Et gammelt bekendtskab

Tid: Eftermiddag i et sent efterår.

Sted: Professor Chevaliers kontor.

Vejr: Mørket sænker sig uden for vinduerne. Køligt, let blæsende.

Omgivelser: Se nedenfor.



Hendes fingre kærtegnede stavens træ i en langsommelig bevægelse for derefter at lade den cirkulere mellem hænderne. Ansigtet med de høje kindben og de mandelformede, brune øjne var vendt mod den lukkede dør, afventende og koncentreret efter tegn på den mand, som kontoret tilhørte; en bekendt fra et tidligere liv.
Årerne, der var gået, havde været hende nådige. Små rynker tegnede sig ved mundvigene og omkring øjnene, men intet gråt var endnu at finde i hendes lange, mørkebrune hår. Blikket var blevet hårdt, som hos et menneske, der havde set og oplevet meget. Hvilket hun havde. Som højre hånd hos familien Demir var naivitet det første personlighedstræk, der led en død.

Mikayla lænede sig tilbage i Gabriels skrivebordsstol. Hendes ben, iført stramme, mørke bukser og fødder iklædt brune læderstøvler, som strakte sig fra hæl til under knæene, hvilede imellem elevers ynkværdige stile på det blankpolerede bord ved siden af de få ejendele, hun havde fundet interessante i hans personlige gemmer; en Profettidende og et par øreringe i sølv. Spor efter en kvinde, en fælles bekendt, som så vidt hun var orienteret ikke længere befandt sig på Hogwarts grund.
Hun ventede. Ikke på forvandlingsprofessoren, som det, når alt kom til alt, nok havde bedst af at udeblive fra sit kontor denne sene eftermiddag. Men på en aftale i Hogsmeade. De ledte efter hende, vidste hun. Her ville de aldrig tænke på, at hun kunne befinde sig. Hogwarts var trygt.

Og så var der Professor Chevalier. Mikayla lænede hovedet tilbage mod stolens høje ryglæn. Et legesygt smil spilede på hendes læber. Kalos mand af ægteskabets ubrydelige bånd, sagde man. Hendes eget møde med ham, da denne som hun var endnu ung, havde været under særlige forhold. En kidnapningsseance, som Gabriel og hans gruppe af finker var sluppet godt fra. Mikayla var ikke typen, der glemte et nederlag. Eller en fascination.

DEL 1:

Af Gabriel | 20-11-12 21:42
Det første der hørtes inde på kontoret, var håndtaget, der blev trykket i bund af en fast hånd. Kontoret var afskåret fra gangenes larm og daglige trængsel, noget af det første der var faldet Gabriel ind, da han havde overtaget sine lokaler på syvende sal.
Da Gabriel skubbede døren op, var hans hoved stadig vendt ud i mod en samtalepartner, der var fortsat alene ned af gangen, ”..ja, vi ses frøken Khariskówa, hav en fortsat god dag!” Han gled over dørtærsklen til de næsten private gemakker, og her så han.
Hans øjne var omgående sprunget op i rendyrket overraskelse, og han smækkede døren i bag sig.
Et tik senere var hans ansigt igen dæmpet, nu i en skepsis der klemte hans øjne let sammen. Han trådte længere ind i drømmen og hilste akavet på: ”Mikayla..?” det var ved at være længe siden, at han sidst havde drømt om hende. Endnu længere siden var det, at hun havde vist sig i anden skikkelse, end bare de forførende øjne, alligevel bed han omgående mærke i hendes nette aldring – det kunne ikke passe.. han havde læst nok om drømme til at vide, at en person aldrig ville aldres heri, det var ens underbevidsthed ikke i stand til. Hans gang stoppede brat.

Af Elaine | 20-11-12 22:15


Lyde afslørede en ankomst, før personen selv trådte ind i det oplyste lokale. Hendes fingre lukkede sig om stavens håndtag i et let greb uden at lade den spidse ende rette sig mod Gabriel, da hans bredskuldrede skikkelse kom til syne. Overraskelsen i hans træk var mere værd, end hun havde forestillet sig. Han standsede, stadig et stykke fra kontorets vigtigste inventar, hvor bag hun sad i sin afslappede stilling med den ene mundvig trukket op i et skævt, indtagende smil. ”Bonjour Monsieur,” sagde hun, som en strøtanke baseret på deres sidste samtale, hvor Gabriels franske aner var blevet fremstillet igennem hans sprog.
Han lignede sig selv, som hun huskede ham: Ret ryg, høj pande, blå øjne, men med en modenhed og selvsikkerhed, som hun ikke mindedes havde fremstået så stærkt i hans kropssprog. Alligevel forekom hans bevægelser spontane. Noget hun ikke forventede ville holde ved. Der var tale om en intelligent mand.

Hun lod hånden glide op for at løsne den korte kappes fatning i halsen. Som i en doven bevægelse gled den ned fra hendes skuldre og afslørede en poset, hvid skjorte i løst stof med vige ærmer med de øverste fire knapper stående åben samt en simpel kæde i sølv omkring halsen. Hun lod hovedet falde på skrå og betragtede rynkerne på hans pande samt de første grå hår. ”Alder klæder dig. Synes Kalos ikke også?” Hendes blik blev intenst. ”Hun er i London nu, hører jeg.” Hun nikkede mod en lænestol, som stod placeret foran bordet. ”Sæt dig, Professor, og lad os snakke om gamle dage.”

Af Gabriel | 20-11-12 22:39
Hun var her, og hun havde medbragt en lang række spørgsmål til Gabriels i forvejen lange tankerække.
Anden overraskelse: Hun tiltalte ham på fransk, altså erindrede hun mere end blot hans udseende.
Det gik på sekunder, fra hans opvågning, op for Gabriel, at hun stadig var den samme kvinde. Formet og velsignet af den samme gudinde, men var hun stadig besat af den samme dæmon?

Han vidste at det var hendes intention, alligevel kunne Gabriel ikke stoppe sit blik fra at låse sig ved hendes indbydende påklædning, og dennes forevisning, Gabriel undskyldte det for sig selv, som en menneskelig fejl.
Daphny og hans brud var aldrig blevet fremstillet noget offentligt sted, men at Mikayla var klar derom var ikke overraskende. At han ikke ønskede at drøfte emnet, skulle heller nødigt være en overraskelse for hende.
Hendes ’opfordring’ stod dog tilgengæld ikke ubesvaret hen. ”Gerne, men du har desværre taget min stol.” Han bed ikke mærke i, at tiltaleformen blev personlig, i så fald havde han stoppet og ændret det omgående. Men der var der noget inden i ham, efter at havde betragtet hende i mangt et mareridt, der fik ham til at føle, at han kendte hende bedre end som så.

Af Elaine | 21-11-12 12:25


Hun trak benene ned fra bordet og rev i bevægelsen en brun mappe med sig; dens møde med gulvet fik de utallige pergamentark til at glide ud og fordele sig i uordentlige bunker. Hun rejste sig fra stolen og trådte til side med den korte, sorte kappe hængende over skulderen i en enkelt finger og staven stadig i den anden for at lade ham komme til. ”Som De ønsker, Professor.”
Hendes blik faldt på det smalle armbåndsur, hun bar om håndleddet. Endnu var det for tidligt. En time måtte han give hende, denne forvandlingsprofessor, før hun ville forsvinde ud af hans liv af egen vilje. Om det passede ham eller ej.

Han reaktion var uventet. Ikke at hun havde regnet med at se angsten i hans øjne – det havde været en skuffelse – men også vreden udeblev. Situationen måtte være absurd i hans øjne; ti års fred havde han og hans ægte hvide hustru fået, ti år siden Keanes død og begravelse, hvor Kalos igen havde formået at slippe væk imellem fingrene på Mikayla. Ikke uden varige mén dog. Men som den eneste i Demirs husholdning havde Mikayla betragtet det som en befrielse – med dertilhørende spænding, om de skulle mødes igen en dag.
Hun placerede begge håndflader på bordet og lænede sig frem, så det brune hår gled delte sig over nakken og gled ned på hver side af hendes hals. ”Hvordan er det at være blevet voksen? Vil du stadig ofre dit legeme for en kvinde med bedende øjne?” Hun smilte.

Af Gabriel | 21-11-12 17:26
Overrasket over hendes frivillige overgivelse af hans stol, gik han mod den, den anden vej rundt om bordet end hende, vendte hende på intet tidspunkt ryggen. Han huskede ikke Mikayla som en kvinde der gav fra sig, hvad hun først havde erobret. Da han nåede den velkendte side af skrivebordet lage han tungt en hånd på stolen, han ønskede ikke at sætte sig ned, det ville svække hans mobilitet voldsomt. Selvom Mikayla ikke havde udvist nogen synderligt truende adfærd, foruden selvfølgelig det faktum at hun var brudt ind på Hogwarts, var Gabriel ikke tryg ved den måde hvorpå hun så fint svingede sin stav. Han blev stående, og lod, hvis det var hendes intentioner, sin borddame sætte sig først, præcis som det passede sig.

Hendes spørgsmål nåede igennem de distraktioner hun satte op, og han forstod hendes appetit efter at viden, for som hun stod der, syntes alderen endnu kun at have strejfet hende let. ”Jeg nyder godt af den erfaring der fulgte med. Hvorfor jeg nu også holder mig ude af andres skudlinje.” Ordene blev efterfulgt af en roterende bevægelse i det ene skulderblad, som sad den smerte hun havde påført ham stadig i leddene. Det var dog ikke sandt, det eneste sted smerten fortsat var, var i mindet derom, men der vidste Gabriel, at den ville blive til evig tid. Derfor fandt han behovet for at stikke igen, ”Hvad med dig, vil du stadig nedlægge den bedende kvinde, for en død mand drøm?” Foruden det første, lå et andet, vigtigere, spørgsmål gemt i ordene: Hvem var hun blevet efter Keanes bortgang og havde hun ændret sig?

Af Elaine | 21-11-12 19:59


Hans bevægelser var langsommelige, som undgik han bevidst at foretage et for hurtigt træk, og han tog ej plads på hendes opfordring, hvilket igen bragte smilet frem på hendes læber. Hun bevægede sig yderligere to skridt for selv at tage plads i stolen over for skrivebordet med benene over kors og hænderne foldet omkring staven i skødet. Hun pustede det lange pandehår væk fra ansigtet og betragtede den stadigt stående herre, velklædt, velsoigneret. ”Det lyder vel nok… uinteressant.” Hun spidsede tankefuldt læberne. ”Savner du ikke spændingen? Uvidenheden om, hvorvidt du eller din kære Kalos lever dagen ud?” Hun lænede sig frem i stolen. Han måtte befinde sig godt her på skolen. Tyve år som underviser var en bedrift, der tydede på udholdenhed, tålmodighed og en mærkværdig interesse i børns læring.
Hans næste replik faldt, og hendes øjne blev smalle i et kort øjeblik. Hadet til Daphny var ikke døet ud i løbet af den tid, der var gået; der lå for meget bag – jalousi, vrede, nederlag. At se kvinden liggende gispende for sine fødder havde været befriende og var det minde, hun bevarede. De resterende blev frasorteret sammen med alt andet, hun intet behov følte for at huske. ”Kalos har ikke nogen betydning mere, kære Gabriel.” Hun lod hånden rode op i det brune hår. ”Demirfamiliens behov for at besidde hende, er ikke længere mit. Jeg er blevet selvstændig, om du vil. De har intet at tilbyde mig længere.”

Af Gabriel | 21-11-12 21:37
Hun vidste det ikke! Det fremstod tydeligt af hendes formuleringer og spørgsmål. Det havde han naturligvis forventet, det var selvom det ikke var angivet noget offentligt sted, igen hemmelighed at Daphny var flyttet fra deres tidligere fælles bolig i Frankrig – og havde taget husalfen med sig. ”Vil du have noget at drikke?” Det tiltalte Gabriel, at Mikayla ikke var bevist om situationens udvikling, at han havde information hun manglede, at spillet var vendt fra tidligere møder. Var det derfor hun var kommet? Skuffende. Med det samme afkræftede hun netop den tanke.
”Hvis ikke for at hente min kone, hvorfor er du så kommet hele vejen her til mit kontor, i England? Jeg tvivler på, at det skyldes savn..” Gabriel slap langsomt stolen og lod hende se hans håndflader, tog et forsigtigt skridt mod bogreolen, her stoppede han, betragtede hende, ventede på hendes accept, før han ville fortsætte til den skjulte skænk, for at tilfredsstille hendes ønsker og behov.

Af Elaine | 21-11-12 22:49


Hun betragtede ham et øjeblik igennem sammenknebne øjne, da han bragte ordet drikkevarer på banen, men trak derefter på skulderen under det posede ærme og lod blikket glide hen over kontorets inventar og udsigt. Han var ingen trussel; han vidste for lidt om hendes formål til at ville slutte samtalen allerede. Dette tvivlede hun ikke på. Hun lod hovedet glide tilbage mod ryglænet af stolen. ”Jeg har brug for et sted at opholde mig, hvor Demir ikke vil lede. Det drejer sig kun om en time. For min skyld kan du rette småungernes stile imens, hvis det behager dig.” Hun rettede en finger mod pergamentbunkerne på skrivebordet. ”Og jeg vil naturligvis foretrække, du ikke forlader dit kontor før et par timer efter min afgang. Sikkerhedshensyn, du forstår sikkert.”

Lyden fra hans fødders gang hen over gulvet, fyldte hendes ører, men hun drejede ikke hovedet. Det var så småt blevet mørkt udenfor. ”Vand, s’il vous plait.” Hans bevidsthed om den magt, hun sad med, som han viste igennem sit kropssprog og påpasselige bevægelser, var bekræftende. ”Så du kan arbejde, imens jeg kigger mig omkring i dine yndige gemakker. Eller du kan underholde mig, imens jeg venter.” Hendes blik fangede hans.

Af Gabriel | 21-11-12 23:09
Bogreolen transformerede ved hans berøring, og denne dag ændres flere af bøgerne end sædvaneligt – nogle gæster blev budt et større udvalg end andre. Han skænkede hende isvand, kastede et blik over skulderen og sikrede sig, at hun ikke havde ændret mening, der var ikke den flaske, han ikke gerne åbnede for hendes selvskab. Ved nærmere eftertanke, kunne han da altid sætte en på bordet.
Gabriel tog en mørk flaske vin ned fra hylden, og vendte sig mod hende og fremviste etiketten – de Stiguil, stod med smukt svungne bogstaver på den franske vin. ”Du beder mig ikke på modersproget om at byde dig noget så ensformigt som vand!” Han satte den uåbnede flaske på skrivebordet, hvor hun fik lov at betragtede den, og dens ubrudte forsegling i fred. Han fandt pokalglas, og serverede da også hendes vand. Da han trak proptrækkeren ud af den blå luft, faldt hans øjne på hende med en næsten venskabeligt puffende nuance: ”Så jægeren er blevet den jagede, nye tider! – Må jeg?” Han holdt flaskehalsen over hendes stadigt tomme glas, så præcist at kun overfladespændingen holdt den første dråbe fra at falde. ”Jeg vælger underholdningen..”

Af Elaine | 21-11-12 23:29


Hun iagttog hans handlinger interesseret, da han med vante bevægelser fandt frem, præsenterede og skænkede op. Hendes øjne hvilede på den franske vin, hvis etikette hun ikke genkendte. Han måtte betragtes som galant, en så malplaceret attitude, at hendes opmærksom vækkedes. Hun tog måske fejl. Den tidligere unge ulv havde ikke nødvendigvis mistet sine tænder i denne akademiske verden. Det var under alle omstændigheder et dannet spil, han spillede, hvor civiliserede tiltaleformer blev betragtet som en del af reglerne. Hun kendte også til hans familiære baggrund; det var ikke mærkværdigt.



Hans bemærkning fik en muskel til at strammes ved mundvigen. At betragte sig selv som byttedyr var ikke et billede, hun brød som om. ”Midlertidigt. Mere behøver du ikke vide, Professor.”
Hun betragtede ham skænke op til dem begge. Roligt lænede hun sig frem og lagde den fri hånds fingre om stilken på det glas, han havde tiltænkt sig selv. Hun lod spidsen af staven hvile på glassets kant og sendte en nonverbal besværgelse ned i væsken. Farven ændredes ikke. ”Du havde skuffet mig, hvis du forsøgte dig med en simpel gift, Gabriel.” Hun hævede glasset og betragtede den dybrøde farve, som blev skvulpet let rundt i en cirkel, velvidende at denne situation talte imod alt, hvad livet havde lært hende. Interessen stak dog dybere. Hun havde aldrig været bange for at tage chancer. Inden for en hvis grænse naturligvis. ”Vil du ikke være venlig at drikke først? Jeg godtager ikke et nej.”

Af Gabriel | 21-11-12 23:45
Først da vinen havde fundet sig tilrette i glassene, fandt Gabriel også omsider sin plads bag skrivebordet. Netop som han ville række ud efter de gyldne dråber, valgte Mikayla hans glas, et skævt smil trak i professorens mundvig. Hvor lidt hun end ville det, var hun bange for at blive jagtet, selv her, hvor hun tilsyneladende havde søgt tilflugt. ”Det sårer mig, at du overhovedet overvejede det, Miakyla -” Gabriel nippede til vinen, og lod den langsomt artikulere i ganen, sank så. ”- hvis jeg havde, ville stolen formodentligt allerede have fortæret dig.. Eller stumtjeneren bagbundet dig.” Hun havde gjort sig det alt for behageligt på ukendte territorium. Men han lod hende vide, at det ikke ville skade hende denne gang. ”Skål!” han løftede let glasset, og gav hende rig anledning til at smage på årgangen.
”Jeg er nysgerrig – af behov – hvorfor netop her?” Gabriel udstålede tryghed da han lænede sig tilbage i sin stol, men han var på vagt. Han vidste at hun snart ville gennemskue, at han blot havde lagt en omvej for at få svar på et spørgsmål hun netop havde skubbet fra sig.

Af Elaine | 22-11-12 12:28


Hendes læber strammedes ved hans beskrivelse af sine magiske kundskaber. Og først dér slog det hende, at hans titel som Professor havde betydning af andet end et pompøst symbol. Hans var muligvis i stand til at gøre, præcis hvad han sagde. Tyve års undervisning. Tyve års forskning. Musklerne i skuldrene spændtes under skjortens stof. Hendes overtag syntes mindre. Men han havde ikke handlet imod hende endnu. Han måtte have et andet mål.

Hun kamuflerede sin pludselige eftertænksomhed ved at føre glasset til læberne og lade en tår af væsken optages. Bitterheden slog hende, da den voksede i ganen og på tungen. Hun nikkede tilfreds ved smagen. ”Hvilken forskel gør det?” Hans interesse for hendes tilstedeværelse var oplagt, men irrelevant. Sommetider betalte det sig bedst at være uvidende, det måtte han om nogen være klar over. Og måske ikke. Han tilhørte en anden verden. ”Drejer det sig om moralske principper? Kan du kun huse mig under dit tag, hvis jeg har retten på min side?” Hun drak igen, før glasset blev placeret på bordet. Overkroppen lænede sig frem, og albuerne støttede mod knæene. ”Måske var mindet om din mandighed nok til at tiltrække en kvinde i nød.” En spotskhed havde sneget sig ind i hendes tonefald, skjult under et legende smil.

Af Gabriel | 22-11-12 21:13
En mild, lettere ru latter slap Gabriels strube før han tilkendegav at: ”Jeg kunne kun håbe derpå!” Gabriel fulgte hendes eksempel og førte glasset til munden, velvidende, at Mikayla ikke ville opsøge nogen som helst anden end sig selv, hvis hun var i nød.

”Derudover er jeg nok desværre nødt til at meddele at mine moralske principper har lidt et knæk i årene der er gået siden du sidst var på besøg.” Det var mere end sandt livet havde vist ham er den etiske retfærdighed var et begreb der både kunne og skulle gradbøjes. Ikke mindst havde han indset, at ikke alle spillede efter samme regler, nogle var klar til at gå langt over alle grænser for at opnå deres mål.
Gabriel fandt også sin plads tæt ved bordet, han lagde sine arme solidt på bordpladen, og betragtede hende, forsøgte at afkode i hende øjne, hvorfor hun befandt sig hvor hun gjorde.

DEL 2:
Af Elaine | 22-11-12 21:27


Han virkede overordentlig afklaret med hendes tilstedeværelse. Små, perlehvide tænder borede sig ned i overlæben, imens hun lyttede efter en mening bag hans ord, men fandt ingen. Hans interesse forsøgte han dog på ingen på at skjule med sin fremadlænede kropsstilling.
”Jamen dog. Har konen været for hård ved dig? Skræmt dig til at bryde et par af disse højtærede løfter, man efter sigende giver hinanden under en præsts vidne? Jeg skal ikke kunne sige det. Jeg bryder mig ikke om bånd.” Hendes negl gled hen over glassets stilk. Hendes blik fangede hans og låste det fast. ”Vi havde hende. Vi havde hende lige,” hun hævede den fri hånd og klemte fingrene hårdt sammen, ”her.” Hun betragtede ham indgående. ”Du skulle vel ikke have lyst til at fortælle mig, hvordan tøsen slap væk fra et velbevogtet hus?”

Det kom bag på hende, at hun stadig var interesseret. Hun havde til dels formået at glemme disse englændere i det forgangne årti – primært igennem at holde sig travlt områder i andre dele af verden. Men nu hvor hun sad her, vendte minderne tilbage. At samtaleemnet desuden var et forsøg på at trække tiden ud og undgå hans spørgsmål, som hun ikke følte sig sikker på at skulle svare på, var en anden sag.
Måske burde hun ikke være taget herhen. Hendes blik faldt igen på armbåndsuret. Et møde, et enkelt møde og så var hun væk, ude af deres rækkevidde.

Af Claire Rosa | 22-11-12 22:34
//OOG: Spiller lige en NPCen Daphny, som Elaine spiller NPCen Mikayla//


Trods hendes fravær fra skolen, manden og det liv hun tidligere havde været lykkelig i, var Daphny stadig orienteret. Der havde været engang, hvor stort set alle kunne skjule noget for hende, men den tid var ovre. Der lå nu alt for mange erfaringer bag, alt for mange oplevelser, som stadig skar dybt i sjælen. Hun var klar over, det aldrig ville stoppe. Aldrig.



Det gav et sus gennem Daphnys krop, da hun for første gang i en lang årrække placerede sin fod på Hogwarts’ grund. Fra klædeskabet havde hun fundet den største sorte kappe. At blive genkendt af elever eller lærere på gangene, var ikke noget hun ønskede. Der var kun ét mål, og han kunne næppe være i tvivl om det. Daphny nærmest svævede lydløst på sin vej mod det kontor, hvor hun havde ufatteligt mange gode minder. For blot få år siden, havde hun aldrig forestillet sig, at Keane faktisk skulle hjælpe hende med at få Gabriel til at lytte. Det hele virkede så surrealistisk, og måske derfor var det så nemt. Fordi det bare var en drøm, fordi hun altid kunne vende tilbage og sige, at det kun var en illusion.



På ingen tid stod hun pludselig foran kontoret. Uden at banke på tog hun i håndtaget, men frøs i det sekund, hvor hun skulle til at skubbe den op. I flere år havde hun ikke set dem, ingen af dem – heller ikke hendes klippe. Heldigvis havde hun forandret sig – tilbage til den person hun engang var. Tilbage til den Daphny, der i sin tid blev ansat som allroundhjælpelærer på skolen, den glade Daphny. Så glad som hun nu kunne blive uden sin bedre halvdel. Hun stod stadig, tøvende med håndtaget nede. Flere gange lod hun tankerne gentage grunden til hun var her. En hævn, en længe ventet hævn.



Daphny skubbede beslutsomt døren op, og trådte bestemt ind. Hun prøvede at beherske det blik, der blev sendt i Mikaylas retning, men aldrig havde Daphny været kendt for at skjule sine følelser. Had såvel som kærlighed. Hun havde aldrig været den fattede Chevalier type, og det vidste alle i rummet godt. ”Hvor er du ynkelig, Mikayla.” Lød det en anelse hånende fra Daphny, som det første, da hun trådte ind. Det sitrede i hendes krop. Mikayla havde sat Daphny, men ikke mindst Gabriel igennem så ufattelig mange ting. Daphny hadede hende, men det kunne hun næppe være i tvivl om.

”Bare fordi Keane fortrak mig fremfor dig, behøver du ikke prøve på at tage denne latterlige hævn… Trods alt, er han på papiret stadig min.” Daphnys øjne blev smalle, da hun afsluttede sætningen. Højre hånd strammede grebet om tryllestaven. Al den alene tid havde givet hende muligheder for at træne. ”Åh, og for resten.. Keane leder efter dig.”

Af Gabriel | 22-11-12 23:02
Gabriel nægtede at lade hende ramme, slugte alle de ord der blev slynget efter ham, lod dem prelle af på en facade, han havde skabt gennem mange års erfaring og behov. Smilet veg derfor ikke fra Gabriels mundvig da han bed hende af ”Det eneste jeg havde frygtet var, at jeg ikke var i stand til at bryde det, da det blev nødvendigt!” Hans stemme var henkastet og undertrykte den skam, der slog imod hans indre.
”Men jeg gætter på, at du modsat mig, ikke selv valgte at lade hende gå..” Han trommede lidt pirrende i bordet. De vidste begge, at den eneste grund til, at Daphny havde kunnet slippe ud af Tyrkiet, skyldtes inkompetente vogtere.



Døren gik op, og Gabriel rejste sig omgående – glemte alt om den bevæbnede kvindes tilladelse – for at bede vedkommende komme igen senere, han ønskede ikke at Mikaylas tilstedeværelse blev kendt.
Der stod hun, Daphny. Gabriel bliv lige så stiv som statuen ved hans venstre side. For første gang i eget minde, anede Gabriel ikke hvad der omgav ham. Surrealismen havde taget over og placeret fortiden i nutiden. Dette måtte være Mikaylas illusion.

Af Elaine | 22-11-12 23:27
For første gang siden han trådte ind ad døren, opdagende hende bag sit skrivebord, virkede det til, han talte over sig. "Så du lod hende gå..." Hun smagte på formuleringen, spærrede øjnene op og skilte læberne i en let vejrtrækning. " Det vil sige, I er..."

Lyde ved døren fik hende til at tie. Hun vippede let med stavens spids som et signal til Gabriel, der i det samme hævede sig fra sin plads med ansigtet vendt mod døren. Så ændredes det, da hans muskler stivnede.
Og så var det, som om tiden blev skruet tilbage og en stemme tilhørende en kvinde, lød bag hende, stærk og kold. Det suste for Mikaylas ører. I næste nu var hun på benene med fronten mod Daphny Cheavlier, stående i døråbningen. Den sidste person, hun havde ventet at se, og en af de sidste hun besad noget ønske om at møde her og nu. Ikke nu. Bare ikke nu. Hendes læber krængedes tilbage i en snerren.
Det lyse hår hang, som Mikayla huskede det, omkring Daphnys ansigt; kroppen var dækket af en stor kappe. Ordene, der forlod Daphnys mund sank langsomt ind. Hvordan kunne hun vide... Hvordan kunne hun være her?
Der var intet indtagende ved det blik, hun sendte Gabriel over skulderen, da hun pludselig blev bevidst om hans position bag hende. Han måtte på en eller anden måde havde tilkaldt hjælp. Andet gav ingen mening. Hun trådte et par skridt sidelæns og sparkede stolen, hun havde siddet i væk på vejen, for at undgå at stå midt imellem dem. Med ryggen til vinduet standsede hun.
"Kalos. Du ved ikke, hvad du taler om. Jeg har intet behov for din lille mand derovre. Jeg har andre planer."

Af Elaine | 23-11-12 00:37

//Efter tilladelse af Claire//

Daphny prøvede så vidt som muligt ikke at se på Gabriel. Hun frygtede at miste fokusset, hvis hun mødte hans øjne og lod minderne glide. Fokus. Mikayla. Hævn. Derfor prøvede hun at følge Mikaylas bevægelser til hver eneste lille detalje. Daphny nød ikke synet og mærkede mere og mere, hvordan trangen til at placere en solid klassisk knytnæve i kæften på kvinden spredte sig.

Uden at fjerne blikket fra Mikayla trådte Daphny i en hurtig bevægelse frem mod hende, imens hun i samme sekund hævede tryllestaven. Hun bemærkede Mikaylas skæven over skulderen, som om hun ville sikre sig, at Gabriel ikke benyttede sig af hendes manglende opmærksomhed - en handling, der skulle koste hende. Hurtigt tilbagelagde hun afstanden mellem hende og Mikayla. Selvom det muligvis var til sin egen fordel, var Daphny ikke meget for at bruge magi. Selvfølgelig ville Mikayla ty til magi, men så længe Daphny kunne udskyde det, ville hun. De stod nu ganske tæt, så tæt at Daphny kunne høre Mikaylas åndedræt. Det var uden tvivl farligt, men der var ikke længere meget hun kunne miste. Daphny løftede hånden og puffede Mikayla det sidste stykke hen mod vinduet.

”Men.. Mikayla – Vi ved alle, at dine planer fungerer bedst langt væk fra os.” Daphny tog sig selv i at lyde en anelse bedrevidende. Det var hun muligvis også, af alle mennesker havde Daphny mest erfaring med Demirfamilien, både gode og dårlige. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du tror, det kan lykkedes for dig. Du ved hvordan de er... Du er selv en af dem, og du kan ikke flygte fra dig selv," hviskede hun, imens hun stadig stod og stirrede intenst og rasende på Mikayla.

Af Elaine | 23-11-12 08:00
// Mikayla. //



Mikaylas øjne forlod Gabriels endnu ubevægelige skikkelse ved pludselige bevægelser fra den anden side. Hendes stav svirpede igennem luften, men i næste nu stod Daphny direkte foran hende og hamrede en flad hånd ind i hendes bryst. Mikayla vaklede bagud et par skridt og ryggen stødte mod glas og vinduesramme. Legetimen var forbi.
”Er du bekymret for mit velbefindende, lille ven?” Mikaylas tonefald var spottende. ”Din svigerfamilie er endnu en hovedpine, du ikke kommer til at kan ignorere hele dit liv. Hvis jeg var dig, ville jeg ikke befinde mig her i tilfælde af Keane og hans charmerende bror ved, at jeg er her.” Hendes øjne var kun smalle sprækker. ”Du kan tage din mand med? Måske er det på tide, at du ikke er den, der skal reddes.”

Der var ingen advarsel i hendes kropssprog; hun drejede håndleddet og sendte en luftmur mod Daphny for at trænge kvinden væk, vælte hende omkuld, forhindre denne pressede situation, som det aldrig havde været meningen, Mikayla skulle stå i. Hun forstod ikke, forstod ikke, hvordan Daphny kunne vide så meget.
Staven svirpede igen. En nonverbal levicorpus blev sendt af sted.

Af Elaine | 23-11-12 16:49
//Næste gang er du Daphny, Gabriel ^^ Jeg emner jo med mig selv. //


Daphny fnøs. Mikayla forstod slet ikke, hvad hun sagde. Hun var ingenlunde klar over alle de ting, der var sket efter Keanes ”begravelse.” Hvordan det hele havde været en maskerade i en familie, som fandt det bedst at skjule eksistensen af en søn. ”Mikayla. Tal ikke, som om du overhovedet ved, hvad der er sket. Jeg er ikke bange for Keane eller Ilyas, men det bør du være,” fik hun vrisset, inden Mikayla hævede staven og skubbede Daphny tilbage ind midt i rummet igen. Presset var massivt og hun lod sig kollidere med gulvet, hvilket lod til at være en godt valg, siden Mikaylas besværgelse efterfølgende fløj over hende og prellede af mod muren. Daphny smilede kort, da hun så besværgelsen passere.

Hun var hurtigt på benene uden tøven. Alligevel ville hun ikke nærme sig igen, hun havde udelukkende haft fordelen før, fordi Mikayla var overrasket. Nu når chokket havde lagt sig, måtte hun fokusere.

Hun stod ganske stille og talte: ”Du har ret. Det er på tide jeg kæmper for ham. Om ikke andet, skal jeg kæmpe for, at du forholder dig langt væk fra ham. ” Daphny holdt kort inde. Hun havde endnu ikke skænket Gabriel et blik. Langsomt bevægede hun sig over mod hans skrivebord, og rødvinen der stod derpå. ”Og tro ikke, du har en chance, Mikayla. Jeg var ikke kommet her, hvis jeg ikke havde nogen til at dække min ryg.”

Af Elaine | 23-11-12 22:36


Vinduesruden pressede endnu mod Mikaylas ryg. Den fri hånds fingre rakte bagud og gled hen over fladen; en mulig flugtvej. Hun var for udsat her, og den manglende kontrol kunne få konsekvenser. Daphny kunne hun holde stangen, det var hendes erfaringer fra tidligere opgør, men i det tilfælde, de pludselig var to... Eller at Daphny var blevet stærkere.

Og Keane… Tankerne havde summet i hendes hoved, fra det øjeblik Daphny nævnte hans navn første gang. Hendes tænder borede sig ned i underlæben. Han og hans bror havde taget hende med, da bruddet med deres slægtninge blev en realitet. Hun havde først været dem taknemmelig. Det havde ikke holdt ved.

De havde endnu befundet sig i Tyrkiet, da hun forlod dem uden deres vidende for nogle måneder siden, satte nogle aftaler i stand og rejste til England. Hun vidste, hun ikke ville komme til at mangle penge. En kvinde med hendes viden om en magtfuld familie og de evner, hun havde tilegnet sig, ville uden problemer opnå arbejde. De havde været en lettelse; Keanes humørsvingninger var fortid. Hun var sin egen herre for første gang i flere årtier.



Hendes undersøgelse af glasset standsede brat; Daphny vidste for meget. Alt for meget. En trækning løb hen over Mikaylas ansigt. ”Hvem dækker din ryg denne gang, Kalos? Og hvad ved du om Keane?” Hun måtte have svaret; hun standsede den forbandelse, der hvilede på hendes tunge, og som ville have sendt hende i Azkaban, om hun lod sig indfange. Igen hamrede hun vindkraft ud i rummet for at presse Daphny op mod muren bag hende. Inden resultatet blev opnået trådte hun frem med tryllestaven pegende mod Daphnys bryst og raseri i øjnene. Det ville komme til at gøre ondt.

Af Gabriel | 23-11-12 23:05
Gabriels brik var rykket til side, og en uafsluttet kamp var sat i stedet, på hans felt. Dog havde det givet ham den åbning, han havde ventet på, siden han var trådt ind i lokalet, og han stod nu med trukket stav – uden at have en Mikaylas forbandelser lagt på sine skuldre.
”Daphny!” Gabriels vidste ikke hvad han ønskede at opnå, blot at hvad der skete nu eskalerede for hurtigt, og at resultatet deraf ikke var noget han ønskede skulle ske. Derfor måtte de stoppes.
At den dundrende kraft i Mikaylas besværgelse ikke stod til at stoppe fra Gabriels position, i den yderste del af den trekant de dannede, stod hurtigt klart. Øjeblikkeligt havde han ændret taktik og kastet en forstærket boblehovedbesværgelse om sig, hvorefter han med få sving fra sin stav, øgede rummets atmosfæretryk drastisk i mindre end et sekund. Det ville udligne Mikaylas besværgelse med den omgivende luft, men også påtvinge de ubeskyttede, nogle formodentligt voldsomt smertefulde propper i ørene.
Da trykket igen ramte en enkelt atmosfære, var boblen omkring Gabriel sprunget, men den havde fuldført sit mål, og fritaget ham for det meste af smerten. Han hævede staven, klar på at stoppe et hvert forsøg på at genoptage kampen, hvis nogle skulle føle sig fristede til endnu en omgang hovedpine. ”Stop det. Omgående!” Hans stemme var bestemt, afviste den omvæltende forvirring der herskede i ham.

Af Claire Rosa | 25-11-12 23:02

Endelig havde hun Mikaylas fulde opmærksomhed. Hun var usikker, usikker på hvem der bakkede Daphny op og usikker på hele situation. Det kom tydeligt til udtryk. Mikayla var ikke den samme person, som hun havde været under deres sidste møder, men det var Daphny heller ikke. Efter Mikayla havde talt, svarede Daphny ikke, men et lumsk smil løb over hendes læber. Hun havde altid været byttet, men nu, for én gangs skyld var tingene lavet om. Både Mikayla og hendes besværgelse farede mod Daphny, men nåede aldrig langt, inden Gabriel stemme skar igennem, og Daphny stivnede i det sekund hvor han kaldte hendes navn.



Derefter kom det ud af det blå. Daphny havde forberedt sig på at blive skubbet tilbage, men i stedet for i et splitsekund ramte en smerte hendes øregang. Et voldsommere tryk, end hun nogensinde havde oplevet før. Trods smerten forholdte Daphny sig stille, og gjorde ikke tegn på smerte. Efter utallige dolor-besværgelser, var disse småsmerter blevet nemme at kontrollere. Roen faldt kort på, og Gabriels stemme lød igen. Var han dum? Mikayla ville da ikke stoppe, bare fordi han bad hende om det. Daphny strammede grebet om tryllestaven, og bevægede sig den modsatte vej af Gabriel og væk fra Mikayla. Det var først, da Daphny stoppede, at hun dummede sig. Hun så op på Gabriel, mødte han blik og stivnede kort, inden hun slog blikket ned. Et suk undslap hende, inden hun igen så op på Mikayla og afventede hendes reaktion.

Af Elaine | 26-11-12 00:09


Der var intet varsel, før en ændring i luften fandt sted omkring Mikayla. Hendes fri hånd fløj op og dækkede for øret, som for at holde fornemmelsen ude, imens ansigtet fortrak sig i en let grimasse. Staven sænkedes ikke. Hendes blik bevægede sig kort mod Gabriel, som åbenbart havde taget del i opgøret til ingens fordel. Endnu. Hun kunne ikke vente på, han valgte side. Udfaldet var for oplagt, men alternativet ikkeeksisterende på nuværende tidspunkt.

Hun bakkede et skridt, da trykket forsvandt, bort fra Daphny. Det havde formået at rive hende ud af den begyndende angst, Daphnys ord havde hensat hende i – hun havde altid været en kvinde med kontrol over tingene; de fejl, der blev begået hos Demir havde primært skyldtes andres letsindighed, ikke hendes. Men at komme her i aften havde tydeligvis været en fejl.

Da kvinden kortvarigt vendte opmærksomheden væk, krævede det en voldsom viljestyrke ikke at udnytte situationen til egen fordel. Hendes tænder borede sig ned i læben. I næste nu var de blå øjne tilbage på hende. Mikayla stirrede på Daphny for så at dreje hovedet let. Chevalier stod kampberedt.

”Jeg garanterer dig, min kære Gabriel, hvis du gør noget dumt, så tager jeg din kone med i faldet.” Hver en muskel i skuldrene var spændte, og tankerne ledt hen på kataloget af eksplosionsbesværgelser som ville destruere gulvet ved Daphnys fødder. Hendes åndedrag blev mere stabilt og hendes øjne smalle. ”Ægteskabet klæder dig ikke, Kalos. Du ser en smule tynd ud i ansigtet. Livet med drømmemanden var måske ikke, hvad du ventede?”

Interessen for hendes viden om Keane var stadig stor alt for stor; hun vidste noget, hun ikke burde. Og på hvis opfordring var hun her nu? Med hvis rygdækning? Men måske var det et område, Gabriel også hungrede efter information om. Han kunne vise sig at være behjælpelig.

Af Gabriel | 28-11-12 13:43

De grå øjne fokuserede ikke, de betragtede, og kredsede omkring, et udefinerbart punkt mellem de to kvindeskikkelser. Ligegyldigt hvor meget deres personer – af vidt forskellige grunde – tvang hans blik i deres retning, kunne Gabriel ikke lade det ske. Han ville risikere at tabe sig selv, og få den ustabile spænding i rummet til at briste.
Gabriel ignorerede Mikaylas spydige kommentarer, velvidende, at han kun ville gøre noget dumt, hvis han lod sig stikke til. Spidsen af hans stav hoppede langsomt, og let, han lod den ikke fryse fast – ville være klar på at svinge den, hvis det blev nødvendigt. Det var ikke første gang, at netop de tre havde forsøgt at skade hinanden, og han vidste at der skulle reageres hurtigt. Det var mange år siden, og de var alle blevet betydeligt bedre magikere igennem årene. Daphny havde uddannet sig til auror, han selv havde forsket dybt i, hvordan han ændrede virkeligheden til sin egen fordel, og Mikayla havde formodentligt fortsat sit lyssky arbejde, og mærket erfaringen på egen krop.
”Hvorfor er I her?” Daphny var tydeligvis fulgt efter Mikayla, og Keane Demir virkede pludselig ikke så død, som han gav udtryk for. Gabriel omformulerede, da de næppe kunne, eller ville, svare for hinanden. ”Hvorfor er du her?” Hans blik var fortsat målløst rettet mod alt.

Af Claire Rosa | 28-11-12 20:30

Imens Gabriel talte bevægede Daphny sig længere hen mod ham, så ned på rødvinen. Et smil gled over hendes læber ved mindet. Trods den nostalgiske følelse der væltede ind over Daphny præsterede hun at holde fokus. Hun lænede sig lidt op af skrivebordet, stadig med et stramt greb om tryllestaven. De blå øjne fokuserede på Mikayla. ”Trods din uimodståelige charme, Mikayla, er der stadig ting, du ikke kan grave frem.” Selvom det var meningen, hun skulle nyde det, gjorde hun. ”… Det eneste du er bedst til er muligvis at torturere.”

Hun havde med vilje undgået Gabriels spørgsmål, udsat det, og derved givet sig selv en tænkepause ved at prikke til Mikayla.

Daphny drejede sig en anelse mod Gabriel for at besvare hans spørgsmål. Hun var kommet sig over chokket efter den første øjenkontakt. Alligevel fandt hun modet og behovet for atter at finde hans øjne. Trods deres afstand gennem efterhånden mange år, gik hun ud fra, at han godt forstod hende. Han vidste alt – stort set – og måtte af alle forstå, hvorfor hun ønskede hævn over Mikayla. Kvinden der desperat prøvede at forføre Daphnys livs kærlighed. Kvinden der torturede begge, og gerne af flere gange. Hvorfor behøvede han overhovedet at spørge? Daphny havde i hvert fald ikke tænkt sig at svare.

Af Elaine | 28-11-12 22:19

Daphnys bevægelser hen mod skrivebordet tillod Mikayla at vende front mod begge, da afstanden imellem dem mindskedes. Den lyshårede kvindes skiftende fokusobjekter fra flasken på bordet til Mikayla, derefter Gabriel var en torn i øjet. Hun var for sikker på situationen, for tryg i rammer, som uden tvivl forekom hende velkendte.

Havde Daphny forsøgt at ramme et ømt punkt med sin fornærmelse, var det mislykkedes. Mikayla fnøs og et smil, der ikke nåede øjnene, dækkede i et øjeblik hendes læber. ”Ja, det ved du jo alt om, min kære Kalos. Men det er så mange år siden. Måske er jeg blevet et,” hun holdt en kort pause, som for at smage på ordene, ”bedre menneske siden da?” Hun flyttede den ene fod og justerede balancen. Døren befandt sig kun to meter borte. Afstanden kunne reduceres. ”Jeg spørger for sidste gang. Hvem er din rygdækning?”



Hun tvivlede ikke på, både Daphny og Gabriel ville afslutte kampen, hvis hun blottede sig et øjeblik. Uopmærksomhed var ikke en mulighed. Hun trak let på skulderen og blinkede til Gabriel. ”Jeg savnede din vindende person, Gabriel. Er det ikke nok? Beklageligt at din kone kom anstigende, før jeg fik mulighed for at folde mig ud.” Igen bevægede foden sig for at rykke et minimalt skridt til siden.

Af Gabriel | 28-11-12 22:34

Det gik op for Gabriel, at det intet ville ændre at han stod som en mur i mellem dem. Det var blot et spørgsmål om tid, før hans skillevæg ville krakelere og da ville sammenstødet blot være endnu mere belastet af hårde ord end nu. Derfor sænkede Gabriel langsomt staven og vendte dem begge ryggen. Hans skridt væk var hurtige, han ville sikre sig at han var et besværligt mål at ramme, hvis forsøget blev gjort.
Et blik blev kastet over hans skulder, ganske som han havde bedt det om, var dørhåndtaget nu forsvundet, og udgangen var glat.
Hylden stod stadig efter hans sidste besøg. Han tog et smukt pokalglas fra hylden og dobbelttjekkede dets perfektion i lyset fra vinduet. Ubevæbnet vendte han sig om kastede et kort blik på dem begge uden at se dem: ”Sæt jer!” Hans stemme var mild men dybden klargjorde at det var en ordre.
Gabriel følte sig sikker på et grundlag – hvis Mikayla rettede staven mod ham, ville Daphnys stadig være rettet mod hende. Mikayla var farlig, ikke dum. Med årvågne øjne trådte Gabriel hen til bordet, tæt ved Daphny og satte det tredje glas på bordet. ”I skal være velkomne til at tage hver jeres bordende, hvis I finder det passende.” brummede han lavmælt.

Af Elaine | 29-11-12 10:17

Mikayla glippede med øjnene, idet Gabriel vendte ansigtet bort fra dem og spankulerede hen til reolen i bedste værtsrolle. Hendes øjne gled tilbage til døren, og hjertet sank i brystet, da åbningen fra før pludselig var en del af murværket; han havde handlet, uden hun havde opdaget det. Hendes tænder borede sig ned i underlæben, da hun betragtede ham med et let sammenknebent blik. Så hævede den ene mundvig sig i et skævt smil. Det var et andet type spil, han lagde op til.

Kommandoen i hans stemme fik hende dog til at ændre udtryk, da musklerne i kæben strammedes. Mænd med ordrer var hende alt for velkendte efter flere årtiers arbejde. ”Du lyder som Keane, Gabriel. Det vil jeg gerne frabede mig.” Hun trådte nærmere bordet og satte sig på armlænet af den lænestol, hun tidligere havde befundet sig i med Daphny stående kun godt en meter fra hende. Vovede Daphny at handle på dette, var chancen bestemt oplagt. Men Gabriel havde tidligere forklaret Mikayla, at det var hans hjemmebane, og at man gjorde bedst i at følge hans regler. Noget hun fulgte i en vis grad. For nu. Hendes muligheder forekom ikke at være overvældende. Staven lå stadig imellem hendes fingre.

Af Elaine | 29-11-12 10:17

// Daph.//

Hendes øjne blev smalle, da Mikayla fortalte om tortur, og den latterlige idé om, at hun pludselig var blevet et godt menneske. Daphny valgte at give en lille ledetråd til Mikayla i forbindelse med rygdækningen, så kunne hun sidde og tygge lidt på den. ”En, der åbenbart savner dig.” Det fremgik tydeligt i hendes stemme, at hun ikke forstod, hvordan man kunne savne en som Mikayla. Der var vel ikke andet at savne end hendes tiltrækningskræft. Trods alt måtte Daphny give hende dette. Uanset hvilken pol manden foran hende havde, havde hun altid den modsatte parat. Sådan havde det altid været, helt fra dengang, hvor Mikayla og Gabriel havde set hinanden for første gang. Daphny ville aldrig glemme det syn, eller Gabriel ord bagefter. Tankestrømmen måtte stoppe, det hjalp hende på ingen måde at mindes de tider. Desperat prøvede hun at ryste dem af, men det lykkedes ikke helt, det ville det aldrig gøre.

Daphny rystede let på hovedet af Mikayla, da hun drog en parallel til Keane. Man skulle ellers tro, Mikayla var typen, der havde mødt mange magtfulde mænd i løbet af sin tid, men åbenbart ikke. Så ville hun vide bedre, så ville hun vide, at Keane bare var en del af en flok. Elegant lod Daphny sig glide ned på den stol, der stod lige ved siden af hende. Igen rettede hun blikket mod Gabriel, og hævede øjenbrynene. ”Hvad har du tænkt dig, Gabriel?” Spurgte Daphny, og så kort ned på Mikayla hænder, hvor tryllestaven stadig rullede mellem de slanke fingre.

Af Gabriel | 29-11-12 23:39

Keane? Det måtte være en fornærmelse. Gabriel bed den i sig, selv om Keane netop var emnet der skulle belyses nu. Gabriel havde troet han var død, og havde været det i syv år, men han var tilsyneladende genopstået.
Trods den anspændte situation rettede Gabriel sit blik mod Daphny med et roligt smil, det virkede næsten stadig naturligt, ”Jeg har tænkt mig at lytte.” Da Gabriel havde vendte sig og skyggelaget lagde sig over hans ansigt, faldt det i alvorlige folder, det huede ham ikke, at være nødt til at bedrage Daphny – selv efter alle de år adskillelse skar det i ham. Hans brede ryg dækkede for kvindernes udsyn da han vant trak proppen på vinen, en naturlig bevægelse lagde proptrækkeren et sted bagerst på barhylden. Da hans hånd nærmede sig, blev en lille flaske synlig for ham, som han tog med sig på tilbage vejen, sekundet senere havde han listet et par dråber af veritaserummen i den nyåbnede de Striguil-vin. I samme bevægelse der vendte ham tilbage mod selvskabet og malede smilet, listede han den lille flaske ind i ærmet.
Han skænkede først Daphny, fyldte så op hos Mikayla og fortsatte ufortrødent til sig selv, og lod den frugtduftende vin male gardiner i sit glas. ”Mikayla, din plads.” Denne gang var ordren væk, det var en hentydning. Han trak sin egen stol ud og satte sig.

Af Elaine | 30-11-12 00:05


Skulderen hævede og sænkede sig gentagne gange, som for at løsne nakkens muskler, men i virkeligheden indfangede og analyserede hun de ord, der faldt fra Daphnys læber uden at se på kvinden, som kort efter tog plads ved hendes side. De sad som bænket omkring et forhandlingsbord, Gabriel stadig stående over for dem begge, skænkende vin fra en flaske. Det spottende i Daphnys stemme var gennemtrængende, men budskabet mere relevant. Mikayla tvivlede ikke længere på, Keane havde informeret Daphny om, hvor hun var. Men det forekom en umulighed… Ingen havde set hende på vej ind på slottet, hun havde sikret sig så godt, hun kunne. Ikke desto mindre var det et faktum, at Daphny havde kendt til hendes tilstedeværelse. Og på Gabriels overraskede ansigtsudtryk ved hendes ankomst, var det svært at forestille sig, han havde formået at tilkalde hjælp.

Hendes blik faldt på armbåndsuret; tiden var ved at rinde ud, hun burde være på vej mod Hogsmeade nu. Hende fingre lukkede sig om stilken på glasset, og hun tømte det i et tre store slurke, før hun placerede det med en anelse mere kraft, end hvad hensigten var på bordpladen. ”Lad mig høre, Kalos.” Hun lod sig glide ned i stolen fra sin position uden at værdige Gabriel et blik. Hendes fingre legede med kappens fatning, da den endnu lå hen over stolens andet armlæn. ”Hvad har han lovet dig? Det er det, han gør, forstår du. Lover ting for små tjenester.” Hun kunne ikke tro andet, end at Daphny og Keane havde lavet en form for handel.

Af Elaine | 03-12-12 16:33
// Daphny //

Lytte. Lytte. Lytte. Som om det ville lykkedes. Daphny betragtede Gabriels ryg imens han hældte vin op, med tanken om, at ét glas ikke ville være nok til at få nogen af dem til at tale. Da Gabriel placerede glasset foran hende, sendte hun et afmålt ned i hans retning, inden Mikaylas stemme igen ramte Daphnys øregang.

Hun lod sine fingre glide om pokalen, og hævede den op til læberne. Den røde væske mødte dog aldrig læberne, Mikaylas ord ramte først, og hun sænkede pokalen. ”Lovet mig?” Hun så skeptisk på Mikayla. Hvorfor skulle Keane dog have lovet hende noget? Han havde intet, han kunne give hende. ”Jeg har intet at fortælle dig, Mikayla. Jeg skylder dig intet.” Lød det koldt fra Daphny, inden hun slog blikket ned, og atter satte pokalen på bordet. Selvom det altid havde været hendes stærke side, ønskede hun ikke at tale. Det var for meget, situationen, gensynet med Gabriel, Mikayla. For første gang følte Daphny hun var trægt op i en krog. Mikayal og Gabriel søgte begge to svar på noget, hun ikke var interesseret i at dele. Trods frustrationerne rettede hun sig op, og fandt fokus igen. ”Hvad laver du her, Mikayla?” Spurgte hun skarpt, inden Daphny igen fandt pokalen og løftede den, for at tage den første slurk.

Af Elaine | 03-12-12 16:33

// Mikayla //

Hun lænede sig tilbage i stolen og lagde benene over kors, stadig med blikket vendt mod Kalos og en rynke tegnende sig på panden, idet Daphny brugte ordet ”skylder”. ”Betragt det som den mest smertefri måde at levere din viden på, for jeg tager gerne andre midler i brug.” De havde knækket Daphny dengang for ti år siden, tildelt hende så mange pinsler på Ilyas bud, at hendes begrebsverden til sidst var brudt sammen, og ordene forekom at være nonsens. At hun havde formået at bygge sig selv op igen, måtte Mikayla sande var imponerende. At hun var sluppet væk var også en bedrift. Og at hun var her. Mikayla havde beskæftiget sig meget lidt med emnet Daphny Chevalier det seneste årti. Hvad der var sket kvinden, havde hun sikkert fået fortalt, men ikke hæftet sig synderligt ved. Det havde virket som fortid.



Hun rømmede sig. Tungen føltes tør i munden. En latter undslap hendes læber. ”Jeg…” Så standsede den, for pludselig forekom disse julelege at være besværligheder. Hun glippede med øjnene gentagne gange. ”Jeg kom for et møde.” Hun klemte munden sammen. En muskel sitrede. Hun lod blikket falde på Gabriel kortvarigt, for så at vende tilbage til Daphny. ”Nogle ting er bedst ikke at vide noget om, Kalos. Jeg synes, du skal fortælle din mand, hvor længe du har vidst, Keane var i live. De skjulte det godt.”

Af Gabriel | 03-12-12 16:34

Gabriel kunne have forbandet Mikayla omgående, da hun afbrød Daphnys planlagte forgiftning. Alligevel lå det lette smil stadig og dækkede over følelserne og ikke mindst håbet. Det næste slag slog Daphny, for selvom hun ikke følte hun skyldte Mikayla en forklaring på situationen, følte han, at hun om noget skyldte ham den. Det havde han nok påpeget, hvis det ikke havde været for Mikaylas pludselige blik.

Vidste hun, at der var noget galt? Hvis hun blev overbevist om, at Gabriel havde manipuleret med hende, var freden forbi – det var der ingen tvivl om. Derfor handlede han og gjorde hvad han havde håbet han kunne blive fri for: ”Skål” han hævede sit glas og førte det i mod Daphny, han måtte – før Mikayla fattede mistanke om vinen – bevise at den fortsat var ufarlig. Gabriel drak og øjnene lukkedes i, nu måtte han spille sine kort rigtigt, for han nægtede at ’forbande sin egen fod’. Tanken om giften brændte i Gabriels hals også selvom den ikke kunne smages. Han trak op i sig selv før han med rolig stemme stillede sit indirekte spørgsmål: ”Keane Demir lever?”

Af Elaine | 03-12-12 16:37

// Daphny //

Daphny skålede med Gabriel og lod en slurk vinen glide ned, inden hun igen rettede sin opmærksomhed mod Mikayla. Underligt nok var hun mest nervøs for Mikaylas næste træk, ikke Gabriels. ”Et møde siger du? I hvilken forbindelse?” Inden Daphny satte glasset på bordet igen, tog hun endnu en slurk. Uvidende om hvilke problemer hun forvoldt sig selv jo mere hun drak.

Da Gabriel afsluttede spørgsmålet, skete der noget uventet, noget der kom bag på selv Daphny. ”Selvfølgelig lever han.” Røg det ud af hende, og Daphny var per refleks ved at smække hånden over sin egen mund. Dog nåede hun at stoppe sig selv. Reaktionen ville virke for besynderlig. Hun sendte et par strenge øjne i Gabriels retning. Hvad der præcist hvad galt anede hun ikke, men der var et eller andet.

”Ja, han lever … og endelig er han og jeg faktisk enige om det, vi laver. Han er ingen trussel længere” Forsatte hun, velvidende, at det nok ikke var det smarteste træk. Det tog Daphny et par sekunder at samle sig selv, og tankerne. ”Mikayla, fortæl mig, hvad du vil Gabriel.” Sagde hun atter strengt, og lukkede Gabriel ude. Mest fordi hun ikke magtede hans reaktion.
------------

Mikaylas glippede med øjnene. Hendes krop sank længere tilbage mod stolens ryglæn; hovedet gled let på skrå. Ordene kom naturligt til hende. ”En person, som skylder mig en tjeneste, vil hjælpe mig væk. Keanes rækkevidde er stor. Det ved du, Kalos.”

Hendes øjne fulgte Gabriels bevægelser, da han hævede glasset i en skål med sin hustru. De drak begge. Hun fnøs ved Daphnys beskrivelse af Keane. ”Du burde være den sidste, der ville vurdere ham som et sikkert bekendtskab. Hvad har han sagt til dig, kære? Har bløde ord langt om længe omvendt dig? Han er en pæn mand.”

Spørgsmålet, der fulgte, var kompliceret. Hun trak let på skulderen, som for at slå det hen, men mærkede et svar glide hen over sine læber i kontrast til den handling, og stemmen var mere øm, end hvad hensigten nogensinde havde været. ”Han fascinerer mig. Det er en udfordring, en spænding, som jeg ikke kan undvære.” En trækning løb hen over hendes ansigt, aftrykket af en beslutning, hun havde truffet for længe siden og dog ej delt, da det kun ville forværre situationen. ”Men står han i vejen for mig, bliver det den sidste handling, han foretager sig.”

Hendes tænder borede sig ned i læben, da blikket faldt på vinen. Et glas burde ikke kunne gøre hende beruset og så snaksaglig, hun drak sjældent, men hvor stærk kunne den være? Ubevidst klemte hendes fingre sig sammen om stavens håndtag og musklerne i håndleddet strammedes.

Af Gabriel | 03-12-12 17:02

Blikket blev hårdt ved bekendelsen om løgnen. I syv år havde Gabriel fået fortalt, at Keane var en død mand. Daphny havde berettet om hans bortgang, men aldrig om hans genopstanden. ”Hvilken selvfølge?” Bed Gabriel. Han forlangte oplysning, for det var ved gud ingen selvfølge! At Daphny med det samme vendte sin opmærksomhed mod Mikayla, var et slag i ansigtet – han havde krav på hendes opmærksomhed selv efter alle de år. Forvandlingsprofessoren lænede sig agtsomt frem mod bordet og hans stav fandt igen plads i hans hånd, ved siden. Mikaylas svar var smigrende, men blev sorteret fra situationen og lagret, så længe hende trussel var tom – og det var den – for han ville ikke vide hvad han skulle stille sig i vejen for. Interessen for hvorfor hun var til stede var han fejlagtigt overbevist om, at han kunne finde i Daphnys svar.
”Fortæl mig Daphny. Hvor længe har du vidst at han lever? Og hvad laver du med den mand?” Ordren var givet, han ville ikke vente mere, han var sikker på, at eliksiren havde lagt sig om hendes stemmebånd og dannet en tåge i hendes beslutsomhed.

Af Elaine | 04-12-12 18:43

//Daph //

Et suk undslap hende, da spørgsmålene blev fyret afsted og ramte som sylespidse nåle. For hende var historien gammel, gemt væk, forældet. Den var ikke længere spændende, og så alligevel farligere end nogensinde før.

Det var alt for nemt for dem, det her. Hun havde altid – det meste af tiden – været ærlig overfor Gabriel. Efter at have betragtet Mikayla et stykke tid, så hun atter på Gabriel, for at svare. ”Efter nogle lange dage og nætter, endte jeg i fangekælderen ved Demir. Begravelsen var først om nogle dage. ” Hun holdte inde. Selvom noget ukendt fik hende til at tale, hæmmede det ikke følelserne og associationerne der sprang frem imens fortællingen sked frem. De dage og nætter hun havde tilbragt i det forladte hus, havde ingen nogensinde hørt om. Sveden begyndte stille at brede sig i håndfladerne i takt med at Daphnys hjerte bankede hurtigere. Facaden hun havde fået fra Chevalier måtte hun bruge nu, de måtte ikke se hvordan de påvirkede hende. Derfor fortsatte hun forholdsvis fattet,” Da de endelig åbnede døren ind til cellen troede jeg, det var fordi jeg skulle sættes i stand inden ceremonien. Det var bare ikke tjenestepiger der trådte ind, det var Keane. ” Atter holdte hun inde. Overvejede kort hvor meget af historien hun skulle fortælle. Ganske vist havde Gabriels spørgsmål været direkte, men det var muligt at svare på dem, uden at afsløre hele sandheden. Hun havde lovet ham at beskytte hemmeligheden. ”Han hjalp mig med at flygte. Vi transferede os væk sammen, indtil han forsvandt over alle bjerge.”

Daphny slog blikket ned, indtil det gik op for hende, at et spørgsmål stadig var ubesvaret. Uden videre at tænke sig om, sagde hun blot,” Keane er usædvanlig god til at lave kaffe.”


------------
Mikayla kunne have lykønsket sig selv. Af en eller anden mærkværdig grund følte Daphny åbenbart behov for at lette sit hjerte over for sin ægtemand – en timing, der måtte siges at være elendig. Hvis der var tale om en overbevisende hævnaktion, så spillede den kære Kalos sine kort overordentlig dårligt. En allieret var langsomt ved at blive vendt bort, tydelig illustreret af at Gabriels tonefald havde fået noget ildevarslende over sig. Mikayla besad intet behov for at stille sig imellem et ægteskabeligt opgør. De kunne flå hovederne af hinanden, hvis de ønskede.



Men frygten lå endnu og gnavede; ikke grundet de tilstedeværende i kontoret, for nok kunne Daphny og Gabriel besidde imponerende, magiske færdigheder; de benyttede dog ikke Demirfamiliens metoder. Hun havde aldrig oplevet Daphny torturere et menneske, og selvom kvinden uden tvivl kunne provokeres til at gøre et forsøg, ville effekten ikke være den samme.

Mikaylas blik blev hårdt, da hun spurgte om det, der lå hende mest på sinde. ”Ved Keane, at jeg er her, Kalos? Er han eller hans stupide bror på vej?” Svaret ville determinere hendes næste handling.

Af Gabriel | 05-12-12 00:05

Giften tvang hende til at tale sandt, ikke til at stikke til ham med kommentarer der var under bæltestedet, og under både hendes og hans værdighed. Ingen spyttede Gabriel i hovedet ved eget bord, end ikke Daphny. Gabriel rejste sig i stilhed, vendte dem ryggen med staven tikkende uroligt i hånden. Øjnene blinkede et par gange mens han forsøgte at kapere din informationer der blev kastet i hovedet på ham. De var gået hvert til sit, da Daph.. for år tilbage, dernæst havde de levet hver deres liv individuelt. At hun i 7 år havde løjet om manden der havde skabt nok et krak i deres forhold, gjorde ondt. Stavens taktslag blev større og hårdere.
”Stille Mikayla!” Brød Gabriel ind over hendes ord, hun skulle ikke tale i dette øjeblik. ”Daphny. Hvorfor skjulte du hans eksistens i alle de år?” Gabriel fandt kun ét logisk svar på sit spørgsmål, men at det var sandheden nægtede han at tro. Gabriels normalt faste blik blev underligt vaklende, da han forlangte sit svar.

Af Elaine | 07-12-12 19:07

Daphny sad paralyseret. Overrasket over hvad hun lige havde sagt, hun havde aldrig talt om det til nogen før. Gentagende gange havde hun prøvet at få sig selv til at sige det til Gabriel, det virkede dog umuligt. Fysisk umuligt.

Det kom stille snigende, imens brikkerne faldt på plads. Hun havde det forfærdeligt med at have holdt en så vigtig ting hemmelig for Gabriel, men nu gav det hele mening. Længe havde hun troet Keane var blevet bare lidt bedre, men han var udelukkende blevet bedre, fordi han stadig havde Daphny der, hvor han ønskede hende. Han havde stadig kontrol, indtil denne uventede eliksir kom i spil.

Gabriel. Tænk at han kunne finde på det. Efter alt var han alligevel villig til at proppe en så skæbnesvanger eliksir ned i hende. Daphny var ved at rejse sig i vrede, men så ramte hendes blik flasken. Han havde hældt veritaserum i alle, inklusiv sig selv. Hvad havde han egentlig gang i? Det var da ikke ret velovervejet at forgifte sig selv i processen. Eller var det et trick? Daphny kunne beskrives med et enkelt ord, forvirret. Kvinden der normalt havde overblikket, var fuldstændig rundt på gulvet, og det kunne ses. Hendes blik skiftede abnormt hurtigt fra Gabriel, til vinen og så Mikayla. Frem og tilbage.

Det havde kun været muligt for Veritaserum at hæve den besværgelse Keane havde lagt over hende. ”Fordi jeg blev tvunget…” Lød det fra hende, ganske lavt og usikkert. Daphny lod blikket glide ned mod staven, der trillede mellem fingrene. ”Fordi jeg blev forhekset..” Daphny rejste sig op og vendte dem ryggen, ikke for at gå fra selskabet, men der var kommet mere på bordet end planlagt. Mere end hun lige kunne sluge.


-------------------
Kommandoen, Gabriel havde formuleret, faldt fladt til jorden, da Mikayla nægtede at adlyde ham. Han havde forladt bordet og vendt dem ryggen. Hendes mund havde fået et hårdt drag, kæben var let fremskudt, og irritationen, der skød op i hende, fik knoerne til at lyse hvidt, da den fri hånd knyttedes og neglene borede sig ned i håndfladens kød. Svaret var spydigt: ”Frustrationer over et knust ægteskab skal du ikke lade gå ud over mig, Gabriel, jeg advarer dig. Find Keane, hvis du ønsker. Jeg kan ikke gøre for, din kone faldt for en anden.”



Det begyndte som en let sammentrækning af mavens muskler, hvorefter en luftstrøm banede sig vej imellem de bløde læber, og snart tog latteren over; klar og med manglende glæde, baseret på Daphnys korte beskrivelse af Keanes pludselige plads i hendes liv. Ender bandt sig langsomt sammen i den gåde, Daphnys tilstedeværelse og viden havde skabt, og svaret forekom mere simpelt, end Mikayla havde forestillet sig. Usikkerheden, som Daphny illustrerede igennem sin opførsel, da hendes blik bevægede sig imellem dem, tolkede Mikayla som skyldende Gabriels tilstedeværelse, nu hvor sandhedens time endelig var inde. ”Han er et interessant bekendtskab, Keane Demir, ikke sandt? Tager, hvad han vil have. Men jeg havde aldrig troet, han fik dig, Kalos. Hvilken overraskelse. Og en smule ophidsende, ikke?”

DEL 3:
Gabriel:
Da Daphnys blik flakkede, blev Gabriels hårdt og urokkeligt. Hendes velkendte øjne tegnede et mønster mellem lokalets figurer og vinen, hvorfor han ikke var i tvivl om, at hun havde regnet ud hvorfor, hun ikke længere var i stand til at holde løgnen ved lige efter alle de år. Det satte Daphny i en position, hvor i han ikke ønskede hende. Hun var blevet udstyret med en detonator til at sætte Mikayla af, og en viden om, at alt hvad der blev ytret i dette ellers noget tvivlsomme selvskab var sandt.
I det samme mærkede Gabriel at Mikayla spændtes som bue, og selvom Gabriel vidste at han selv havde trukket den ud, nægtede han at slippe pilen. Han forblev tavs da Mikayla stak kniven i ham, der kun forstærkede hans egen mistro til Daphny og Keanes forhold.  
Forhekset.. ordet var tvetydigt, og Gabriel var bevist om, at Daphny havde gennemgået træning i at omgå sandheder under påvirkning af veritaserum, i forbindelse med auroruddannelsen. Da Daphny vendte dem ryggen sprang staven et slag over, den eneste grund til at vende ham ryggen ville være for at skjule den afslørende mimik.
Det var et under at Mikaylas latter ikke fik Gabriels til at reagere, kun et sidste gram selvdisciplin holdt ham fra at klynge hende og alt andet op. For mange ting forsøgte at nedbryde Gabriels selvforståelse.

Daphny:
Veritaserum. En opdagelse der uden tvivl kunne udnyttes til egen fordel. Hun havde kort været et sted uden klarhed, men da Mikayla begyndte at tale, vendte Daphny også mentalt tilbage til selskabet. De spydige ord, ramte hårdere end nogensinde, og vreden der blussede i Daphny var efterhånden umulig at kontrollere. Få ord, få minutter mere, og hun ville springe på Mikayla – Sørge for, at hun aldrig nogensinde ville komme til at tale igen.
Pludselig brød hun ud i latter, og Daphny mistede for et par sekunder alt der mindede om sund fornuft. Et lille svirp med håndledet, tvang Mikayla op af stolen og på benene, og den efterfølgende luftmur sendte hende tilbage mod vinduet. På samme tid trådte Daphny helt hen til Mikayla med tryllestaven mod hendes strube. ”Han fik mig aldrig. Til gengæld fik han dig, han havde dig i flere år, flere årtier. ” Hendes stemme var lav og kontrolleret, og om Gabriel kunne høre det, vidste hun ikke.
”Du har allerede lukket for meget lort ud på en aften. Fortæl mig nu, hvorfor du virkelig er her. Hvad vil du Gabriel, hvad forventer du at få ud af ham, eller hvad vil du gøre ved ham?” Daphny sænkede ikke tryllestaven. Hendes rasende øjne var rettet mod Mikayla og veg ikke væk for et splitsekund. Trods Gabriel stod bag hende, følte hun sig ikke usikker. Han måtte også have en vis interesse i at finde ud af, hvad Mikayla havde tænkt sig.

Mikayla:
Gabriels tavshed var alarmerende i sig selv; at han ikke reagerede, som Mikayla vidste, folk oftest fandt passende i pressede situationer ved vredesudbrud og aggressive handlinger, tydede på en selvkontrol. Et spottende smil gled over hendes læber, og hun skilte dem for at lade endnu et par ord falde.
Hun nåede det dog ikke. Daphny havde forladt hendes synsvinkel i et øjeblik, en fejl, det pludselig hårdt pulserende hjerte illustrerede, Mikaylas krop havde opfanget. Imod sin egen vilje fornemmede hun, hvordan lårmusklerne spændtes, og kroppen hævede sig fra stolen. Hun bøjede let i knæene for bedre afsæt, begyndte en drejning mod den modstander, der brød deres midlertidige våbenhvile, og lod stavens spids slå et slag i luften; så ramtes hun selv af en besværgelse, der sendte hendes netop affyrede forbandelse af sted for at afsætte et rygende, sort mærke i loftet, mens hun selv blev slynget bagud og hamrede ind i vinduesrudens fatninger. Benene truede med at give efter under hende.

Det tog et øjeblik at stille skarpt på omgivelserne; per refleks hævede tryllestavsarmen sig, men stivnede, da øjnene fik sat omrids på Daphny, der stod så tæt, at Mikayla kunne mærke hendes ånde mod sit ansigt. Daphnys stav berørte let hendes hals; en alt for velkendt situation fra en fjern fortid, hvor det havde været Mikayla, hvis stav havde været placeret nøjagtig samme sted på Daphnys mand. Og et andet billede, Mikayla stående over for Daphny i et støvet rum på den øde gård, hvor hun sammen med Ilyas Demir havde tortureret den daværende besværgelseslærer. Aldrig omvendt.

Hun rettede sig langsomt op og hævede hagen. Brystbenene hævede og sænkede sig i dybe åndedrag, smykket omkring hendes hals fulgte med. Hendes kinder havde fået en let rødlig kulør, der dækkede de høje kindben. ”Jeg havde brug for et sted nær Hogsmeade, et sted Keane ikke ville lede. Hogwarts virkede som det oplagte. At jeg også havde noget uafsluttet med Chevalier var blot en medvirkende faktor. Jeg traf en hurtig beslutning.” Perlehvide tænder borede sig ned i underlæben. De behøvede ikke at høre dette. Alligevel fortsatte hun. ”Jeg leger med mænd, Kalos. Så simpelt er det. Han og jeg skulle blot have snakket sammen for gamle dages skyld, som du sikkert forstår. Jeg ville have forladt ham i et stykke til dig, højst sandsynligt i hvert fald. Jeg var naturligvis klar til at revidere min plan alt efter, hvordan han handlede. Modificeret hans hukommelse en anelse var nok kommet på tale som det mindste.” Hendes hænder knyttedes hårdt, og hun lod den ene hamre mod rudens glas i forsøget på at lade smerten standse talestrømmen. ”Så kom du. Og din snak om Keane. Nu er det ikke så enkelt længere.” Hun tav, genvandt magten over sit tungebånd. Det messende forsvandt fra hendes stemme. ”Flyt dig, Kalos. Du vil ikke svine din mands kontor til. Jeg tvivler på, han lader dig.”

Gabriel:
”Daphny!” Gabriels stav gled omgående i angrebs position, hævet, dog ikke så højt som andre duellanter, da Daphny fløj hen i hovedet på Mikayla. Hun syntes at ignorere han kald, Gabriel bandede indvendigt. I stedet syntes Daphny at hvisle noget uhørligt til Mikayla, hvilket Gabriel gættede sig til var et spørgsmål vedrørende hendes tilstedeværelse på Hogwarts, for veritaserummen virkede – Han måtte rose May for hendes fremragende arbejde, og kunne dårligt lade være med at betragte Mikaylas kommentar som et kompliment, for med hendes temprament, kunne han forstille sig, at der skulle en del til for at få lov at blive efterladt i et stykke.
”Carpe reaktrum!” bad Gabriel, får når Daphny ikke ville træde tilbage at sig selv, måtte han tvinge hende, det syntes at være overskueligt, Daphny havde vent ham ryggen, og hendes stav var optaget.
I tankerne forbandede han pletten der var opstået på hans loft. Der bølgede stadig en mørk stribe røg fra den, og malingen syntes at boble i en meters diameter. Heldigvis var der tre elever der skyldte ham en tjeneste.

Det var imponerende. Selv efter så mange år, var Mikayla stadig den eneste person Daphny i sandhed ikke kunne udstå. Daphny havde selv bedt om sandheden fra Mikayla, men da den endelig kom på banen ville hun ønske, hun aldrig havde spurgt efter den. Den kvinde og hendes planer med Gabriel, var absolut intet hun ville høre om, hun ville blot have en grund til at starte en kamp.
Daphny pressede tryllestaven hårdere mod Mikaylas hals. Besværgelsen lå lige på tungen, men den blonde heks fik aldrig lov. Bag sig hørte hun Gabriels dybe stemme, hvorefter hun fuldstændig mistede Mikayla og balancen. Suset trak Daphny tilbage hurtigere end hun mentalt kunne følge med.
Dumme mand. Daphny nåede ikke at sige noget til hverken Mikayla eller Gabriel, som skulle forstille at hjælpe hende, inden hun hårdt kulminerede med et eller andet.

Mikayla snappede efter vejret, da den lille spids på Daphnys stav borede sig ind i hendes kød. Hendes øjne lukkede sig kortvarigt, og neglene borede sig ind i håndfladernes hærdede hud. Det krævede en styrke ikke at slå ud efter den lyshårede kvinde for at fjerne presset mod siden af luftrøret.
Det viste sig ikke at være nødvendigt. Smerten forsvandt med staven, da Daphnys krop blev slynget bagud grundet en handling, Gabriel havde foretaget, men tydeligvis ikke være intelligent nok til at overveje konsekvenserne af.

Mikaylas gav ikke sig selv tid til at overvære scenariet videre grundigt. Hendes stavs spids vendte sig mod glasset bag hende, som i næste nu eksploderede i en regn af splinter, der faldt, faldt de seks etager og mødte brostenene under. Næste træk forekom som i en rus; hun gav sig ikke tid til at vende sig om, men lod vægten glide bagover mod hælene for så at give slip på balancen og forsvinde ud af det gabende hul, hun havde skabt. Staven svirpede igen, da kun luft omgav hende i det frie fald; hun standsede brat i luften, svævende. I næste nu var hun væk kun efterladende sin kappe på Gabriels kontor.