I Bruxelles gader

Tid – 19:35
Sted – Hotel i Bruxelles
Vejr – Det er varmt og solen skinner. Det sædvanlige sommervejr.

Claire kørte sine fingre igennem sit hår, i lette og tålmodige bevægelser, som et alternativ for børsten, der stadig lå et sted pakket langt ned i en af hendes kufferter. Noget hun ikke magtede besværet at finde frem til. De blonde lokker hang løst nedad ryggen, og gav et perfekt spil, til den enkle sorte kjole, hun havde smurt sig ned i. Sengen knirkede svagt under hende, da hun rejste sig og gav sig skiftevis til at bevæge sig rundt i soveværelset, indtil hun stoppede op ved vinduet, og betragtede udsigten der var, over hele byen. Sidst hun havde været her, var flere år tilbage, dog stadig, med det samme selskab som nu, lige præcis det havde ikke ændret sig, selvom så meget andet havde. Det var rart endelig at komme væk, og med endnu hele sommerferien foran sig, kunne det vel næsten kun blive bedre. Eller, det var hvad hun håbede på.
Hotellet var i sig selv prangende og imponerende, men værelserne, var næsten endnu bedre. Alt hvad man kunne tænke sig, var der at finde. Efter et par minutter, besluttede hun sig for at bevæge sig ind i stuen, hvor hun forventede at ville finde Ferdinand, som hun også havde i tankerne.

At Claire ikke helt var faldet til og fået pakket ud på hotellet, kunne Ferdinand godt forstå. Først og fremmest havde hun vildt meget med, og Ferdinand ville aldrig kunne overskue at pakke der ud. Derudover var de først ankommet denne morgen, og Bruxelles var ikke nødvendigvis det mest kendte sted for Claire. Hun havde så meget andet at lave, se og gøre end at pakke den skide kuffert ud.
Ferdinand stod i et par cowboybukser og en skjorte. Han kunne nemt være finere, men han gad virkelig ikke. Han havde taget skjorten på, den sad fint og vigtigst af alt, var den nem at få af. Da Claire trådte ind, gik det op for Ferdinand at han helt klar ville blive overshinet af sin kæreste. Det gjorde ikke det store. Et smil bredte sig på hans læber, imens hun nærmede sig. Han burde komplimentere hende, men smilet på hans læber sagde noget, hans mund ikke kunne. Elegant rakte han en hånd frem mod hende. "Er vi klar?" Spurgte han en anelse højtidligt.

Kinderne blussede svagt, da hun trådte ind og fik øje på Ferdinand. Et smil bredte sig på Claires læber, både af spænding og glæde, man kunne muligvis ikke påstå, at det var muligt at føle sig mere klar, end hvad hun gjorde. Sin hånd lagde hun i hans fremstrakte, med et lille nik. ”Ja, helt bestemt.” Svarede hun og trak lidt på smilebåndet.
Efter at have forladt hotelværelset, og banet sig igennem foyeren, stod de foran indgangen, med folk omkring sig alle vegne, noget Claire var lidt tid, om at vænne sig til. Luften var tyk, dels på grund af varmen, de mange mennesker, men nu befandt de sig trods alt også, i centrum af storbyen. Med nysgerrige øjne så hun på Ferdinand. ”Så, hvor skal vi hen?” Det var umuligt for hende, umiddelbart lige at finde hoved og hale i det hele, noget hun med det samme opgav, det skabte kun mere forvirring end nødvendigt. Claire smilede og forsøgte at få styr på, alle de indtryk, de nye omgivelser gav hende.

Det var ikke ofte Ferdinand gik hånd i hånd med nogen. Faktisk var han ret overbevist om, han ikke havde gjort det før han mødte Claire.
Forhåbentlig havde de en god aften foran sig, en god ferie som helhed. Ferdinand elskede Bruxelles, men der var stadig ar. Ar som ikke ville gå væk bare fordi Claire var med. Byen havde sine højdepunkter, men også sine hemmeligheder og mange af dem var i Ferdinands tilfælde lumske. Han var vendt tilbage i et forsøg på at slappe af i vante omgivelser, men på samme tid også for at se det i øjene. Imens de gik var Ferdinand fraværende. Han havde ikke meget at sige, selvom han muligvis havde meget på hjerte. "Hva' hu?" Spurgte han bare, da Claires stemme lød i baggrunden af hans bevidsthed. "Undskyld, jeg hørte ikke..." Prøvede han og så på hende. De stoppede kort op foran hotellet og Ferdinand gav Claire et lille kys på kinden. Mest fordi han ikke vidste, hvad han lige skulle gøre eller sige. Hans sind var et andet sted.

Claire havde været alt for opslugt af omgivelserne, og opdagede først efter lidt tid, hvor fraværende Ferdinand var. Hun havde ikke gjort sig de store forventninger, foretrak denne gang bare at lade tingene udfolde sig, som de ville, men alligevel havde hun på en måde regnet med, Ferdinand ville have været i gang med fortællinger om sin hjemby, omkring dette øjeblik. Eller muligvis bare være mere snaksalig. ”Jeg spurgte om -” Et smil kunne ikke undgås at brede sig på hendes læber, ”hvor vi skulle hen.” Gentog hun. Et lille mistroisk blik blev sendt af sted, da hun så på ham mere nøje. Han virkede ikke til stede, kun fysisk, og på en måde nagede det hende, ikke at vide hvad der foregik. ”Fortæller du mig hvad du er så opsat af lige nu, eller vil jeg blive nødt til, at tvinge det ud af dig?” Spurgte Claire, med en let klang af morskab i sin stemme, samtidig med en undertone der understregede, hun ikke et sekund ville tvivle med at forsøge på det sidstnævnte, hvis ikke han svarede tilfredsstillende. Hvilket jo sjældent skete, og lige så var det sjældent, hun rent faktisk formåede at få lokket noget ud af ham, hvis ikke det var, hvad han ønskede. Men man var vel optimist.

Ferdinand gjorde et forsøg på at vågne op til dåd, men om det lykkedes helt udadtil anede han ikke. "Jeg er ikke opsat på noget" Forsikrede han hende hurtigt og fandt igen Claires hånd, inden han førte hende ned af trapperne og de begyndte at gå langs den fyldte gade ind om Bruxelles hjerte, den absolutte centrum. "Kom med." Guidede han stille imens de bevægede sig forbi hundrende mennesker
"Jeg har, som du ved, rækker af minder her." Fortalte han Claire imens de gik. "Gode minder, men også mange dårlige." Måtte han trods alt konstatere. "FERDINAND!" Lød det et stykke væk, og en smuk brunette kom løbende over mod Claire og Ferdinand. Ferdinand slap Claires hånd og omfavnede pigen, hvis navn var Marina. Tidligere, dengang hvor Claire og Ferdinand ikke havde set hinanden ret meget, havde han set Marina lidt. Det sluttede dog stadig for flere år siden, og Ferdinand gik blot ud fra, det nu var venner. Blikket Marina sendte mod Claire sagde dog noget andet. "Eh.. Hej." Sagde hun en anelse fornærmet inden hun kiggede over på Ferdinand, "Hvem er hun?"

Claire følte sig ikke helt overbevist, men lod det alligevel ligge for nu. Varmen fra hans hånd, skyllede de fleste af bekymringerne væk, og fik hende til at fokusere på, det gode de havde i vente, denne aften. Så meget som støjen, og de indimellem svage skub fra højre og venstre, tillod hende at høre, lyttede hun opmærksomt til, og gav indimellem et nik fra sig. Det var næsten umuligt, ikke at høre kvindestemmen, der råbte Ferdinands navn. De befandt sig trods alt det sted, han var vokset op, så at støde ind i nogle bekendte, kom ikke besynderligt meget bag på hende. Den fornærmede tone og forvirring over hendes tilstedeværelse, kom til gengæld bag på Claire. Der gik et par sekunder, før hun regnede den ud. ”Oh.. Du ved ikke hvem jeg er?” Spurgte Claire, med en falsk overraskelse, før hun trådte et par skridt tættere på, ind foran Ferdinand, så hun med sit kølige blik, så ind i kvindens forvirrede. ”Jeg er Claire. Hans kæreste.” Fortalte hun kort for hovedet, mens et smil der langt fra var venligt, bredte sig på hendes læber. ”Så det ville muligvis være mere passende for mig at spørge, hvem i alverden er du?” Ordene kom ud hårdere end ment, kvinden havde trods alt intet virkelig forkert gjort endnu, men alligevel, kunne hun ikke gøre for det. Ved nærmere øjekast, blev hun klar over kvindens skønhed – Selvfølgelig.

Marina og Ferdinand slap hinanden og sekunderne efter tog fuldstændig røven på Ferdinand. Ikke blot Claires ord, men ligeså meget bevægelser og tonefald tog røven på ham.
Et smil gled over hans læber, da han for første gang i sit liv blev omtalt som kæreste. Det var første gang der blev sagt og for at være ærlig, var han lidt i tvivl om det faldt i god jord. Selvom de var kærester lød det bar så forkert. Det var plot et princip, han kunne ikke lide ordet, det havde han aldrig kunne. "Rolig Claire. " Bad han hende en anelse overrasket og trådte frem for at stille sig mellem dem. Det var ikke første gang en sådan scene var sat. Han huskede år tilbage hvor de havde mødt Isabelle og Claire også havde reageret en anelse voldsomt. Dengang var det dog bare godt fordi Isabelles magi var det eneste der forheksede Ferdinand.
Kort efter rettede han opmærksomheden mod Marina. Bare fordi de tidligere havde haft en affære skulle Claires jalousi ikke afskære ham fra at snakke med en gammel ven. "Hvordan går det, Marina? Er du færdig med studierne?" Marina var muggler og læste litteraturvidenskab på Bruxelles fineste universitet. Marina droppede attituden, men svarede dog heller ikke på Ferdinands spørgsmål.
Hun så lidt frem og tilbage fra Claire til ham. "Jeg troede bare aldrig, du.." Der blev en dramatisk pause, hvor Ferdinand bare stod og kiggede på hende. En anelse forvirret var han. "At du ville finde sammen med nogen." Sagde hun ligeud og Ferdinand mærkede den mentale lussing.

Måske var der alligevel intet at være jaloux over, det vidste hun udmærket godt at der ikke var, det var bare svært, at holde den knugende følelse væk, eller den mindste smule afdæmpet. En evne hun ikke var den bedste til at håndtere, noget hun før havde bevist, og atter gjorde igen. Claire trak sig en smule væk ved Ferdinands ord, og selvom hun ikke just bifalde sammenstødet med kvinden, der lod til at hedde Marina, varede det forhåbentligt ikke længere end et par minutter mere, før de kunne komme videre. Det var vel til at overkomme. Hun slappede en smule mere af i musklerne, noget der ikke varede længe, da Marina igen åbnede munden. Hvad bildte hun sig dog ind? ”Hvem er du overhovedet, at komme og sige den slags? Jeg har ikke engang hørt et eneste ord om dig, overhovedet.” Udbrød Claire, med en blanding af overraskelse og fornærmelse, hvor hun derefter trådte et skridt frem ved siden af Ferdinand. Hurtigt tilføjede hun derefter. ”Tydeligvis med god grund.” Muligvis ville hun bede om en forklaring på, hvem Marina var senere. Hun regnede ikke med at det var en, med stor betydning for Ferdinand, ellers ville hun da have vidst, hvem hun var. Ville hun ikke? Claires blik var rettet ligefrem, med et glimt af vrede, dog intet der overskyggede forbløffelsen, der som nærmest stod malet i dem.

Under normale omstændigheder ville mange drenge blive glad for at se kvinderne sloges for ham på den måde. Det ville Ferdinand også normalt, men denne gang var der alt for meget blandet ind i hinanden til at det kunne ende godt. Claries reaktioner var ikke blot overraskende men også død irriterende. Skulle de gå i den her by kunne hun lige så godt lære det.
Ferdinand greb hårdt fast i Claire og førte hende udenom Marina, imens han delvist undskyldende mumlede til Marina, "Det er jeg ked af. Håber du har det godt." Claire kunne sikkert godt høre det, men Ferdinand var intet mindre end ligeglad. Efter den scene hun lige havde sat, magtede han simpelthen ikke at forklare sig.
Det var præcis derfor han ikke havde en kæreste. Fordi han simpelthen nægtede disse situationer, fordi han var dårlig til at håndtere dem, og fordi han ikke gad. De måtte komme sig. Livet gik videre.
"Tag dig sammen" Lød det irriteret fra Ferdinand da de var væk fra Marina. Han slap hendes arm kort efter.

Claire stirrede overrasket på Ferdinand, og overraskelsen blev kun større, da han undskyldte til Marina. Hvad havde han gang i? Det havde der ikke været behov for, da slet ikke fra Ferdinands side af. Kinderne blussede svagt, da han tog hende i armen og førte dem begge væk.
”Skal jeg tage mig sammen? Virkelig? Er du sikker på, at det ikke ville have været mere passende, at sige til din veninde, Marina?” Den resterende vrede blev rettet mod den ham, også dels på grund af hans kommentar, der havde lykkedes at give et ekstra unødvendigt stik. Claire trak sin arm til sig og gnubbede sig irriteret, der hvor han havde holdt. ”Og hvorfor undskylde? Vi kunne sagtens have været gået, uden at du havde gjort det. Det var alt for blødsødent.” Var han måske ikke altid den, der havde fortalt hende, at hun lige netop skulle stå op for sig selv? Denne gang havde hun også gjort det, dels på vegne af ham også, men alligevel var han blot blevet irriteret i stedet. Sommetider, kunne Claire slet ikke finde ud af, hvad det var han ville have.

"Ja, du skal tage dig sammen!" Sagde Ferdinand koldt og vendte sig mod hende, så de kunne få øjenkontakt. "Du forstår det ikke? Det skulle man da ellers tro." Bed han hende irriterende af. Claire var fra en finere familie. Hun måtte da forstå hvilke ting der også påvirkede ham, når han skulle præsentere nogen, uanset hvem det var for.
Ferdinand kunne godt mærke, at det var alt for lang tid siden, han havde været sur på denne måde. Det betød også, at det for Ferdinand var en kende sværere at styre end normalt.
"Uanset hvad du synes om hende, kan du ikke reagere sådan overfor alle mine bekendtskaber, som du ikke synes om." Han slog ud med armene og var næsten ved at ramme en forbifarende forretningsmand. Et "hey" forsvandt i mængden, det var sikkert til Ferdinand. "Så jo, tag dig sammen, det mener jeg."

Om det var hvad der blev sagt eller måden det blev sagt på, der kom mest bag på Claire, var ikke til at sige. Faktisk var slet intet til at sige, for i samme øjeblik han havde vendt sig mod hende, ændrede attituden sig fuldstændig, som en åben bog der lukkede sig med et smæld. Efter at blive smidt ud af fatningen for et par sekunder, lod Claire sit blik falde på Ferdinand, direkte og uden tøven sagde hun. ”Fint. Hvis det er hvad du vil have, så er det bare helt fint. Næste gang skal jeg nok holde min kæft, og være den mest påpasselige og overkommelige person overhovedet, uanset hvilken tomhjernet gås, vi støder på.” Hvis ikke man vidste bedre, ville man aldrig have opdaget det raseri, der stærkt blev undertrykt. På læberne bredte der sig et overbevisende smil, der blottede de forreste fortænder, og stemmen var forholdt i et neutralt og roligt toneleje, som om næsten intet var hændt. ”For jo, jeg forstår det udmærket godt.” Tilføjede Claire skarpt, og lod hænderne falde langs siden, efter at have rettet sin kjole ud, med beherskede blide strøg. ”Skulle vi komme videre?”

Ferdinand vidste ikke, hvad han skulle sige til hende og stod derfor bare, uden at blive påvirket ret meget af det hun sagde. Det var for sent nu, Marina var væk og der var chance for, at han aldrig skulle se hende igen.
Da Claire spurgte om de skulle komme videre, betragtede han nærmest Claire som om hun var dum, "Jeg kan ikke huske, hvor jeg ville hen." Indrømmede han stadig irriteret, trods han var faldt lidt ned i takt med at Claire var. Ferdinand fandt hendes håndled og strammede grebet om det, ikke på samme brutale måde, som han tidligere havde gjort med armen. Dette var trods alt, mere kærligt, selvom irritationen stadig var der.
De bevægede sig hurtigt gennem mængden af mennesker, inden de ganske nem smuttede ind i en lille gyde, som yderligere førte ind til en ny gyde. Ferdinand kendte alle steder i den her by, og når han ønskede privatliv skulle han nok finde det, uanset hvor han befandt sig. Han placerede Claire mod muren imens han lod sine egne hænder støtte mod muren bag hende. "Hvad tænkte du på?" Spurgte han direkte og stadig en anelse hårdt. Larmen og blikkende fra omverden var ikke længere relevante.

Claire sagde hverken eller gjorde meget, da han tog hendes hånd og begynde at bevæge sig ned ad gaden. Indimellem passerede et mumlende ’Pardon’, hendes læber, for det var næsten umuligt, ikke at støde ind i folk. Hun mærkede straks forskellen, da Ferdinand drejede ind ad en lille gyde, og for et øjeblik værdsatte hun det, indtil han forsat bevægede sig længere ind. Claire så undrende på ham, med et hævet øjenbryn, der havde samme betydning som, hvis hun havde spurgt ham om, hvor de var på vej hen. Der gik ikke længe, før hun mærkede den kølige mur mod sin ryg, og Ferdinand stod lænet indover hende, hvilket som altid, fik hendes puls til at slå hurtigere. ”Hvad vil du have mig til at sige? Indrømme, at jeg ikke tænkte meget, men bare lod mig kontrollere af alt andet?” Claires stemme lød svagt irriteret. ”Hun dukkede bare op fra fuldstændig intet, nu må du ikke misforstå mig, jeg har fuldstændig intet imod det, men den måde hun så på dig – Praktisk talt hele hendes væremåde, fortalte mig hvad du ikke gjorde og på en måde, gjorde det mig bange, hvilket resulterede i alt det andet.” Selvfølgelig også med et strejf af jalousi, der muligvis var det mest dominerende, men det var en detalje, der godt kunne undlades.

Ferdinand skænkede stille hovedet imens Claire talte. "Faktisk." Startede han, men blev aldrig færdig. De vidste begge han aldrig havde været i stand til at formulere sig bare det, der mindede om nogenlunde fornuftigt. "Jeg ved det ikke. "Ferdinand forkortede få sekunder afstanden, hvor han gav hende et blidt kys.
"For fanden kvinde. Det betyder ikke noget, hvem jeg har været sammen med, og det betyder ikke noget for mig, hvordan de har de med det. Jeg vil bare være høflig, og du bør være det samme - for mig." Den seneste tid havde Ferdinand være det langt mere for Claire, end hun havde været der for ham. Selvfølgelig med en god grund, men så kunne hun simpelthen ikke tillade sig at tænde af på den måde. Især uden grund.
"Det er ligemeget, og det bør du også vide." Tilføjede han.

De sidste stumper af den resterende vrede og irritation, forduftede langt borte, da han kyssede hende, og samtidig, kom der også en mere stabil indre ro. Det var ingen hemmelighed, at Claire for øjeblikket ikke var den sværeste at tænde af, dog ikke noget, hun på noget tidspunkt havde ønsket skulle gå udover Ferdinand, hvilket det uheldigvis var gjort. Den dårlige samvittighed tippede langsomt frem.
Hun så på ham, med et kærligt lille smil om læberne, hun vidste, at han havde ret i alt det han sagde, eftersom hun udmærket havde været klar over det før, alligevel havde det ikke forhindret hende i, at reagere som hun gjorde. På en måde, var det hurtigt blevet glemt. ”Så gør jeg det – For dig.” Sagde hun endegyldigt, mens hun bevægede sig tættere på, for at stjæle endnu et kys fra ham. ”Måske skulle vi bare blive lige her?” Mumlede hun mod hans læber, hvorefter en lille latter undslap hendes læber.

Ferdinand måtte indrømme, at det nok var den bedste idé Claire havde fået i dag. Han magtede ikke skænderier, og han magtede næsten ikke at vise hende det han burde vise. Det ville ende alt for trist, og de havde trods alt aftalt at mødes med Theodor og Aria senere.
De vidste begge to at stedet og tidspunktet ikke var optimalt, men det var aldrig noget der havde generet Ferdinand. Heller ikke med Claire. Et lille smil gled over hans læber, da hun talte og pirrede ham til at glemme alle andre aftaler og erinder. De var jo ligemeget, når han kunne være her.
Ferdinand hvilede sin pegefinger på Claires læbe, " Husk, det vigtigste er hvem jeg sidst var sammen med." Smilede han legesygt, imens han kørte hånden ned over hedes bryst. Den anden hånd fulgte hurtigt efter, og begge hænder tog fat i Claires, som han løftede op over hendes hoved og presse mod væggen.
Han øjne blev kort seriøse, "Vær artig." Bad han hende inden han trådte nærmere og mødte hendes læber.

Et grin undslap Claires læber, uanset hvad, foregik det vigtigste lige nu, og hvad der kom senere, måtte de tage til den tid. Atypisk tankegang for hende, men med Ferdinand, var så mange ting anderledes, men hun elskede det. En svag skælven gik igennem hendes krop, smilet på hendes læber bredte sig, og før hun vidste af det, havde hun begge sine arme, presset mod muren.
”Jeg vil prøve.” Svarede hun i en let hvisken, for derefter at bøje sig indover for at møde hans læber, og drilsk bed hun ham svagt i underlæben. For et kort øjeblik, før hun genoptog kysset, så hun på ham, med et varmt og altafslørende blik. Ansigtet hun næsten kendte, så godt som sit eget, de mørke krøller der altid var svære at holde sig fra at rode i, det glimt i øjet, der på sin vis, altid formåede at gøre hende fuldstændig ør i hovedet. Overalt blev hun varm i kroppen. Claires læber krusede sig i et lille smil, og afbrød kysset for et øjeblik. ”Jeg har forhåbentligt ikke været for besværlig.” Stemmen var afdæmpet, med et spor af morskab i dem og afstanden lige pirrende nok, med de få centimeter imellem dem.

Ferdinand kunne ikke lade være med at smile. Deres forskelligheder var tydelige. Claire ville altid være den uskyldige og delvist artige, hvor Ferdinand var alt andet end det.
Da de kort trak sig væk fra hinanden så han hende kort i øjnene, inden han igen søgte mod målet, "Aldrig." Mumlede han mod hendes læber. Han havde aldrig været ret meget for at tale, det vidste Claire udemærket. Ferdinand kyssede hendes kindben, inden han bevægede sig ned på højre side af halsen. Det var så svært at lade være, det var så svært at modstå, og normalt havde han ikke gjort det, men med Claire måtte han. Langsomt sænkede han hendes hænder og søgte igen mod hendes ansigt. Han placerede et lille kys på hendes næse.
"Vi bør komme videre, det ved du." Smilede han til hende, trods det var tydeligt han slet ikke havde lyst til at gå videre. De kunne ikke ændre på aftalen med Aria og Theodor, de måtte afsted.

Det var altid godt at udnytte en god murers arbejde. En lille latter, nærmere et lavmælt fnøs, undslap Claires læber og efterlod sig, et større smil. Hans læber kildede let mod halsen, kinderne brændte svagt, mens euforien langsomt bredte sig i hendes krop. Claire skar en let grimasse, da han kyssede hendes næse og et bredt smil, plantede sig på hendes læber. ”Så lad os gøre det.” Deres manglende lyst til at forsætte videre, var fælles for dem begge, men alligevel, Claire ønskede også at se byen. Hun strejfede let hans arm, før hun med et hurtigt blik, igen så sig omkring. Ikke før nu, bemærkede hun skraldet der lå smidt omkring, og et par ødelagte, slidte møbler, der var blevet smidt ud, for at lade dem gavne en anden, eller blot stå der, indtil nogle andre magtede at fjerne dem. Claire rynkede svagt på næsen. ”Hvilken vej skal vi?” Spurgte hun nysgerrigt, og ventede egentlig blot på, Ferdinand ville vise vej, for selv, var hun håbløs.

Claires latter og smil behagede Ferdinand. Hun ville stort set altid være glad og reagere sådan på hans berøring. Langsom sneg Ferdinands greb sig omkring Claires talje, og han trak hende blidt ind til sig og kyssede hende på håret. Mest i håbet om, at hun ville glemme dette sted, og ikke vil studere det for nøje. Lige præcis her burde han ikke have bragt hende, men det ville hun først vide, når han direkte sagde det eller viste det. Derfor opførte Ferdinand sig ganske normalt, så normalt så muligt og førte hende ud af gyden. Ud til larmen alle menneskerne, men forhåbentlig også Theodor og Aria Estelle.
Endelig fik Claire svar på sit spørgsmål; "Jeg bør vide det, gør jeg ikke?" Ferdinand smilede, måske en anelse fjollet. Det lignede i hvert fald ikke ham at smile på denne måde. "Jeg tænker... Vi tager det, som det kommer? Det kan være de andre vil med ud og spise?" Ferdinand slap stille det lettere faste greb omkring Claire og så kort på hende, inden de atter var ude i mængden.

Smilet på Claires læber varede ved. Det var så svært at lade være. Det var betryggende at blive holdt tæt – Specielt lige nu og her.
Hun lyttede, og selvom hun oftest foretrak planer, at intet var overladt til tilfældigheder, gjorde det hende besynderligt nok intet, denne gang. Det lod til, at begrebet ’ferie’, endelig var gået op for hende. ”Det lyder godt.” Konstaterede hun med en let nikken.
Hendes opmærksomhed blev hurtigt revet væk. Hun mumlede noget i stil med, ’vent lige’, før hun smuttede ind i en mindre kiosk, lige ud til gaden. Claire tog en pakke saltchips fra hylden, fik betalt uden besvær, heldigvis snakkede de fransk i denne her bydel, så det gik. Et par sekunder efter, stod hun igen ved Ferdinand, og havde allerede taget hul på posen. ”Vil du have nogle?” Spurgte Claire med et skævt smil, før hun rakte posen imod ham.