeligt at spore, at dette ikke var første gang de øvede sig i magi. Den anden dreng, med mørkt hår, stod nu tilbage. Langsomt bevægede han sig en smule tilbage og betragtede de to andre. Pludselig hørtes der snak ved et hus bag dem og de vendte sig alle tre. Ikke fordi det var unormalt at høre stemmer i byen. Hvad der var særligt var, at det var fremmede stemmer. Nye beboere var kommet til den lille cirkulære landsby, som var så ukendt, at den end ikke eksisterede på noget officielt kort. Endnu et enebarn. Denne gang en pige. De to knægte betragtede enhver bevægelse disse fremmede foretog sig. Allen fik øje på sin mor, der talte med pigens forældre, og hastede der over.
”Matthew…”, lød det anspændt fra Mac, der stadig så over imod de fremmede. Den ældste af de to gav en lyd fra sig, som indikerede at han lyttede. ”Hvorfor er det altid Allen, der skal være først?”, spurgte han og lod blikket bevæge sig rundt, da det var svært at finde et punkt, at fæstne det ved. ”Hvad mener du?”. ”Det er altid ham, som får sin vilje. Altid ham, der er først når vi leger, eller øver besværgelser. Altid ham du roser mest og jubler over og fortæller om, når de andre voksne er der.”. Drengens stemme blev en smule ustabil og hans blik havnede i gruset. ”Er det fordi du bedre kan lide ham? Fordi han siger mere? Fordi han ikke er lige så stille?”. Matthew stod smilende bag drengen, og greb ham så om skuldrene og gav ham et kort knus. ”Nej, Mac.”, begyndte han så. Han vendte drengen om, og knælede så de havde samme hovedhøjde. Drengens intense blik, der blev leveret af de syregrønne øjne, afslørede hans utålmodighed og ønske om, at Matthew forklarede videre omgående.
”Allen har ingen far, som du nok har bemærket. Han har kun en mor. Derfor mangler Allen kærlighed. Han har ingen far til at give den opmærksomhed og kærlighed, som et barn kræver. Jeg ved det er svært at forstå for dig, men jeg sværger, at du vil forstå når du engang er på min alder. Du har alt, i hans øjne. Søskende, en far og en lykkelig familie. Det gør ondt i Allen, når han ser vores familie, fordi han ønsker sig sådan en selv. Vi har så meget kærlighed og lykke i vores familie, at vi sagtens kan give noget af den til ham.”. Matthews pædagogiske evner var, som altid, imponerende. Meget lå i hans mimik og toneleje, der altid var imødekommende og roligt. ”Men hvorfor skal han så have noget af den lykke, der er til mig?”, spurgte drengen så. ”Du er venner med Allen, ikke? Bedste venner”. Drengen nikkede anderkendende. ”Venner passer man på. Når Allen går hjem har han det elendigt, fordi han ikke kun selv er ked af at hans far er væk. Det er hans mor også. Han har brug for at komme væk fra sorgen, og det kan vi hjælpe med. Når man har magterne, eller midlerne, til at hjælpe andre, især ens venner, så har man en moralsk forpligtigelse til at gøre det.”.
Macs blik veg fra hans storebrors. En klump havde samlet sig i hans hals, hvilket gjorde det svært at synke og hans øjne begyndte svagt at brænde. Trods at han ikke forstod det hele af Matthews forklaring og budskab, vidste han, at han havde ret, men det gjorde det ikke meget nemmere at acceptere. ”Men når jeg ser tilbage på det, har jeg overdrevet lidt.”, fortsatte Matthew så efter nogle øjeblikke. ”Det er jeg ked af. ”. Mac nikkede svagt, som en anderkendelse af, at han havde forstået hvad der var blevet sagt, og som en godkendelse af undskyldningen. Allen var på vej imod dem, og Mac gik ham i møde, men gjorde et kort stop, hvor han så sig over skulderen over på Matthew, der smilende nikkede til ham. Smilet smittede og Macs mundviger reagerede også svagt i det han gik videre.

Scenariet skiftede
Solen stod højt over engen og blomsterne strålede hvidt i lyset. En blond dreng og en mørkhåret lå kollapset ved den store eg. En jævnaldrende pige med kastanjebrune krøller stod leende ved siden af dem ”Og Allen vinder igen!”, råbte hun og hoppede imens hun klappede i hænderne. Allen skød hænderne i vejret. ”Yeah!”, lød det forpustet fra ham ”7 – 2!”. Han klappede den anden dreng på ryggen. ”En dag…”, drengen pustede og stønnede. Han havde tydeligvis løbet til den sidste ilt var brugt. ”En skønne dag… så vinder jeg”, sagde han og satte sig op. To syregrønne øjne stirrede direkte ind i Allens mørkeblå. To syregrønne øjne, der så helt forkerte og malplaceret ud i den lille drengs ansigt.
Scenariet skiftede til selv samme sted, blot senere på dagen. ”Åh nej”, udbrød pigen. ”Vi skal tilbage nu, ellers når vi det ikke, årh jeg kan ikke vente til vi skal tilbage. Tror i stadig at det store træ ved søen er der? Det bliver så godt endelig ikke at være de yngste på skolen, er I ik-”
”Vi kommer for sent når du snakker så meget!”, afbrød Allen i en kort latter og sprang ned fra egens grene. ”Jeg har pakket mit grej. Man-o-man! Andet år, yeah ba-by!”. Han lo atter og kløede sig i sit kaotiske hår ”nårh jo – Mod på en revanche, Macciboy?”
Den anden dreng vågnede fra sin lille trance og kom på benene. Han strøg lidt af sit mørkebrune hår vær fra øjnene og fnøs. ”Måneblomster blomstrer to gange om året” ”Okay, okay Matthew-nummer-to, er det et ja? Okay Selphie, tæl!!”. ”3 – 2 – 1!!!”
Drengene satte i løb tværs over engen imod landsbyen.

Karet viste nu en sen aften i Macs hus, hvor hele familien sov. Han var blot en dreng på omtrent 9 år. Han rejste sig fra sin seng listede sig ned ad trappen, men da han nærmede sig køkkenet hørte han stemmer. Var hans far og Matthew. Den nysgerrige unge formåede at nå uhørt hen til køkkendøren, hvor han, uden en lyd, lyttede til deres samtale. ”Noget nyt fra Skt. Mungos?”, spurgte Matthew. Faren nikkede ”Jeg var der ovre i går”, sagde han. Matthew lænede sig op ad dørkarmen og gjorde en lille bevægelse med hovedet, der nærmest var et hurtigt nik, der indikerede, at han ønskede at høre mere. Mac holdt vejret for ikke at blive opdaget, nu hvor hans bror stod centimeter fra hvor han sad på hug. ”De sagde, at de aldrig har set noget lignende. Altså lægerne selv, sagde det. Der har vel nok været én på hospitalet engang med noget i samme stil som Macs tilstand.”. ”Og hvad er det præcis?” ”Atypisk hjerneaktivitet. Jeg er ikke så klog på den slags, så jeg kan ikke forklare det så godt som dem”, sagde han og tog en tår af den ingefærdøl, som stod på bordet og endnu ikke var blevet drukket. ”I hvert fald”, fortsatte han. ”Macs tankestrøm er enorm i forhold til en normal person. Altså, han har så mange tanker i hovedet på en gang, og, ja jeg kan bedst illustrere det sådan: Hvis man nu siger, at tankerne er en flod, så har vi et filter, eller en dæmning, men det har Mac ikke. Lægerne frygter, at hans hjerne vil blive ”oversvømmet”, især når han når teenagealderen. Der mener de, at farezonen ligger. Der er jo så mange tanker hos en, i forvejen, normal person, og med hans tilstand frygter de, at der, som sagt, bliver oversvømmet og at han konstant vil befinde sig på grænsen til sindssyge.”. Endnu en slurk blev taget af flasken for at nedkøle farens stemme, der blev mere og mere ujævn jo mere han talte om det. Uroligheden i hans indre var stor. Han var bekymret for Macs fremtid. Det var tydeligt. Den korte pause gav Matthew en chance for at tale. ”Jeg forstår det, som at han vil have utalligt flere overvejelser og tanker omkring hver eneste ting, om den så er af stor eller lille betydning. Så mange overvejelser, at han går helt i stå, og mentalt spænder ben for sig selv og muligvis overbelaster sin hjerne, og den vil så degradere? Og lægerne på Skt. Mungos, der ellers skulle være så erfarende…”, stemmens lyd steg, men faldt hurtigt igen, da han kom i tanke om de sovende familiemedlemmer ovenpå ”De ved ikke engang helt hvad de har med at gøre, og det hele vil næsten være baseret på forventninger og gætterier? Har i overvejet, at der findes andre læger, end dem på det hospital?”. ”Selvfølgelig har vi det!”, snerrede faren i en bitter hvisken, men trak sig hurtigt tilbage og sukkede så. De var begge afklarede med, at det ikke var hinanden de blev irriterede på, men situationen og de nikkede blot til hinanden, for at fortælle, at de stadig var på god fod. ”Men du har ret”, sagde faren så ”Det er generelt sådan det hænger sammen, ja. Det biologiske er, at det vist er en del af hjernens centre, der er aktiveret på samme tid, når de ikke burde. Altså centrene, der kreerer disse tankestrømme slukker aldrig. Det vil sige, at centre fra hans underbevidsthed, pludselig også bliver en del af hans bevidsthed og at det er en overbelastning. Det var i hvert fald sådan jeg forstod det på lægerne, men jeg er jo ikke rigtig så klog på menneskets anatomi. Vi skulle gerne modtage et brev snart, hvor det rent faktisk er forklaret. Så kan du få det som det er, og ikke sådan noget vrøvl som det jeg siger. Men du har ret. De frygter at han vil gå i baglås.”.

Verdenen blev opløst og forbi fløj glimt af minder, hvor Mac, Allen og Selphie tilbragte tid sammen. Allen og Mac, der løb om kap ned til den store sø. Dem alle der lo – en uadskillelig trekløver.
Pludselig formede de hvirvlende farver og former sig til et lokale fra Hogwarts – Besværgelser. Eleverne var på vej ud ad døren. Allen sukkede udmattet ”Lammer, man-o-man når vi får den lært kan vi endelig forsvare os selv, nogenlunde.”
”Tror du, at du kan mestre den før jeg, Blondie?”, lød det provokerende fra en væsentlig ældre Mac, end i scenariet før.
”Om jeg gør? Jeg river dig rundt din bøsserøv!”
”Jeg jorder dig møgfisse!”
”Oh yeah, Macciboy?”
”Hvad er det med jer to?!”, lød det pludselig fra professoren, der endnu ikke havde forladt lokalet. ”Jeg kan simpelthen ikke gennemskue jer. Hader i hinanden, eller er I venner?”, spurgte hun.
De to vekslede flove blikke. De havde tydeligt glemt alt om folk omkring dem.
”Selvfølgelig – vi er venner!”, sagde Allen leende. Mac greb ham om skuldrene ”Bedste venner!”, tilføjede han med et stort smil ”og Selphie selvfølgelig!”. Professoren lo lavmælt og rystede på hovedet. ”Venskabet imellem drenge, nogle gang misunder jeg det”, sagde hun og gik klukkende videre.
Atter blev alting opløst og atter strømmede glimt af minder forbi. En mindre version af Mac kom frem – omkring 10 år. Han stod med tårer i øjnene foran sin mor og Matthew. ”hvad er der galt med mig?”, spurgte han grådkvalt. ”Hvorfor skal jeg hele tiden have taget de prøver? se doktoren på Skt. Mungos? Hvorfor hører jeg jer hele tiden snakke, men hver gang jeg kommer ned er i helt stille og kigger underligt på mig? Hvorfor hører jeg jer sige jeg er en tikkende bombe?”. De to andre stod som var de paralyseret ”øh..”, lød det svagt fra Matthew, men Mac slog ud med armene ”Glem det! I vil jo alligevel lyve og sige jeg ikke forstår det!!”. Den lille dreng stormede ud ad hoveddøren, der var i køkkenet. Han tørrede øjnene som han løb over gruset, der udgjorde byens underlag, lige forbi Allen, der hurtigt reagerede. ”Hvad er der gal – hvor skal du hen? Vent!!”, råbte han og løb efter. Mac løb tværs over engen og ind i skoven, hvor han standsede op for at få vejret. Allen halede hurtigt ind på ham. ”Hvad sker der?”, kom det forpustet fra ham. Det blev aften før de to overhovedet tænkte på at gå tilbage igen, og lige som de skulle til det hørte de et svagt suk bag dem. Der! I lysningen lidt længere fremme gik en kvinde. Ikke af menneskelig form, men noget tydede på hun engang var. Askegrå hud, langt, glat og sort hår, der hang over hendes krummede ryg. Stille og fredeligt gik hun der. ”Jeg vil hjem”, hviskede Allen, men Mac satte sig på hug og listede sig tættere på. Stille betragtede han hende med store øjne. Selvom om hun var et forfærdeligt syn, fandt Mac hende fascinerende. Den måde hun gik rundt og sukkede og så op imod himlen. Det var først da at han lod mærke til, at hendes mund og øjne var syet sammen med kæmpe store sorte tråde. ”Tror du det er et genfærd?”, spurgte han. ”Det er Nattebruden”. Det var ikke Allens stemme, men Matthews. Han havde langt om længe fundet de to. Han sad nu der i buskadset med dem.
”En forbandelse, en virkelig sørgelig en af slagsen.”, begyndte han at forklare helt uden at lægge mærke til, hvorvidt drengene var interesseret eller ej. ”Jeg ved ikke, hvor forbandelsen stammer fra præcis og dens oprindelse er ikke andet end myter og historier, så man ved det ikke med sikkerhed. Det siges at to tvillingesøstre er grunden til den. I stedet for at elske og hjælpe hinanden, var de altid i stor konkurrence imod hinanden grundet stor jalousi. Hver gang den ene fik opnået noget, ville den anden ikke stoppe før det var overgået, hvorefter den første så ville forsøge sig igen og sådan blev de ved. En dag blev den ene søster forlovet med en rig mand. Ikke nok med det, var han også perfekt hvad udseende angår og havde den venligste sjæl. Den anden søster blev selvfølgelig dødeligt jaloux. Der var jo ingen bedre mænd hun kunne gifte sig med, og dermed kunne hun ikke overgå sin søster. Gang efter gang forsøgte hun at lokke rigmanden til utroskab, men intet ville lykkes. Til sidst endte de to søstre med at skændes, hvilket blev til slåskamp. Da trak den jaloux søster en kniv og stak den anden i maven, men ligesom kniven ramte brød hun ud i gråd. Hun havde indset hvad hun havde gjort. Hendes søster lå for hendes fødder og tog sine sidste åndedrag. Folk i landsbyen fandt hurtigt ud af det. Som den gode mand han var, forlangte rigmanden ikke hævn, men det gjorde landsbyfolkene. De forbandede hende. Forbandede hende til en skæbne værre end døden. Til dét I ser foran jer nu. Ikke nok med, at hun kom til at se sådan ud, men hendes indre bliver fanget i det øjeblik hun forbandes – da hun var brudt sammen af sorg og smerte. Det eneste der kan passere i tankerne, er den sorg hun besad inden forbandelsen. Dét er skæbnen. At leve i al evighed med så stor sorg, smerte og elendighed. Nogen siger endda at det forværres efter at forbandelsen er kastet.” Han holdt en pause. Han betragtede hende også. ”Et passende udseende til sådan et elendigt og ulykkeligt indre. Hun har mange navne: Nattebruden, Nattens sorg, Nattevandreren. Jeg kunne blive ved. Men det er ikke alt. Forbandelsen er værre endnu. Der er én måde at undslippe forbandelsen på – et nyt offer. Forbandelsen giver offeret umenneskelige evner. Man kan ikke løbe fra hende, hun er ufatteligt stærk og kan ikke overvindes ved fysisk styrke og hun er immun overfor direkte magi. Hun kan også fornemme sorg, men forbandelsen kan kun overføres til en af samme køn som forbandelsen første ejer – en pige. Så hvis en pige i stor sorg træder ind på Nattebrudens domæne er hun færdig. Hun ville ikke kunne undslippe. Og når hun fanges bliver hun til den nye vandre i mørket. Hun vil være fanget i den sorg og smerte hun besad da forbandelsen blev overført til hende, og sådan vil hun være lige ind til endnu en træder ind på domænet. Det vil aldrig stoppe. Så derfor er vi i dette tilfælde i sikkerhed – fordi vi er drenge og forbandelsen ikke kan overføres til os, fordi den oprindelige ejer var kvinde. Nattebruden I ser for jer ved skam godt vi er her, men hun er ligeglad. Man er kun i fare som pige på hendes domæne, men ikke hvis man er lykkelig og glad. Det er sorgen hun bruger til at overføre forbandelsen. Men som sagt er det kun på hendes domæne, for ser I, Nattebruden er bundet til stedet hvor forbandelsen blev kastet. Hun kan ikke forlade stedet. Hende her kan ikke forlade skoven, for det var her hun blev forbandet. Det eneste der kan forhindre hende i at tage en pige af sorg som sit næste offer er, hvis en dreng eller mand stiller sig i vejen for at tilbringe natten med Bruden, for hun er kun fremme om natten. Her skal manden så overleve indtil daggry, for Bruden vil gøre sit ypperste for at myrde manden. Deraf kommer navnet Nattebruden, tror jeg. Hun har dog én svaghed. Hvis man på en eller anden måde kan sammenkoble sin magi med ting fra hendes domæne. Hvis man hu forheksede en gren og slog hende med den, men det afhænger jo selvfølgelig af troldmandens arsenal af besværgelser og hans kreativitet.”. Matthew lo lidt ”måske er det her endda den eneste Nattebrud, hvem ved? Jeg har aldrig hørt andre tale om hende.”.

Endnu engang forvandledes det hele. Denne gang var det den store sø ved Hogwarts. Mac, der var i sine tidlige teenageår kom gående langs skovbrynet på vej imod det sædvanlige sted han hang ud med Allen og Selphie. Han stoppede da han hørte deres stemmer sige han navn før han overhovedet var nået over. De talte om ham. Og da han trådte frem tav de og stod med store øjne, der flakkede rundt som vildledte besværgelser. "Hey! Hva' så?”, lød det fra Allen. Et langt suk kom fra Mac og han rystede på hovedet ”fint, jeg forstår”, sukkede han. ”Hvad mener du?!”, udbrød Selphie. ”Der er noget i vejen med mig, er der ikke?”, spurgte han og hævede stemmen. Han afbrød Allen før han nåede at protestere: ”Jeg har set blikkende i veksler, hørt jeres hvisken. I er som alle andre!”, råbte han og knyttede sine hænder til knoerne blev helt hvide. ” Jeg er så træt af, at alle, ALLE, ser på mig som om jeg er et lille barn der ikke ved hvad det laver. Som om jeg går amok hvert sekund det skulle være. Skader nogen. Mig selv. I er som alle de fucking andre!”. Han drejede om på hælen og løb tilbage imod slottet.
Scenariet skiftede til senere samme dag, hvor de tre var genforenet ved gårdspladsen foran astronomitårnet. ”Undskyld, jeg… Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Jeg… det er bare den måde alle behandler mig på derhjemme. Som om jeg… det svært at forklare. Er der virkelig noget i vejen med mig? Det er bare… jo flere gange jeg får det at vide, jo mere tror jeg på det.”
”Mac… Jeg…”, Allen var mundlam, hvilket han aldrig var. Han sukkede kort og omfavnede Mac ”Du er præcis som du skal være”. Selphie lagde armene om dem begge og hulkede ind i deres gevandter. Allen lo en smule ad hende og strøg hendes hår.

Minderne hvirvlede igen rundt. Gårdspladsen blev til en af de mange gange på slottet. Solens sidste stråler for igennem vinduerne og gav hele gangen en orange glød. Mac stod ved et vindue. Han så ned på søen. ”Hey Mac!”, lød det fra Selphie, der nu stod bag ham. Hendes stemme var lille og spinkel. Tydeligt nervøs. ”Lang tid siden… Du har heller ikke været til timerne”, sagde hun. ”Jeg er syg, Selphie.”, svarede han toneløst og stirrede tomt på ruden foran sig. ”Syg?”, lød det fra hende. Hendes blå øjne blev store under hendes kanstanjebrune krøller. Hun greb ham om håndleddet og trak lidt i håb om at han ville vende sig om, men han rørte sig ikke. ”Det havde ret. Det er som om jeg ikke er her nogle gange.”. Hans stemme dirrede og blev mere og mere ustabil for hvert et ord. ”Sådan har alle det, tror jeg. Jeg har i hvert fald.”, prøvede hun, men han rystede på hovedet. ”Nej.”, hviskede han og holdt sin frie hånd op for sig alt imens han betragtede den. ”Nogle gange fanger jeg mig selv i at sidde og stirre ind i muren i timer, når jeg taler med folk kan jeg ikke huske samtalerne, fordi jeg ikke var der. Jeg forsvinder. Det sker oftere og oftere nu! Jeg ved ikke hvad der sker. Det er som om, at jeg har for meget i mit hoved. Som om det hele tiden er ved at briste!”. Endelig vendte han sig og mødte hendes blik. Hendes øjne var allerede røde og blanke. Sådan var hun. Hun havde følelserne helt ude på huden. Han så på hende med et alvorligt blik og rettede sig op. ”Hele tiden har jeg sagt til mig selv, at de var idioter. At de var uvidende. Jeg har troet, men nu kan jeg mærke at deres ord har sat sig.”, hans stemme blev helt mørk og hæs. ”Der er noget i vejen med mig”.

Af en eller anden grund overraskede det ikke Licha, at det var Macs minder hun var faldet ned i. Det passede bare sammen. Som puslebrikker der faldt på plads. Det var på tide der blev kastet lys over hans mystiske fortid og mindernes omfang tog vejret fra hende, mens hun smilede over drengene Allen og Mac. Over deres venskab og en side af Mac, som hun aldrig havde kendt. En forvirret dreng med sin families bekymrede blikke hvilende på sig, men ikke desto mindre en glad dreng. Mens det ene minde tog det andet, voksede Lichas interesse intensivt. Den unge Mac med de syregrønne øjne, hun kendte fra hans nutidige skikkelse, virkede allerede dengang afholdende, men det var tydeligt at se, at hans hemmeligholdelse var vokset med alderen.
Allen og Selphie var to af de eneste minder fra sin fortid, som Mac faktisk havde beskrevet for hende og i genkendelsen af dem og det venskab Mac havde fortalt om, smilede hun svagt.

Da hun blev vidne til episoden omkring Macs tilstand, som den blev forklaret af Matthew og Macs far, fik hun en følelse af dårlig samvittighed. Dette var ikke noget hun burde stikke sin næse i. Det vedkom ikke hende, om Meacchillion var skruet anderledes sammen end andre magikere. Hvad lavede hun overhovedet hernede? Minder var private og hun burde have vidst bedre end at snage på den her måde. Han ville stensikkert heller ikke bryde sig om at have hende hernede. Når han fandt ud af det… Ja faktisk vidste hun ikke, hvordan han ville reagere.

Scenen skiftede igen, inden hun kunne nå at trække sig selv op af karet, som hun ellers havde været ved at overtale sig selv til. Scenariet fik hende til at tøve, da nattebruden – skikkelsen fra engen – kom til syne. Hun spidsede ører og lyttede intenst til Matthews forklaring. Nattebrudens fordømte skæbne og den ondskab hun stadig kunne være årsag sig, var en ubehagelig tanke.
Daphny. Det havde været hendes sorg, som nattebruden havde opfanget. Hendes lyshårede veninde, der havde været i fare, hvis ikke Mac havde gjort som han havde gjort. Forklaringen fortsatte og hun fik omsider en forståelse af, hvad der havde foregået på engen. Hvad der stadig foregik derude, hvis Mac ellers stadig holdt sig i live.
Med sammenbidte tænder og en bidende kommentar til sig selv om, at han selvfølgelig var i live, betragtede hun endnu et skift, før hun kunne nå at beslutte sig for, at komme ham til hjælp på engen.

Temaet omkring Macs frustrerede barndom og teenageår, som fremmedgjort fra resten af verden, var igen centralt i de næste minder og Lichas medfølelse blev illustreret i et irrationelt forsøg på, at lægge en hånd på den unge Macs skulder, som han sad der ved søbredden og forklarede for Selphie hvad han gennemgik. Eller i det mindste forsøgte på det. Lichas hånd gled igennem billedet af ham og hun knyttede den og mindede sig selv om, at dette var fortid. Mindede sig selv om, at hun intet kunne gøre for denne teenage udgave af den mand hun kun kendte halvt.

Atter blev verden opløst. Minder af de tre, der tilbragte endeløse timer ved søbredden på skolen, eller engen ved landsbyen. Indtil månen stod op. De lo, de gjorde alt hvad bedste venner gør.
Pludselig stod verden stille. Allen sad med Selphie ved søbredden. De holdt i hånden. ”Jeg ved det ikke”, sagde Allen. ”Macs far har vist sendt et brev til ministeriet. Det kan være at Mac ved mere”. Før de kunne nå at sige mere kom et rødt lysskær skydende ind i scenariet og ramte vandkanten en meter fra dem. Vandet plaskede højt og Selphie gav et højt hvin fra sig. Allen trak sin stav og vendte sig med et arrigt ansigtsudtryk, men det forsvandt hurtigt, da han så Mac komme gående med sit mørke, strittende og kaotiske hår. Han smilede stort. ”Lammer – besværgelser fredag d. 17/10 mestret!”, lød det kækt fra ham. De var alle yngre end i mindet før. Meget yngre. Han gjorde fagter med tryllestaven så den snurrede imellem hans fingre, hvorefter den, i en elegant bevægelse, blev placeret i et læderhylster ved hans venstre hofte. ”Har du mestret den?!”, udbrød Allen. Mac kiggede på ham med et provokerende smil ”33 - 33 står det nu”. Allen sukkede og kløede sit baghoved ”man-oh-man jeg troede jeg var mindst fem foran…”. Han dumpede ned i græsset. ”Fjerde år allerede, kan I fatte det!?”, lød det begejstret fra Mac, der stirrede på slottet med et drømmende blik. Aftenluftens friske ånd strøg over dem alle. På himlen var et opgør imellem tusmørkets mørkeblå og solnedgangens gyldenhed. Vinduerne på slottet var så småt begyndt at lyse og faklerne var tændt. Græsset hvislede og træerne hviskede.
”Mac”, lød det så fra Selphie, ”Vi snakkede om anstalten, og vi tænkte om du måske har noget nyt?”. Mac smilede svagt. ”Jeg ved, at en anstalt skal bygges på engen. Et slags Azkaban, men ikke helt alligevel. Grunden er allerede købt osv. Så det kan ikke laves om. Det er vel byrden af at bo i en landsby så skjult som vores. Matthew mistænker det for at være dække over et eller andet… I kender ham. Byggeriet starter vist om et års tid”
Allen sukkede ”De kan da ikke bare… jeg mener… hvad så med træet? Hvor skal vi hænge ud?”, spurgte han fortvivlet og kastede modløst en sten i vandet. ”Det ordner sig!”, lød det fra Mac. Han vendte sig og så på dem med et stort smil. ”Måske vil træet stadig stå. Hvis ikke, finder vi bare et nyt sted. Det jo livet! Vi kan ikke være for fastlåste på én ting eller ét sted, for det forsvinder jo en dag! Det vigtigste er, at vi bliver sammen, ikke?”. Han smilede bredt og holdt en næve op for at symbolere, at han ikke ville give op. Som et symbol på styrke. ”Nå, jeg har lige et ærinde!”, sagde han og forsvandt op imod slottet.
”What. The. Fuck er der med ham?”, lød det fra Allen, der stirrede på punktet, hvor Mac var forsvundet. ”Yeah! Han er helt anderledes for tiden”, sagde Selphie, der, ligesom Allen, var så rundt på gulvet, at hun kun kunne stå der og stirre. ”Men det er vel en god ting”, sagde hun smilende. ”Det ved jeg ikke. Jeg har en dårlig fornemmelse!”.

Alting gik op i røg, der for rundt og formede sig til et nyt minde. Landsbyen.
Mac kom gående ud fra sin hoveddør. Lige hjemvendt fra St. Mungus. Han stoppede brat op, da han så en masse folk stå ved Selphies hus. Han fik øje på Allen og spænede derover. Allen stod i halvtagets skygge. Da han kom tættere på kunne han se Selphies mor græde alt imens Allens mor holdt om hende.
”Hvad sker der?!”, udbrød Mac foruroliget, da han nåede Allen. Der kom intet svar. Allen stod bare der og stirrede på Mac med et blik mere dræbende, end det, sendt af en basilisk. Han havde knyttet næver. ”Lad mig være”, hvæsede han. Mac rynkede brynene, men før han kunne nå noget andet forsvandt Allen ind i sit eget hjem. Matthew stod pludselig bag Mac ”Selphie er væk. Det har hun været siden i går. Ingen ved hvordan. Ingen så det.”. Han sukkede tungt og rystede på hovedet. ”Hvad!!”, udbrød Mac. Hans blik flakkede rundt og kunne ikke fæstne sig på noget.
”Forsvundet…”, gentog han hæst.
”Tab ikke håbet! Hun er end ikke erklæret død. Hun kan stadig være i live”.
”Hvad sidder vi så her for!!?”, råbte han ”Vi må lede!”
”Hvad tror du ikke vi har lavet siden det skete? Men jeg bliver nødt til at spørge, hvordan gik St. Mungus?”
”Hvad har det af betydning!!?”
Mac spænede over gruset og direkte over på engen. Han kom ikke tilbage før Matthew kom slæbende med ham, ved mørkets frembrud.

Pludselig blev det hel til et lille værelse oppe under taget. Allen sad på sengekanten og så ud på engen igennem det lille vindue. Han snøftede og rystede. Mac trådte ind og satte sig ved siden af ham. Han sukkede
”19 dage er det nu”
”Jeg ved det”, lød det hviskende fra Allen.
”Jeg kunne ikke finde andet end hendes taske og hendes kappe. Noget er sket. De andre mener, at en varulv har spist hende.” Mac holdt en pause. Skar ansigter som om ordene gjorde fysisk ondt. ”Jeg…”, han sukkede modløst.
”Der kan ikke engang holdes en begravelse”, sagde Allen
Mac rystede på hovedet.
Allen så på ham ”Det ser vist ud til det bare er dig og mig nu, Macciboy”.
”Til den bitre ende”, tilføjede han så.
Mac nikkede.
”Jeg, imens du var afsted på St. Mungus, der fortalte jeg hende om min far. Jeg ville have sagt det til dig, men… du ved jo hvad der kom i vejen. Min far er ikke død”, sagde Allen.
”Han er i Azkaban.”, han sank en klump og stirrede ned på gulvbrædderne. ”Han blev sindssyg under min mors graviditet.”.
Mac kiggede op ved ordet ’sindssyg’. Sprang et åndedrag over og så atter ned og lyttede intenst.
”Han… Han er en morder. Børnemorder endda. Jeg ved ikk’…”. Allen udstødte en lyd af irritation. ”Jeg ved ikke engang hvorfor, hvordan eller… noget som helst. Jeg har altid troet han var ædel. Nobel. Aldrig fået meget fortalt. Jeg har altid bildt mig selv ind, at han var auror og døde på en hemmelig mission end ikke jeg måtte kende til.” Han sukkede. ”Men det her! Det er det værste! Det havde jeg aldrig forstillet mig”. Han slog i sengekanten. ”Tænk, hvis jeg bliver lige sådan!”.
”Det gør du ikke! Hvis det var sådan, ville du vide det med dig selv.”
”Hvordan ved du det? Hvad ved du om-?”… Allen tav.
”Meget.”.

Minderne viste, hvordan dagene gik og drengene kom sig, med tiden. Sten for sten blev anstalten opført og stod som en silhuet, der tårnede sig op og lagde byen i skygge. Et mørkt fort var det nærmest. Dementorer svævede rundt om de høje tårne og murer. Græsset var ikke længere grønt. Der var koldt på engen. Blomster stod helt stivfrosset. Ligeledes gjorde den store eg, der langsomt døde hen. Til landsbyens held, var anstalten lige akkurat langt nok væk til, at kulden ikke nåede derover. Men selv da led stedet af en ubekvem følelse af mørke.
Som dagene gik voksede de to. Fortsatte deres konkurrencer. Greb hinanden når den ene faldt. De var aldrig på engen mere, selvom træet stod langt fra anstalten. Dagen kom, hvor de påbegyndte deres sjette år på Hogwarts.
Det var mørkt. Solen var på vej op over skoven imod øst. Mac stod ved engens kant. Hans øjne var fæstnet på én bestemt ting. Langt over engen vandrede Nattebruden ensomt rundt. Krummet ryg, lange, tynde arme, der næsten nåede jorden. Lange fingre. Øjne og mund, der var syet sammen under det sorte hår. Ind imellem ville det være som om, at man anede en sørgmodig melodi blive nynnet fra hendes retning af. Solen gjorde entre i døgnet og bruden var væk i sådan en fart, at intet menneskeligt øje ville kunne opfange, hvor hun var fosvundet hen. ”Du er tidligt oppe”, lød Matthews stemme bag Mac. ”Jeg kunne ikke sove.”, svarede han uden at fjerne blikket fra engen. Matthew sukkede.
”Sjette år. Jeg husker da jeg selv var der. Du var, hvad var det? Første år, ikke?”
Mac nikkede.
”Jeg kan huske, da vores storesøster gik ud. Det var mærkeligt, at tage toget uden hende første gang.”
Der kom intet svar fra Mac. ”Noget i vejen?”
”Nej. Det er bare… Jeg har bare svært ved at forstå, at Selphie er væk. Det var så pludseligt.
”Yeah!”
”Men hvad der volder mig flest problemer er det blik Allen havde i sine øjne, da jeg vendte hjem fra Mungus, dagen efter det skete, hvor jeg kom hjem. Og nu… Nu den fæstning, der er som en sygdom for stedet her!”. Han pegede på anstalten længere fremme.
”Yeah! Bare synet af den. Jeg..”, Matthew sukkede kort og lod blikket blive fanget af den mørke silhuet af stenmurer og tårne, som var det Døden selv han kiggede på. ”Jeg har en dårlig fornemmelse angående den ’anstalt’”, sagde han.
”Men lad os få noget at spise før I tager afsted.
Senere samme dag stod Mac med Allen på Kings Cross. Tog afsked med deres familier. Inden Mac skulle til, at løbe igennem muren til perron 9 ¾, greb Matthew ham om håndledet. ”Det skal nok gå alt sammen”, sagde han smilende og lavmælt, så ingen af de andre hørte det. Han gav Mac et skub og han gik afsted imod muren. Inden han gik ind vendte Mac sig og så tilbage på sin vinkende familie. Sjette år.

For hvert af de nye skift i minderne, blev stemningen mere og mere dyster og det satte sit præg på Lichas eget humør. Hendes bryn rynkedes let, mens et sørgmodigt strejf gled over de grønne øjne imellem hendes bløde krøller.
Hendes humør afspejledes i mindernes beboere. Anstalten blev bygget og kastede sin lange, mørke skygge over den lille landsby og engen omkring den. Det fristed der altid havde været Macs, Allens og Selphies. Licha genkendte gruen i beboernes ansigter fra de gange Mac havde nævnt en smule om episoden for hende. For hver sten der blev lagt til murene, blev ansigterne blegere og mere modfaldne. Som om en sygdom greb dem alle, en efter en. En sygdom der kom snigende og langsomt overskyggede håbet og glæden i deres hjerter og kun efterlod sig smerte og angst.
Så lidt som Licha kendte til detaljerne omkring dette byggeri, lige så lidt brød hun sig om at betragte det. Hun forstod udmærket hvorfor folk ændrede sig, ved at leve i skyggen af det.

Kun mere udtalt blev fortvivlelsen, da Selphies smilende ansigt manglede imellem minderne. Da hun forsvandt fra dem og fra Macs og Allens side. Lichas øjne lukkede sig kortvarrigt, efter at have betragtet Selphies mors reaktion, da det blev kendt for hende, at hendes datter var forsvundet. Naturligvis tog hele landsbyen det meget tungt, men værst så det ud til at være for de drenge hun havde tilbragt så megen af sin tid med. Allens frustration og sorg var intimiderende, da først han blev bekendt med sandheden. I et enkelt sekund så Licha et mørke i ham, der fik hende til at bakke et enkelt skridt bagud. Mac var ikke mindre ulykkelig, men hans sorg virkede mindre farlig.

Ikke desto mindre måtte livet gå videre for Meacchillion og hans bedste ven. De skulle tilbage i skole og denne gang blev det uden Selphie. Licha fulgte dem fra sidelinjen og spekulerede over, hvordan det skulle gå de to. Hun vidste jo alt for godt, at det ikke var endt lykkeligt, men hvordan historien var ledt op til det fatale punkt, var hun mere end nysgerrig efter at finde ud af. På trods af, at hun stadig havde en følelse af, at invadere Macs private anliggender.

Stemningsmusik lol
det fucking sørgeligt!!! ):


Et tykt tæppe af sne havde lagt sig over Hogwarts. Julen nærmede sig og glæden var en epidemi på skolen. Allen og Meacchillion var på vej ned til den store eg, der stod højt over de andre træer ved søen. Selvom det var bidende koldt havde de trodset sneen for at være der, hvor de havde tilbragt dagene med Selphie. De kunne ikke lade være.
”Hvor holder du egentlig jul i år?”, spurgte Mac
”Min mor og jeg tager til London hos nogen venner”, lød det en smule fraværende fra ham
”Ah! Yeah jeg skal være hjemme igen i år”.
Der var et øjebliks stilhed, da de nåede egen. ”Jeg savner hende meget”, mumlede Mac og så på træet. Det kunne tydeligt ses, at han var meget yngre i dette minde, end den Mac, der holdt Nattebruden med selskab ude på engen. I minderne var hans øjne været meget større i forhold til ansigtet. Hans krop var spinkel og han var ikke særlig høj. Hans ansigt havde ikke en skramme og hans blik var ikke så fjendtligt. Stadig havde det en underlig intensitet, en morbid og abnormal tone over sig, men ikke ligeså alvorligt et blik, som nutidens Meacchillion.
”Kan vi snakke om noget andet?”, spurgte Allen. Mac nikkede og de snakkede om løst og fast indtil samtalen havnede på Allens far.
”Har du egentlig fundet ud af noget nyt?”
Allen rystede på hovedet ”Nej, men jeg har bare en eller anden følelse. Han kan ikke være som de siger. Det er så forkert. Hvordan kan han pludselig bare gå amok og… og… ja du ved hvad de siger han har gjort. Men selv da er jeg nødt til at se ham. Bare én gang”.
”Så du vil søge efter ham?”
”Jeg ville give alt for, at tale med ham i 10 minutter. Der er så mange ting jeg mangler svar på. Jeg vil aldrig lade noget stå i vejen for, at jeg finder ham og få besvaret bare ét enkelt et.”
Mac så ned på sneen ved sine fødder. Han vidste ikke hvad han skulle svare. Hans familie havde jo altid været perfekt. Ikke manglet noget nogensinde. ”Jeg har tænkt på måske at plante blomsterne hjemme fra engen her ved egen. Det jo ikke ligefrem fordi træet hjemme på engen er tiltalende mere.”
Allen kunne ikke holde et smil tilbage. Han sukkede kort over, at bukke under for glæden. ”Det er jeg helt med på! Kun hvis du er villig til, at snige dig herud om natten, når de afgiver deres sølvskær i månelyset”
”Selvfølgelig! Vi har jo sneget os ud før, vi kan gøre det igen og tusinde gange mere!”
Scenen skiftede. Kings Cross kort før jul. De to bød hinanden farvel og gik hver sin vej. Mac fløj over skove og bakker, dækket af sne, på sin kost. Glæden over, at være hjemme igen hang som en tung aura omkring ham, hvilket gjorde ham immun for den nådesløse kulde.
Han kunne se anstaltens højeste tårn. Han spærrede sine store øjne op. Tårnet brændte. Før han overhovedet kunne komme på en tanke om årsagen, krøb en dødelig kulde op ad ham og besatte ham. Et lag af is lagde sig på hans læber og hænder. Pludselig, ud fra ingenting, kom to dementorer susende imod ham. Skjulte i den sene eftermiddags tusmørke. Flammerne stod som et fyrtårn. Panikken greb den lille knægt. Han dykkede hurtigt med et kort hvin. Flygtede fra de to dementorer. Ned imellem skovens træer. Han nåede ud på engen. Hele anstalten stod i flammer. Der var sendt røde gnister i vejret, som skulle forestille et alarmsignal. Som han susede over engen, efter at have undveget de to dementorer i skoven, begyndte han at kunne se landsbyen længere fremme. Han stoppede op et øjeblik. Gispede højt. Landsbyen brændte. Folk for rundt over det hele i det fjerne. ”Nej…”, hviskede Mac. Det gik langsomt op for ham, hvad der foregik. Fangerne fra anstalten var sluppet fri. Han fløj så hurtigt han kunne. Han hørte et brag langt oppe og så op. Til sin rædsel væltede det høje tårn direkte imod ham. Det stormede ned imod jorden. Strakte sig næsten hele vejen til landsbyen. Drengen jamrede af frygt og undgik, med nød og næppe, at blive knust og landede foran byen.

Kaos. Alle huse brændte. Fanger for rundt, laset tøj, dæmoniske øjne, der var et skræmmende match med de skrig og råb, som de udløste. Landsbyens beboere for rundt. Frygten havde plantet sin kniv i hver og en, selv Mac. Hans knæ dirrede, som han stod der og blot betragtede sin landsby gå til grunde. Han kunnne ikke røre en muskel. Han så over imod et af husene og gav et hvin fra sig. En af fangerne stod på Hr. Hussains lig og voldtog hans kone på de mest groteske maner. Hvorfor kunne ingen gøre modstand? Det var det samme ved alle husene. Folk blev brændt, kvalt, voldtaget. Et blodbad. Mac slap kosten og sank i knæ. Han klemte øjnene i og pressede sine hænder imod ørerne. Han jamrede højt for sig selv. Gentog, at intet af dette var virkeligt, indtil tanken om hans egen familie gjorde entre i hans hoved. Han for op og stormede imod sit hus. Der lå en ude foran. ”Matthew!”, råbte han. Hans stemme knækkede. Han faldt og tumlede rundt i gruset og kravlede over til sin bror. ”Matthew! Svar mig! Åben dine øjne, vil du ikke nok?!”, jamrede han. Intet svar. Han så op. En af fangerne kom gående imod ham. Hans øjne var grå og stikkende, han var tynd, som var han blot et skellet med hud. Hans hår var langt, sort og ultra tyndt. Samlet i en tynd, fedtet hestehale. Mac kom stønnende og vaklende på benene. Panikken greb ham og han søgte tilflugt ind i sit flammende hjem. ”Mor!! Far!!”, råbte han og flakkede med øjnene indtil de fik øje på noget. Hans mor var fastgjort til væggen. Hang med hovedet nedad og brændt ihjel. Så forbrændt, at hun næsten var uigenkendelig. Det ene øje smeltet til en grå masse.
Huden brun og ødelagt i den ene side af ansigtet. Lige nedenfor lå en anden kvinde. Macs ældre søster, der var vendt hjem for at holde jul. Død og forbrændt. Der kom en spinkel lyd fra ham og han vaklede bagover og faldt. Sveden haglede ned ad ham imens han så rundt i sit brændende hjem med vidt åbne øjne. Han trak vejret hurtigt og hæst. Han rystede over hele kroppen og var bleg som sneen ude på engen. Han så sig over skulderen. Den sorthårede fange var næsten henne ved huset. Mac forsøgte at skrige, men det var kun en hæs, spinkel lyd. Han hostede og fik tårer i øjnene af al røgen. Han tumlede rundt på gulvet. Jamrende, grædende. Ved et tilfælde så han op. Der, igennem bagdøren, kunne han se en skikkelse flygte op ad bakkerne. Han drog hurtigt konklusionen, at dette måtte være den ansvarlige for familiens død. I samme sekund brasede loftet sammen og spærrede vejen tilbage ud ad hoveddøren. Til Macs held betød det også, at den sorthårede mand ikke kunne komme ind. Mac sprang op og for efter skikkelsen. Hvert åndedrag brændte i hans lunger. Han var dårligt klar over hvad, der netop var sket. Sveden haglede ad ham. Hans hoved var et endnu større kaos end det, der foregik i byen bag ham
”Hvem kommer der? Hvem kommer der?”, lød en stemme, da Mac var nået op på toppen af den høje bakke. Han stoppede brat og så sig om. Han jamrede fortsat. ”Åååårh er du bange? Kan du ikke finde din mor og far? Frygt ikke”. Stemmen var ubehagelig. Uregelmæssige toneskift. En kort latter imellem hver sætning. "Endnu en til min samling, ååh sikke en herlig jul!”, lød det fra stemmen. En lys mandestemme. Stønnede hvert ord frem. En kort latter hørtes. Mac følte der, som blev han gennemboret af pile dyppet i skrækvirkende gift. Han snurrede rundt. Hvor kom stemmen fra?”Uhh lad os lege ja lad os det lad os lege”. Stemmen skiftede. Den blev mørk og rungende. Dæmonisk. ”Dans!”, råbte den. I samme øjeblik skød en grøn besværgelse ud fra træernes mørke ved Macs ene side. Han gav et skrig fra sig og kastede sig ned. Han kunne mærke besværgelsen suse over nakken på sig. Han trak vejret uregelmæssigt. På grænsen til at hyperventilere. Frem fra mørket sprang en mand i laset tøj. Tynd, som den anden nede i landsbyen. Hans hud var så blev som sneen de begav sig på. Matte tatoveringer og dybe flænger dækkede hans krop. Hans ene øje var underligt blåt, et blindt øje. Det andet var sort som natten selv. Mac skreg hæst og blev grebet ”Årh frygt ikke lille du”, lo han og satte næsen ned til Macs pande og snusede. Mac var stiv af skræk. Han lå stiv som et bræt i mandens greb. Øjnene helt åbne. Stirrede tomt ud for sig. Han peb lidt.
Pludselig blev manden revet væk. En stor skikkelse holdt ham. En dementor! Flere kom til. Mac tumlede rundt i sneen. Forsøgte at kravle væk alt imens han hørte mandens skrig. Et skingert skrig. Et sygt et. Mac vidste hvad dementorerne gjorde. Da de var færdige, svævede langsomt imod Mac selv. Han opgav at kravle væk. Hvad nyttede det alligevel? Håbløsheden fyldte ham. Som om endnu en giftpil havde ramt ham og spredt sin gift i hele hans krop, hvor denne blot fyldte ham med håbløshed og medlidenhed ofr sig selv.. Hans hoved blev tømt for tanker. Han var sikker på, at dette var sidste kapitel. Dette var enden på alting. Han lagde sig fladt på ryggen. Hvert sekund mere håbløst end det andet. Han tænkte ikke på noget. Han prøvede ikke engang, at fremane en patronus. Han kunne ikke tænke på noget lykkeligt. Fænomenet lykke eksisterede ikke længere for ham. Han stirrede bare tomt op for sig. De begyndte at suge hans sjæl, men lige som de var midt i processen, løftede knægten sin stav ”Accio, kost”, hviskede han. Et lille håb havde ført hans hånd. Det kunne være, at ingen havde taget kosten og at den ville ligge der, hvor han slap den. Han spejdede ned imod landsbyen, men kunne ikke se nogen kost. Han sukkede opgivende og lukkede øjnene i. Men så, et hårdt slag ramte ham på siden af hovedet. Han åbnede atter øjnene. Der lå den. Kosten! Han greb den og kæmpede sig på benene og fløj afsted. Dementorerne stormede efter og de forsvandt alle ud i aftenen.

Scenariet skiftede. Mac fløj over London. Han havde rystet dementorerne af sig under den lange tur. Han landede på et tag og steg af kosten. Hans øjne var stadig vidt åbne med et tomt blik. Han var ikke engang sikker på, hvad der lige var sket. Alt sammen skete så hurtigt. Han vaklede et par meter frem. Hans knæ dirrede og han knækkede sammen. Han lå på alle fire og rystede over hele kroppen. Han gav en høj gurglende lyd fra sig og kastede op indtil hans mave var helt tømt. Han prøvede at rejse, men kunne ikke gå mere end få skridt, før han faldt sammen igen. Der lå han, i fosterstilling, i flere timer. Scenariet skiftede atter.
Mac sad i et værelse i en lejlighed i London. Ind kom Allens mor med tårer i hele ansigtet ”Du er meget velkommen til at bo her lige så længe det er”, sagde hun og omfavnede drengen i en hulken.
Minderne strømmede forbi. Mac sad bare på sengen. Nogle gange lagde han sig over i hjørnet. I fosterstilling, som på taget. Andre gange sad han i hjørnet med benene samlet under sig og vuggede frem og tilbage. Stirrede bare ind i væggen, der blot var få tommer fra ham.
Dagene gik og landskabet fik ny beklædning. Sneen forsvandt og alt blev grønt, men Mac ændrede sig ikke. Sagde aldrig et ord. Kom ikke til timerne. Heller ikke til møderne, hvortil han blev indkaldt. Kun Allen hørte ham tale, men selv da var det sjældent. Det sjette skoleår sluttede og de to tog hjem til lejligheden.

//Du er så frygtelig! Ad for satan! xD Åh jeg ville slet ikke høre den historie. ^__^ Håh. Fuck it. Det er pisse sejt. Og mega god effekt med musikken til <3

- Jeg skal lige sunde mig før jeg kan svare.//

//hahaha helt sikkert
Det har lige reddet min aften, at du synes om det !!//

//OOG: Det sgu grineren nok med det stemningsmusik hahah! endelig færdig!!!//


Det var en varm sommerdag. Allen havde fået slæbt Mac hele vejen til Hyde Park, hvor de nu gik om søen. ”Det her minder mig om tilbage på skolen!”, sagde Allen efter mange minutters stilhed. ”Du ved, med søen og træer og…”, han sukkede opgivende. ”Hør, Mac, jeg føler også en enorm sorg over det der er sket, jeg mener, de var jo alle som den familie jeg aldrig har haft. Ligesom du er den bror, jeg aldrig har haft!”. Han gav Mac et dunk i ryggen. Han skulle til at tale videre, men blev afbrudt. For første gang, i flere dage, havde Mac rent faktisk taget initiativ, sagt noget. ”Jeg vil vide hvad der skete…”, han så op, men veg hurtigt med blikket igen, ”Jeg vil vide hvad du ikke fortæller mig, den dag Selphie forsvandt.”. Allen stoppede næsten op af forbavselse ”Hvad mener du?”, udbrød han og slog ud med armene, men han fik kun et enkelt blik som svar, og det var mere end nok.
”Du mener vel forhåbentlig ikke at…”
”Nej!”
”Hvad er det så?!”
”Jeg er træt af hemmeligheder. Træt af ikke at vide!”
Mac trådte ind foran Allen og blokerede hans vej. De var lige høje nu. Mac havde altid været lavest.
”Drop dog det der!”, brummede Allen
”Er du klar over hvad det er du står og siger?!”, begyndte han næsten at råbe.
”Jeg vil bare vide hvad du ikke fortæller! Hele mit liv har folk holdt ting fra mig! Altid bestemt hvad jeg skulle vide, altid holdt øje, altid troet de har kendt mig bedre end mig selv. Fortæl det!”
”Hør nu!! Det var ligeså meget min familie som din!”
”Nej de var ikke!! Det har aldrig været din familie!! Aldrig den mindste smule, men du har altid presset dig selv ind!”

Deres stigende råb, ville have tiltrukket en stor mængde opmærksomhed, hvis der havde været nogen til at give den, for, forbløffende nok, var der næsten ikke et øje i parken, og slet ikke tæt nok på til at høre dem.
Allen trådte tilbage. Hans blik afslørede uroen i hans indre. Hvordan han var ved at smuldre, men også brænde op af vrede.
”Måske fordi du aldrig var der for dem, for nogen som helst nogensinde”, man skulle tro hans tænder ville revne, så hårdt bed han dem sammen. Hans stemme var næsten ikke menneskelig af raseri, men han råbte ikke. Han talte lavt, meget lavt. Han knugede hænderne så knorene blev helt hvide.  
”Alt du nogensinde har fortaget dig er, at have så pisse ondt af dig selv. Du har altid siddet på dit værelse og grædt over dig selv. Jeg forstår godt, at du ikke har det nemt, slet ikke nu, men i det mindste havde du en familie, i det mindste er din far ikke som dem, der angreb landsbyen. I det mindste græd din mor ikke hver nat. I det mindste havde du en familie at være lykkelig med, men du tog dem for givet, præcis som du tog Selphie for givet, og som du nu gør med mig. Du er en skændsel!”
Mere nåede han ikke at sige, før Macs hoved for igennem luften. Hans pande hamrede imod Allens næse, stærkt efterfuldt af en næve, der tordnede imod Allens kæbe. Han faldt bagover og Mac sprang på ham og slog ham indtil Allen fik skubbet Mac af sig og nu gav ham samme tur. De var begge røde i hovederne af raseri og tårerne flød fra alle fire øjne. Det uundgåelige skete, stavene blev trukket og forbandelser kastet.
Mac afværgede alle Allens og gjorde et hurtigt svirp med sin stav, hvorefter sorte tråde skød ud fra den og bandt sig om Allens hals, ben, hænder og arme. Endnu et svirp med staven, som den anden ende af trådene endnu var fastgjorte til, og Allen blev slynget op imod et nærtstående træ. En lyd kom fra ham, som afslørede, hvordan luften blev presset ud af hans lunger. Mac trådte helt hen til ham. Han skulle til at tale, men blev afbrudt.
Rollerne var byttet om. Allen havde altid været kilometer foran Mac når det gjaldt kaliberen af besværgelser. Altid være bedst i alting og dette var ekstremt uventet. Bitterheden over denne pludselige omvæltning var tydelig at se på Allen. Elendigheden og angeren over ordene, som var udvekslet satte næsten ild til parken. Var de ikke begge fyldt 17 og dermed været myndige, ville de sikkert være i Ministeriets hænder. Heldigvis var der heller ingen til at overvære hændelsen.
”Skændsel”, gentog Allen hæst. Rebbene trak sig tilbage i staven og Allen dumpede ned i græsset. Der var tydelige mærker på både hals og håndled. Hans øjne, der var mere dødelige end dem tilhørende en basilisk, var vendt imod Mac, der roligt gik sin vej.

Allen var allerede hjemme da Mac vendte tilbage til lejligheden, hvori de nu boede sammen med Allens mor. Hun var klar over hvad der var sket. Mac forventede endnu et skænderi, blot med hende indblandet, men i stedet greb hun dem begge og trak dem ind til sig, som det kærlige væsen hun var. Det var kun hende, der talte under aftensmaden. ”Du er tilgivet Mac! Det er jo også sådan en svær tid for dig, men her i familien holder vi sammen, og familie det er du”.
Mac kiggede op fra sin tallerken og mødte Allens blik. Et blik der indeholdt rædsler værre end døden, ondskab værre end helvede, sorg større end nogen anden, men mest af alt vrede. Mac gav endda et gisp fra sig, da øjenkontakten fandt sted.
De talte ikke sammen i adskillige dage, trods Allens mor desperat prøvede, at ophæve fjendskabet.
Skoleåret begyndte og striden fortsatte. Ikke et ord blev udvekslet imellem de to. Ikke engang et blik. Den ene lige så vred som den anden. Allen holdt op med at komme til timerne. Nogle gange blev han ikke set i flere dage og til sidst forsvandt han helt. Utallige gange vovede folk sig ned til Mac, som sad under den store eg, ved søen. De spurgte hvad der skete med Allen og hvor han var, men fik intet svar. Allens mor blev kontaktet og stillede samme spørgsmål til Mac. I sidste ende blev han eftersøgt.
Dagene gik og oktober kom og gik. Det var en kold lørdag morgen i november. Mac stod på rektors kontor. Han havde fået lov, at benytte susenetværket til at komme til London og hjem til den gamle landsby. Det var ”det mindste”, som de sagde.
Scenariet skiftede nu tilbage til foran hoveddøren på selv samme hus, som mindekarret stod i. Landsbyen var genopbygget og folk var flyttet tilbage, men ingen gjorde det af eget valg. De havde ikke penge til at flytte. Natten krøb ind over verden og Mac stod ved sit gamle hus, der nu var genopbygget. Der var nu gravsten i forhaven. Helt tilfældigt vendte han sig om og fik øje på en mand i den anden ende, af den cirkel, der blev dannet af husene. Mac spærrede øjnene op og faldt næsten bagover og forskrækkelse. Ham!? Det var en af fangerne fra den nat, hvor byen brændte. De stikkende grå øjne, den sygeligt tynde krop, det tynde, fedtede hår, der var samlet i en tynd hestehale. Vreden destruerede al fornuft i hans indre og han for imod manden. Mac kastede sig frem og greb fat ham, lige i det at transfererede sig væk, og Mac dermed røg med.

Mac stødte hårdt imod skovbunden i en lysning i en skov. Han kom hurtigt på benene og for imod manden, men bremsede op. Spektral transferensen var tydeligvist gået gruelig gal, eftersom manden mange store dele af sine arme og ben. Hans torso var dækket af områder, der ikke var kommet med i turen igennem tid og rum. Det stoppede dog ikke Mac i mere ned et øjeblik. Med det samme greb han om hans hals og bankede løs på manden og gentog det samme spørgsmål om og om igen. ”Hvorfor!!?”. Et øjeblik løsnede Macs greb sig, og manden fik fremstammet enkelte ord ”Jeg er så ked af det”, sagde han, med en stemme, der blot var en hvisken i den kolde vind. Så tør og tynd en stemme. Han var tydeligvis døende efter den fejlede rejse.
Pludselig skød en non-verbal besværgelse ind i siden på Mac, der fløj over skovbunden og rullede helt hen til rødderne af det fjerneste træ. Mac tog sig til baghovedet og ømmede sig. Han åbnede øjnene på klem. Der stod en person foran manden. Han spærrede øjnene op ”Dig…”, hvæsede han næsten. Besværgelsens kaster var Allen. Han stod der med staven rettet direkte mod Mac, som sprang op og trak sin egen stav.
”Hvor har du været?”
”Jeg har ledt efter min far og nu har jeg så fundet ham”, sagde han og gjorde en gestus med, der indikerede, at han talte om manden, der lå bag ham.
Meacchillion måbede. ”Din far!?!”, udbrød han og tog et skridt frem.
”Hold dig væk”, sagde Allen med sammenbidte tænder
”Denne mand var med til at dræbe alle i vores landsby!”, udbrød han råbende og vredt
”Han er medskyldig i det hele! Han… Jeg vil vide hvorfor! Jeg har søgt svar så længe, og nu har jeg dem”
”Hør dig selv. Igen tager du mig for givet. Jeg har aldrig mødt ham før, ønsket, så inderligt, at møde ham. Hele mit liv har jeg ikke tænkt på andet end hvem min far var og alt du kan gøre er, at forlange at du får lov til at, hvad? Udspørge ham for dernæst at dræbe ham? Jeg hader dig så inderligt, Meacchillion, du – ”

”Hvordan kan du bare se bort fra hans handlinger?!”, afbrød Mac skrigende.
”Hvordan kan du kun formå at se dine egne behov?!”. Allen vendte sig om og satte sig på hug. Han lagde en hånd på manden, sagde nogle lavmælte ord. Pludselig blev der stille. Selv vinden tav. Allen knugede din frie hånd, rejste sig langsomt. Det var som om, at hele verden holdt vejret. Som om alt døde hen. ”Død”, sagde han med en så lav stemme, at han lige netop undgik at hviske. ”Du tog ham fra mig. Dig!”. Han vendte sig langsomt og mødte Mac med et blik, der osede, glødede af raseri. Han så direkte syg ud.
”Allen det var ikke mig!”, protesterede Mac, men fik intet svar. ”Hør nu! Hans spektral transferens gik galt, jeg sværger!”.
Allen rystede blot på hovedet og løftede sig stav. Således begyndte endnu en duel imellem de to. Forbandelser og besværgelser blev kastet og afværget. De for i alle retninger i lysningen. Grene fløj af træer, små huller blev til i jorden.
”Allen! Stop! Du kan ikke mene det her, vi er jo bedste venner! Brødre!!”, skreg Mac panisk og desperat.
”Du har altid haft alting, men det er jo aldrig nok, vel? Du tog min mor, det eneste jeg havde og nu? Min far”
”Allen jeg sværger…”
”Det har jo altid været sådan her, har det ikke?”. Allen slog ud med armene. ”Vi har jo altid været rivaler, inderst inde. Altid har vi kæmpet om at nå først ned til søen, lærer flest besværgelser. Vi har altid ønsket at besejre hinanden!”.
”Nej!!”, protesterede Mac og undveg, med nød og næppe, et bombardement af besværgelser. Han kunne mærke trykket og heden fra dem, som de for forbi hans øre og destruerede store dele af stammen på træet bag ham.
”Hvordan kan du være så egoistisk?”, hvæsede Mac og stirrede med et sygeligt blik. Arrigheden og angeren pulserede igennem hans årer. Forgiftede al fornuft, dolkede al medynk og satte sig til rette i hans øjne og satte sit præg i hans blik, der næsten kunne meldes som mordforsøg.
”Efter alt det, som er sket? Hvordan kan du så vove, at påstå det her? Hvad ved du om at miste din familie?”
”Hvad ved du om ikke at have en? Det er dig, der er egoistisk”, blev der svaret med en tilsvarende bitterhed og dysterhed.
Atter brød kampen ud, anderledes var dog, at besværgelserne var de allermest dødelige som de hver især var i stand til at udføre. Synkront svang de med stavene og fra begge spidser skød faretruende store stråle af flammer. Besværgelserne mødtes på midten og kolliderede til en stor kugle af ild. De var begge uerfarende duellanter og havde svært ved, at styre denne enorme mængde energi. Tråde af ild skød fra ildkuglen og satte ild til omgivelserne. Blot få sekunder var gået, da kuglen sprang. De fløj begge tilbage. Mac hamrede baghovedet imod et træ. Hans blik blev slørret og hans motorik usikker. Lange øjeblikke var passeret, da han vaklende kom på benene. Hele lysningen stod i brænd. Grene i flammer faldt fra trækronerne. Heden kogte blodet i kroppen og ristede huden. Røgen tog berøvede dem ilten og satte tårer i deres øjne. Kampen blev genoptaget da de fik øje på hinanden igen.
Adskillige gange måtte den ene kaste sig for ikke at blive ramt af faldende grene i brænd. Endnu en gang stødte deres besværgelser sammen, denne gang med højere intensitet, og udfaldet var det samme. Uerfarenhed ledte til en eksplosion i den ekstreme energikerne på de to besværgelsers mødested. De to troldmænd fløj bagover. Mac var ikke ved bevidsthed i flere minutter. Da han endelig åbnede sine grønne øjne og kom vaklende på benene var alt det rene inferno af flammer. Hans bevægelsesmuligheder var endnu mere hæmmede denne gang. Hans syn begrænset af endnu et sammenstød med et træ, hvor røgen absolut ikke hjalp på det. Han vaklede og stønnede sig vej igennem lysningen. Han kunne ikke se Allen nogen steder. Lang tid passerede før han så ham. Han dukkede nærmest op lige foran Mac, liggende er på jorden. Mac måtte bremse så hårdt op, at han faldt bagover. Hans balanceevne var tydeligvis svækket. Allen havde en stor flænge tværs over sit bryst og værre endnu. Mac spærrede øjnene op ved synet af sin ven. Han så sig panisk om og fik øje på svaret på flængen. En stor flækket, og dermed, spids gren stod vandret ud fra et nærtstående træ. Blod dryppede fra spidsen. Som om det ikke var nok. Allen havde stået tættere på eksplosionen, end Mac. Meget tættere. Hele hans venstre hånd, som han havde holdt staven i, var væk. Der var dog stadig liv i ham.
”Allen! Jeg er så ked af det”, udbrød Mac jamrende, der ikke længere kunne kontrollere sine tåre, som han desperat havde forsøgt at holde inde.
Allen lo, hæst og svagt. Han rystede på hovedet. ”Jeg er den, som burde være ked af det. Undskyld Macciboy”
Mac havde altid hadet det øgenavn og det var grunden til, at Allen havde brugt det siden de var små. ”Kærlig ondskab”, havde Matthew kaldt det.
”Jeg er ked af det måtte udvikle sig til det her”, sukkede Allen håbløst. ”Det var ikke meningen. Jeg… Jeg er ikke rigtig klar over hvad der er sket det seneste års tid. Jeg burde vel…”
”Vi burde begge have gjort mange ting anderledes”, afbrød Mac ham.
”Du sagde du gerne ville vide hvad der skete, ikke?”. Han greb Macs stav og førte den op til sin pande. Han hev en lang sølvtråd ud. Et minde. ”Giv mig en flaske, jeg ved du har en, jeg kender dig jo”
”Der står et mindekar på mit værelse.  Gå nu, det hele må have tiltrukket opmærksomhed og hvis du bliver fanget vil du blive anklaget for dobbeltmord. Finder de kun mig og min far vil de beskylde ham.”
”Afsted!!”, beordrede han før Mac kunne protestere ”Det er for sent for mig. Det er sjovt, jeg har altid tænkt, at man måtte vide det når tiden var inde, og nu har jeg fået det bekræftet. Mac, jeg beder dig, lev ikke dit liv som du har gjort det sidste halve år. Det er spild. En ting til: Ikke sig noget til min mor. Jeg beder dig, hun må ikke vide noget om denne aften. ” Allen sukkede ”Der er så meget mere jeg gerne ville have sagt, mere jeg gerne vil sige. Skynd dig nu! Afsted!”
Flammerne og træerne forsvandt. Scenariet blev til London, hvor døren til lejligheden gik op og Allens mor kom ud, tudebrølende, og omfavnede Mac. Nyheden var tydeligvis nået lejligheden før Mac. ”Åh Mac!! Aldrig forlad mig! Jeg beder dig, aldrig forlad mig!”
Senere stod han på Allens værelse, hældte sølvtråden i og dykkede ned. Omgivelserne tog form af Allens minde, hans afskedsgave. Det var hans gamle værelse tilbage i landsbyen. Det var en sen aftentime og der var den sædvanlige forsamling hos Hr. og Fru. SinClair, der fandt sted hver måned. Alle de voksne samledes og spiste, hvilket betød, at Allens mor ikke var hjemme.
”Jeg har ikke bedt om din hjælp!!”, råbte Allen til Selphie.
”Jamen”, peb hun.
”Nej! Jeg har ikke bedt om hjælp! Jeg vil ikkehave hjælp, behøver den ikke. Jeg er træt af, at folk hele tiden prøver at forstå mig, når det ikke kan”, lød det rasende fra ham.
”Det er slemt, at min far var… er som han er og har gjort som han har. Men nej, det er ikke et værste.”, han knyttede næverne, som han altid gjorde når hans følelser var ved højdepunktet. ”Nej det værste er de blikke man får fra andre, hele tiden!! Det blik du giver mig nu! Som om jeg er… som om jeg er en eller anden syg, hjælpeløs hvalp! Jeg slipper aldrig for det! Det hjemsøger mig her, på skolen og alle andre steder jeg er. Du ved ingenting om sorg”, hvæsede han.
Selphie rystede på hovedet ”Hvad med Mac!? Han er på Skt. Mungos lige nu! I er jo ikke de eneste med byrder!”, råbte hun og stormede ud af huset og ud imod engen. Allen sukkede ”Hvorfor skal hun altid løbe væk? Hun overreagerer altid”, mumlede han, rystede dernæst på hovedet ”siger jeg”. Han satte i løb efter hende ”Selphie!!”, råbte han.

Ude på engen hørtes en hæslig stemme. Hæs og modbydelig: "Hvem er trådt ind på mit domæne?". Allen stoppede brat op. Længere henne ad engen, der var lyst op af alle de mange blomster, der afgav et sælvskær, kunne Nattebruden ses. Hun holdt Selphie i sin hånd. Et fast greb om halsen. Et svagt lys kom til syne imellem Selphies hvide læber og Brudens sammensyede askelæber. Selphie rystede over hele kroppen og græd i stilhed. Helt paralyseret af skræk.
”Nej!!”, skreg Allen og for frem så ivrigt, at han faldt forover flere gange. Så hurtigt som hans ben kunne bære ham, for han frem. Blomsterne, der var helt frosne grundet dementorerne på anstalten ikke langt borte, splintredes under Allens fødder. Nattebruden forvandledes langsomt til aske og svandt væk i vinden. Anstalten kastede en lang skygge over engen. Det var svært at se, hvad der skete med Selphie. Det var som om, at sorte fangearme viklede sig om hende. Allen faldt endnu en gang og da han igen kiggede op kunne han se den nye Nattebrud forsvinde i skyggerne. Længe lå Allen, helt lammet af rædsel og chok, og stirrede på det punkt, hvor Selphie havde stået. ”Det er min skyld”, hviskede han.
Næste dag kom. Dagen hvor Mac vendte hjem fra hospitalet. Alle stod samlet rundt om Selphies mor. Allen stod i halvtagets skygge.

Mac trak sig op af mindekarret. Hans vejrtrækning var ujævn. Hans øjne var vidt åbne og hans hud bleg som porcelæn. Han vaklede bagud og måtte støtte sig til væggen for ikke at falde. Han stormede ud på toilettet og kastede op, ligesom dengang med landsbyen. Da han trådte ind på sit eget værelse for han rundt. Anede ikke hvad han skulle tage sig til. Han gned hænderne imod hinanden. Satte sig på sengen, rejste sig, satte sig ved skrivebordet, greb noget papir og blæk, efterlog det, gik over til vinduet, men endte, til sidst, i hjørnet, hvor han sad efter hændelsen i landsbyen.

Aftenerne strøg forbi. Nogle nætter sad han i hjørnet til han faldt i søvn der, andre gang sad han på sin seng og holdt sig for ørerne, da han kunne høre Allens mor hulke inde ved siden af. Af og til lykkedes det ham at sove. Nogle aftener stak han af og vandrede gennem Londons gader indtil det blev lyst.

Efter juletid drog han tilbage til Hogwarts. Han spenderede al sin fritid på ekstratimer for, at indhente de to måneder han var gået glip af. Havde han tid i overskud brugte han den på at skærpe sine evner som duellant og sine evner indenfor eliksirer. Som en maskine kørte han. Uden ord.


I mellemtiden, udenfor mindekarets verden, var Mac tilbage i huset. Adskillige sår over hele kroppen, dryppende af sved. Han havde jord i hele ansigtet og han haltede. Han var trådt ind på værelset og betragtede Licha med hovedet dybt nede i hans fortid. Først blev han arrig og skulle til at flå hende væk, men blev alligevel stående. Han kunne ikke benægte en form for lettelse. Længe havde han ønsket at dele hvad der var i det kar, især med hende, det kunne han ikke benægte. Han lænede sig op ad muren og betragtede hende atter. Ventede på, at hun skulle vende tilbage.

//OOG: There you got it, endelig har du en ordenlig baggrundshistorie//

Lammet befandt Licha sig i mindekarret med scenarier fra Meacchillions fortid, udspillet for øjnene af sig. Minder hun ikke havde ret til og som hun heller ikke vidste, om hun ønskede viden om. Ikke længere.
I starten havde hun været nysgerrig. Episoderne havde været harmløse og endda havde nogen af dem fået hende til at smile. Hun havde fundet det behageligt, at betragte venskabet imellem tre børn udvikle sig. Ikke i sin vildeste fantasi havde hun forestillet sig den fremtid de gik i møde. Værst af alt, for Licha, virkede Selphies forbitrede skæbne. Hun havde kortvarrigt "stiftet bekendttskab" med skabningen tidligere samme nat og oplevelsen havde givet hende en dybere forståelse af fænomenet. Blot tanken om at det kunne have været Daphny i den situation, fik det til at vende sig i hende. Hun forstod derfor en brøkdel af den sorg, som Mac og Allen delte, da de endelig fik talt ud, på Allens dødsleje.
Men Allen var stadig død. Selphie var væk og hele familien Carchelley og det liv de havde levet, var brændt til grunden i landsbyen for så mange år siden. Licha havde altid vidst, at Mac var en mand med mange hemmeligheder. Det havde han fortalt hende ved flere lejligheder. Han havde altid været pint af fortiden, aldrig lod han nogen komme tæt på sig. Selv efter alle de år hun havde kendt ham, havde han aldrig afsløret dette for hende.

Hun forlod karrets dyb med en knugende fornemmelse i mellemgulvet. Følelsen af at blive betragtet, greb hende så snart værelsets dunkle atmosfære omgav hende igen. Hun vendte sig langsomt væk fra karret, mens en kamp udspillede sig i hendes indre. Hans positur langs væggen og hans opmærksomhed der var rettet imod hende, gjorde hende ikke mere rolig, tværtimod. Med Mac vidste hun aldrig helt hvordan han ville reagere. Han var i sin gode ret til at være rasende på hende, men alligevel stod han stille og nøjedes med at betragte hende.

Da hun endelig tog sig sammen til at se ordentligt på ham, blev hun opmærksom på, hvor forfærdelig han så ud. Hendes blik søgte efter vinduet, hvorigennem hun kunne se marken de før havde været samlet på. Stedet hvor Mac havde risikeret sit eget liv, for at lade dem slippe i sikkerhed. "Var det Selphie, eller har der været andre siden hende?".. Spørgsmålet havde undsluppet hendes læber, før hun nåede at overveje, om det var smart at bringe på bane. Under alle omstændigheder, var der intet at skjule. Han havde grebet hende med ansigtet i mindekarret, som var hun et barn på jagt efter småkager. Der var ingen grund til at lade som om hun ikke havde set hver eneste detalje der var at finde i det. ".. Og hvad skete der?", spurgte hun efterfølgende, mens hendes blik gled over hans krop og efterlod et ansigtsudtryk hos hende, der afspejlede hvordan hun følte sig indvendigt. Modfalden og en lille smule trist.
Få skridt førte hende over gulvet, til hun stod foran ham. Der var mange ting hun havde lyst til at sige, men med ham havde det aldrig været let. Fordi han havde foretrukket sine hemmeligheder, havde hun undladt at forfølge emnet og derfor var det aldrig de store, følelsesladede samtaler de førte. "Er du okay?", hendes blik søgte de blodige rifter på hans arme og derefter tilbage til hans ansigt. Efterfølgende måtte hun synke en gang, fordi hun vidste der lå mere i spørgsmålet end blot hans fysiske tilstand. Hun vendte sig halvt imod karret i hjørnet."Jeg så.. Det hele. Selphie og Allen.. Anstalten og hvad der skete med din familie og landsbyen". Hun vidste godt, at det hele var mange år siden, og at Mac havde levet med de minder i så mange år. For ham ville det næppe gøre så stor forskel hvad hun vidste. Alligevel gjorde det en verden til forskel for hende.

Hvor Daphny var henne var et godt spørgsmål. Der var ingen lyde i huset, men Daphny havde heller ikke for vane at larme. Det gav Licha et stik af dårlig samvittighed at vide, at hun ikke havde holdt øje med hende. Demir-opholdet ville have taget hårdt på hende, men lige nu virkede det som om varden byggede en mur af problemer, så høj at Licha ikke kunne se toppen. "Vi må hellere komme afsted", sagde hun endelig og lagde en hånd imod hans arm.

Længe stod han og stirrede på hende med sine to øjne, der var som betragtende dræberforbandelser. Deres umenneskelige grønne farve. "Jeg ved ikke hvem det var", svarede han kort uden nogen form for tone i sin stemme. Han var hæs og tom i sin udtale. Som var det blot en båndoptager, der spillede, hver gang han svarede.

Han så ned ad sig selv, da hun spurgte ind til, hvad der var hændt. Et suk undslap ham "Fejltagelser, det er hvad der skete.". Han ved med øjnene, for han kunne se det på hende. Hendes blik havde næsten samme funktion som karret bag hende. Alle de minder, grusomheder hun netop havde overværet blev gengivet i hendes blik og når hans blik mødtes med hendes var det som om, at han selv var dykket ned i sine minder. Ikke nok med det, hendes blik var anderledes fra hvad det plejede. Det var præcist ligesom deres. Alle lægerne og hvem der nu ellers havde taget oceaner af noter om ham som lille under hans utallige besøg ved Skt. Mungos. Præcis ligesom Selphies og Allens. Matthews, dem alle sammen. Så på ham som om, at han var en syg, lille, hjælpeløs hvalp, som Allen havde sagt i hans minde. Mac delte denne følelse og han afskyede den.

Det var som om, at hele verden stod stille, holdt vejret. Selv støvet i luften, var holdt op med at svæve rundt, selv det syntes, at hænge helt stille. Det var som om, at hele verden afventede noget fra ham. Atter slap et suk løs og han begav sig over til vinduet og vendte Licha ryggen. "Jeg tager ingen steder i aften.", lød det fra ham med en grufuld mørk stemme. Bitterhed havde sat sit flag i ham. "Hvad I gør er jeg ikke herre over.". Han spejdede en smule ud ad vinduet, ud på landsbyens centrum. "jeg ville foretrække, at være alene for en stund", kom et så. En stemme, der var inficeret af mørke, fyldt med anger og forgiftet med sorg. Den indikerede ikke en vrede rettet imod Licha, ej heller, at hun skulle forlade huset, blot værelset.