Genforening

Vejret: Køligt men klart (Forår).
Tiden: Tidlig eftermiddag.
Stedet: Hogsmeades hovedgade.
Omgivelserne: Gaden er ikke travl, men heller ikke mennesketom. Folk bevæger sig hurtigt fra sted til sted, for at komme indenfor i varmen.
Beklædningen: Sort rejsekappe. Hætten er slået ned.

En time var alt Theodor havde tænkt sig at tilbringe her i Hogsmeade. En time var alt han havde brug for og mere kunne han heller ikke spilde. Hans skridt var lange og målrettede, mens hans kurs var sat imod målet. Ingen svinkeærinder. Selv ikke Hogwarts, som ellers var at se fra byens hovedgade, skænkede han et blik eller en tanke. Det var fortid. Skolen havde måske nok været som et hjem for ham, men den var det ikke mere. Den havde ingen værdi for, uden de mennesker han havde delt den med og de havde allerede forladt den, ligesom han selv.
Det var heller ikke med hans egen gode vilje, at Theo nu var tilbage i landsbyen. Det virkede som at vende tilbage til et tidligere liv. Til et 'jeg' han ikke længere var. Han skyndte sig ned igennem hovedgaden, for hurtigst muligt at kunne lægge byen bag sig igen. Det frembragte alt for mange minder at være her og problemet med dem var, at de alle indeholdte personer, som han ikke længere havde kontakt til. Især gjaldt det nogle helt bestemte. Han sank en klump og lod blikket glide over vinduerne ind til de tre koste. Som altid var krostuen godt besøgt. Det kunne ses alene på, hvordan ruderne duggede over varmen derinde og kulden udenfor. Men der var intet for ham at finde i dag. Ingen ventede ham derinde.

Lyden af glade stemmer forstummede, da Aria Estelle lød døren til De Tre Koste glide i bag sig. Hvis det gik, som hun ønskede, ville dette blive hende sidste besøg på denne kro i lang tid. Tanken fik hende til at vende sig om, og kaste et sidste blik på døren, inden hun igen vendte sig og begyndte at bevæge sig væk. På det seneste havde tingene ændret sig. Hverdagen var begyndt at være ensformig og kedsommelig. Hun vidste godt, at det var på tide at finde et nyt sted, selvom hun endnu kun havde været her få måneder. Men inden hun bare kunne pakke sammen og rejse, var der ting, der skulle klares. Det var også derfor, at hun lige nu bevægede sig hen ad hovedgaden. Hun havde kun ét bestemt mål, på denne halvkølige forårsdag. Hun trak kappen tættere om kroppen, som hun lod øjnene søge hen over de mennesker, der ligeledes havde bevæget sig udenfor. Det var tydeligt, at de fleste havde valgt at søge tilflugt i varmen. Noget Aria også hurtigt fortrød, at hun ikke havde gjort, da hun mærkede den blide brise i nakken.

Theodor trak hætten på sin kappe op, idet vinden tog til. Han havde snart nået sit mål, da huset med lejligheden rejste sig over ham. Skyggerne faldt over hans ansigt og det tyndede ud i mennesker omkring ham. Han bed tænderne lidt sammen og forberedte sig på, at skulle gå ind i det hjem, som engang havde været Ferdinands og Aria Estelles.
Han løftede nakken da han stadig kunne se hele husets facade og betragtede det. Der var ingen lys at se fra vinduerne på 1. sal, så han gik ud fra, at der måtte være tomt deroppe. Det ville det selvfølgelig være. Ferdinand var der i hvert fald ikke. Og guderne måtte vide, hvor Aria befandt sig i verden.
Det gav et sug af længsel i maven på ham, af at tænke på hende. Det var så længe siden og den lille by her, frembragte så mange minder i ham. Ikke desto mindre var det ikke derfor han var her. Han lagde en hånd imod døren foran sig og gjorde klar til, at skubbe den op, så han kunne få ordnet sit ærinde.

Aria satte farten yderligere op, da hun for anden gang mærkede et vindpust i nakken. Hun bemærkede ikke længere de mennesker, der passerede hende, men var derimod kun opsat på én ting; At komme hjem til sig selv. Væk fra kulden. Fra det hele.
Da hun nåede indenfor synsvidde af det hus, hvor hende og Ferdinand for en kort stund havde boet i en lejlighed, kunne hun ikke lade være med at sagtne farten lidt, og betragte husets facade. Det var ikke ret tit, hun tog denne vej hjem.
Det var først, da hun stod et par meter fra døren ind til opgangen, at hun opdagede den anden person, der stod og betragtede facaden, præcis som hun selv lige havde gjort. Og med ét stoppede hun op. Fuldstændig paralyseret. Som hun stod nu, kunne hun se personen fra siden, og bare det var nok. Det kunne da ikke passe, kunne det? Det måtte være en anden, der lignede. For hvad skulle han dog lave her? Alligevel fik hun, efter i lang tid blot at have stået, fremstammet et enkelt ord; ”Theodor?” Ordet forlod hendes mund i en spørgende tone, trods hun slet ikke var i tvivl om, at det var ham.

Et vindpust slog kappens hætte ned og en duft fyldte hans næsebor, så han stoppede op og lukkede øjnene, mens velkendte følelser nagede i hans brystkasse. Han drejede hovedet imod det sted vinden havde blæst fra og hans øjne åbnede sig langsomt igen, hvorved hans blik automatisk faldt på den unge kvinde. Den velkendte skikkelse. Hun havde ikke ændret sig meget de seneste par år, på trods af, at tiden var gået. Hun var måske en anelse blegere og så mere træt ud, end han huskede hende og havde lagret billederne af hende i sit hoved, men der var ingen tvivl om, at det var hende. Hans hånd hvilede stadig imod døren mens han tøvede. Det her havde bestemt ikke været meningen.
Han vendte blikket væk fra hende, skubbede døren op til huset og skyndte sig indenfor for at lade hende bag sig. Skubbe de velkendte tanker om hende, tilbage i sin underbevidsthed, hvor de hørte hjemme. Hvor han havde skjult hende de seneste par år.

Da han vendte hovedet mod hende, fik hun en gang for alle bekræftet, at det var ham. På trods af, at det var længe siden, hun havde set ham, var forandringen ikke stor. Han lignede sig selv. Da hun kort mødte hans blik, gik det op for Aria, hvor meget hun egentlig havde savnet ham, selvom hun havde forsøgt at benægte det. Savnet var dog ikke det eneste, der fyldte hende. Vreden vældede også op, så den lå og ulmede lige under overfladen. Hun havde ikke hverken set eller hørt fra ham i utrolig lang tid. Han havde ikke engang besværet sig med at sige noget, inden han forsvandt. Han havde bare været væk lige pludselig. Det var også derfor, hun valgte at følge efter ham, da han blot ignorerede hende og skubbede døren ind til opgangen op. Hvad skulle han her? I den opgang, hvor Aria og Ferdinand havde boet. Aria rynkede panden ganske let, da hun hørte døren gå i bag sig. ”Theodor,” sagde hun. Denne gang ikke spørgende, men derimod insisterende.

Han var nået halvvejs op ad trapperne, da hendes stemme lød bag ham og han gik i stå midt i et skridt. Han kneb øjnene sammen og bøjede hovedet imod gulvet, før han fortsatte opad. Hun måtte ikke distrahere ham. Ved første sal stoppede han op foran døren ind til lejligheden og med sin stav brød han den op med lethed. Han kunne høre hende på trapperne, idet han tvang døren åben og trådte ind i den forladte lejlighed. Igen vældede minderne op i ham, idet det var her han havde kysset hende for første gang. I dette rum havde han fortalt hende hvordan han havde følt og...
Han knyttede sine næver og fokuserede på sin opgave. *Tag dig sammen Theo!* lød en stemme i hans hoved, mens han så sig om. Et slør af ligegyldighed var gledet over hans ansigt og hans muskler var spændte, mens han gik i gang med at søge. Ferdinand havde sagt den skulle være her. Et eller andet sted her i lejligheden.. Hvorfor kunne den nar ikke have været mere specifik?

Stadig ingen reaktion. Hun betragtede ham gå op af trappen og for hvert trin han kom op, voksede lysten til at vende omkring og forsvinde. Han var jo forsvundet en gang, og han ville sagtens kunne gøre det igen, så måske det bare var bedst, hvis hun lod fortid være fortid og gik igen? Alligevel fik det faktum, at han ignorerede hende på det groveste, hende til at træde op på det første trappetrin. Aria hadede at blive ignoreret. Og desuden måtte det være vigtigt, det han skulle, når han nu opførte sig sådan. Hun fortsatte op af trapperne, til hun nåede den lejlighed, Ferdinand og hende havde boet i. Døren stod endnu åben, efter Theodor havde bevæget sig derind. Dog blev Aria ved døren. Hun lænede sig op af dørkarmen, lagde armene over kors og gav sig til at studere ham og hans handlinger. Det var tydeligt, at han ledte efter noget. Men hvad? Så vidt Aria kunne se, boede der ikke lige nu nogen i lejligheden. Den var i hvert fald ret tømt for diverse tegn på liv.

Der var meget få møbler i rummene og lejligheden bar tydelige præg af, at være ubeboet. Det var som sådan godt nok, for alt han havde brug for var rummene. "Accio" mumlede han, men intet skete og han var også allerede fra starten klar over, at det ikke ville lykkes så let. Han vær klar over, at han blev betragtet, men hvis han gav efter nu, ville han ikke lykkes i at finde hvad han søgte og opgaven var vigtigere. Han var nødt til, at fuldføre den.
Et bræt knirkede under hans sko og han stoppede brat op ved lyden. Uden at kaste et blik på Aria i døråbningen, satte han sig ned på hug og rev gulvbrættet op med hænderne. Tomt. Det ville også have været for let, hvis den havde ligget og ventet på ham der. Det ville ligne Ferdinand meget dårligt at skjule noget så åbenlyst et sted.
Fortsat søgende, ledte han i køkkenskabene og søgte efter skjulte rum bag dem. Han var hele tiden bevidst om, at han blev betragtet og hans tanker strejfede indimellem tilbage til den dag de sidst havde været sammen her i lejligheden.
Med et stødte hans fingerspidser på en knast bag en bogreol og han mærkede grundigere efter, sikker på at det ikke havde været hans fantase.

Aria betragtede alle hans bevægelser. For første gang længe, hørte hun hans stemme, da han forsøgte sig med Accio. Hun så, hvordan han rev et guldbræt op. Hvordan han gennemsøgte køkkenskabe, ja, i det hele taget hvordan han gennemsøgte hele lejligheden, inden han stoppede op ved en bogreol, som om, han havde fundet det, han ledte efter. Hun anede stadig ikke, hvad det var, og egentlig havde hun flere gange overvejet bare at gå. Men alligevel fik nysgerrigheden til at blive. Hvis han var brudt ind i denne lejlighed for at finde noget, måtte det vel være vigtigt. Hun havde dog ingen intentioner om hverken at hjælpe ham eller at henvende sig til ham igen. Dét løb var kørt.
Gensynet med lejligheden havde bragt hendes minder om deres sidste møde tilbage. Minder hun ellers troede, hun havde lagt bag sig vældede op i hende. Det var også grunden til, at hun nu rettede sig op, lod armene falde ned langs kroppen, inden hun kastede et sidste blik på Theodor, for derefter at vende sig mod trapperne igen, så hun kunne komme væk herfra.

Den lille kasse passede ind i håndfladen på ham og han rev den til sig med unødvendig voldsomhed, så reolen væltede til gulvet med et hårdt brag. Hurtigt fik han den gemt væk i sin lomme og vendt blikket imod Aria, som stod i døren. Hans intention var at bruge obliviate imod hende, så hun ikke ville huske, at han havde været der. Ingen måtte vide det. Og især ikke hende.
Istedet for hendes ansigt, mødte han dog synet af hendes ryg, idet hun var på vej ud ad døren. I et øjeblik overvejede han sine muligheder. Skulle han stoppe hende? Eller var det smartere at lade hende gå, nu hun alligevel ikke vidste hvad det var han var kommet efter?

Hun havde ikke taget mere end et par skridt, da et højt brag lød, hvilket fik hende til at spjætte ganske kort. Hun snurrede straks omkring, velvidende at Theodor var skyld i braget. ”Opfør dig ordentligt i andres hjem.” Snerrede hun, da hun igen var synlig i døren, og derfra kunne se, at braget højst sandsynligt skyldtes bogreolen, der nu lå væltet på gulvet. Endnu en gang snurrede hun omkring. Hun bevægede sig ned af trapperne, stadig med irritationen voksende indeni. Ikke nok med, at Theodor havde ignoreret hende fuldstændig, så lod han også til at have mistet al respekt for andres ting. Hun var ikke længere interesseret i at vide, hvad han skulle, men derimod kun interesseret i at komme væk fra ham.

Hans læbe trak sig op i et let og skævt smil, som kunne minde om dem han engang altid bar. Dog nåede dette ikke til hans øjne. De var kolde og virkede nærmest tomme, mens han så efter hende. Ikke desto mindre kunne han ikke forhindre minderne om hende, i at snige sig ind, nu han atter blev mindet om al den tid de havde tilbragt sammen. Hun havde været hans bedste veninde i mange år. Hun havde været den person, som havde vækket hans følelser til mere end blot ren og skær respekt.
Med kassen i lommen fulgte han efter hende ud i trappeopgangen. Et eller andet ved hendes ord havde vækket trangen i ham, til at.. Ja, til hvad vidste han ikke, men han kunne ikke lade hende gå. Hvad det så ville ende med, vidste han endnu ikke.
"Og det skulle komme fra dig". Det svage smil spillede stadig om hans læber, mens fraværet af varme i hans stemme og øjne, var det mest påfaldende ved ham. Han holdt stadig sin stav i hånden og den pegede skødesløst på hende.

Lyden af hans stemme, der rent faktisk sagde mere end blot en besværgelse, fik hende til at stoppe op. Midt på trappen vendte hun sig op, og så op på ham. Hun havde ikke set ham i over et år, og det første, han valgte at sige til hende, var simpelthen en beskyldning? ”Beskylder du mig for ikke at have respekt?” Uden at tænke over det, trådte hun to trin længere op, uden at fjerne blikket fra ham så meget som et sekund. Hendes øjne viste ingenting. De var tomme og kolde, som Arias øjne oftest var. Efterhånden fortrød hun, at hun havde taget denne vej hjem. Hvis hun blot havde taget den sædvanlige, eller var gået fra kroen et enkelt minut senere, havde hun aldrig mødt Theodor. Hun ville aldrig have spildt sin tid her. Hun så afventende på ham. Forsøgte vel at se bare et enkelt glimt af den dreng, der engang havde været hendes bedsteven. Men hans øjne viste ikke længere tegn på liv, og læberne viste ikke tegn på et smil. Intet.
Det næste hun bemærkede var hans stav, der pegede mod hende. Alligevel trak hun ikke sin egen frem fra lommen på kappen.

Han fnøs indigneret og fik større lyst endnu, til at provokere hende. "Come on, Aria. Respekt er noget du aldrig har besiddet", sagde han køligt og trillede tryllestaven imellem sine fingre, mens han betragtede hende med et overlegent smil. Nu han havde fået munden på gled, faldt det ham naturligt, at fortsætte med at stikke til hende. Han kendte hende bedre end de fleste. Eller havde gjort i hvert fald og fortiden kunne man ikke ændre på. Han var sikker på, at den Aria han engang havde kendt, stadig var en del af den pige han nu stod overfor. "Selvcentreret..." kommenterede han stikkende, fordi han vidste den ville ramme hende. Bare det at bemærkningen kom fra ham..

Aria reagerede ikke på hans svar. Han havde ret. Respekt var ikke noget, hun nogensinde havde haft. Og bare dét, at han kendte hende godt nok til at vide, at det gjaldt i alle tilfælde, gav hende lyst til at forsvinde ud af døren uden et ord. Væk fra alt det her. Alle minderne om det forhold, de engang havde haft, gjorde mere ondt, end hun havde forventet.
Et enkelt, lille ord var alt, der skulle til for at slå det fast. Det her var ikke den Theodor, hun havde kendt. Han ville have vidst, hvor såret hun ville blive over at høre lige netop dét ord. Og så fra ham. Hun åbnede og lukkede den højre hånd igen og igen. Selvom trangen til at gå var vokset yderligere nu, tvang hun til sidst sig selv til at gribe hårdt fat om gelænderet og bevæge sig op af de resterende trapper, så hun nu stod foran Theodor, ved døren til lejligheden. ”Selvcentreret? Også i den grad. Og ved du hvad? Det nedlægger mænd på stribe.” Hun var trådt et skridt tættere på ham og nærmede sig nu lejligheden. Et lille, tilfredst smil spillede kort om hendes læber, men det nåede slet ikke øjnene, der stadig bar præg af, hvor såret hun var blevet over hans lille kommentar.

Han kneb øjnene let sammen, idet hun ændrede retning og istedet kom tilbage op ad trapperne. At hendes ord var ment som en provokation, var nok ret sandsynligt og han overvejede dem, mens hun gik forbi ham, tilbage ind i lejligheden. Selvom hun passerede kun en halv meter forbi ham, foretog han sig ikke noget. På trods af, at han i løbet af de seneste par år var blevet oplært i, hvordan kan skulle true, bestikke, intimidere og overtale folk til, at gøre som han ville, så foretog han sig ikke noget med Aria nu. Simpelthen fordi han var i åben krig med sig selv om, hvad han gerne ville. Duften af hende, spillede atter om hans næsebor og han blev endnu engang revet ud af sin nye identitet og placeret tilbage i samme person, som han engang havde været. Dengang han kendte hende og havde holdt af hende. Dengang han havde vidst præcis hvordan han skulle gøre, når han skulle trøste hende, for eksempel.
I den skikkelse, lod han sig provokere af hendes ord. For en kort stund havde hun været hans. Hun havde overgivet sig til ham, trods sin forbandede stolthed og i det øjeblik, havde han vidst, at de kunne være lykkelige sammen. Nu var det alt sammen fortid og tanken om alle de mænd hun siden, havde haft snoet rundt om sin lillefinger, fik ham til at bide tænderne sammen, så kæben blev anspændt. Det var et held hun havde ryggen til ham, så hun ikke så den reaktion, for snart efter genvandt han sin selvkontrol og beherskelse og grebet om hans stav løsnedes, så dens spids atter var rettet imod hende. Selv var han fulgt efter hende ind i lejligheden. Hvorfor vidste han ikke. Det ville være langt smartere at komme afsted. Forlade det her sted og hende, så hurtigt han kunne. Lægge det bag sig, som han allerede havde gjort en gang før..
Køkkenet virkede så meget mindre nu, end han syntes det havde været for år tilbage. Hun befandt sig i den anden ende af rummet, men alligevel virkede det som om hun var alt for tæt på. "Det lyder som om du har moret dig", lød det ildevarslende fra ham, mens hans kolde, hårde blik hvilede på hende og ikke afslørede en brøkdel af den fortrydelse han følte over tabet af hende.

Hun var endnu ikke helt klar over, hvorfor hun havde valgt at bevæge sig op til lejligheden igen, i stedet for bare at fortsætte ned og væk herfra. Men hun havde trods alt savnet Theodor og nu, hvor han endeligt sagde noget til hende, havde hun ikke lyst til at gå. Selvom det var tydeligt, at det ikke var den samme Theodor, der var kommet tilbage. Og hvis hun endelig skulle blive, var det langt mere sikkert at opholde sig i lejligheden, i tilfælde af at han skulle skyde en besværgelse efter hende, ville der være større risiko for at falde på trappen.
Hun lagde afstand imellem dem, da hun bevægede sig hen i den fjerneste ende af køkkenet. Aria lænede sig op af køkkenbordet, der så så underligt alene ud, når resten af rummet var helt tomt. Først nu fiskede hun sin tryllestav frem fra kappens lomme, og gav sig til at trille den mellem to fingre. Hun regnede ikke med at få brug for den lige nu, men det foruroligede hende alligevel lidt, at han stod med sin pegende mod hende.
”Det har jeg også. Lige indtil nu.” Hun fjernede ikke blikket fra ham så meget som et sekund, da hun sagde det. Ansigtsudtrykket afslørede ligeledes ikke noget om, at savnet, hun havde følt til ham, var ved at kvæle hende indefra.
”Hvad laver du her?” Hun havde villet spørge lige siden hun så ham. For hvad lavede han mon her? Man skulle da tro, at han var kommet videre, når der næsten var gået tre år. Aria tog staven over i den ene hånd, og lod den glide ned langs siden, mens hun så afventende på ham. Ville hun få et svar?

Han forholdt sig i ro, men dog på vagt. Han forventede ikke, at Aria kunne overraske ham - han havde altid været dygtig duellant - men det blev man også kun af, at holde fokus. Alligevel blev han opslugt af hendes ord.
Det virkede surrealistisk at tale med hende igen. Hun havde været ude af hans liv og hans tanker i så lang tid nu, at han havde glemt hvordan han plejede at have det, når han tilbragte tid sammen med hende - Han havde glemt den måde hun kunne forundre ham og tryllebinde ham på.
"Du skulle bare vide", sagde han lavmælt, stadig med blikket hvilende på hende. Det var ikke noget han mente. Faktisk ville han for alt i verden holde de informationer fra hende. Det havde aldrig været hans hensigt at blive konfronteret med sin fortid og slet ikke på denne måde. Det bragte for meget af hans gamle jeg op i ham. Den Theodor som ikke ville kunne gøre alt det han allerede havde gjort. Som aldrig var nået hertil, hvor han var i dag.
De metoder han havde taget i brug, ville hun væmmes ved og når han som nu, stod konfronteret med hende, var han selv tilbøjelig til, at vende tilbage i de tankemønstre. "Du har ikke forladt Hogsmeade, ser jeg?", konstaterede han og på trods af, at han ikke udtrykte det, ville han gerne have hende til at fortælle om grundene.

Hun betragtede ham indgående. Forsøgte at finde frem til, hvad det var, der var anderledes ved ham. For et eller andet var der, men uanset hvor meget hun så på ham, kunne hun ikke finde frem til, hvad det var. Til sidste endte hun bare med at slå blikket væk fra ham. I stedet bed hun mærke i, hvordan han ganske elegant undgik at komme med ordentligt svar på hendes spørgsmål.
Hun lagde hovedet på skrå og så et øjeblik på ham, inden hun rystede ganske svagt på hovedet. ”Du har aldrig været ret god til at komme med ordentligt svar, ved du godt det?” Det faktum, at han tydeligvis ikke ønskede at fortælle hende om det, gjorde hende bare endnu mere nysgerrig.
Alle minderne, der skyllede ind over hende, nu, hvor hun igen stod ansigt til ansigt med Theodor, den eneste dreng, hun rent faktisk havde tilladt sig selv at falde for, var efterhånden begyndt at give hende kuldegysninger. Det var gode minder, men de hørte ikke længere til i hendes hverdag. Han hørte ikke længere til i hendes hverdag.
”Nej, det har jeg ikke.” Svarede hun på hans spørgsmål, inden hun krydsede rummet, og begav sig i retning mod ham og dermed også døren. ”Jeg har ikke tid til dette. Du må hygge dig, Theodor.” Ordene blev sagt i det hun bevægede sig forbi ham for at komme hen til døren, og væk fra denne lejlighed.

Et svagt smil bekræftede hendes ord. Han var skam udmærket klar over, at han var glat som en ål, når man ville udfritte ham for detaljer. Mest af alt, fordi det morede ham at have hemmeligheder. Især når han vidste at folk var nysgerrige. Men Aria havde altid været anderledes på det punkt. Hun kunne undertrykke sin nysgerrighed helt og aldeles og hun kunne lade som om det ikke rørte hende en millimeter. Oftest gik det sådan, at hun fik overbevist sig selv om det samme også og det var noget af det mest irriterende.. At hun ikke bare kunne give ham den tilfredshed, at vise interesse. Nej. Hun ville aldrig nedlade sig til at virke interesseret i noget, med mindre hun var sikker på, at blive indviet i det.

Han så hende forsvinde ud igen. Den kortvarrige genforening havde taget pusten aldeles fra ham, og især overraskelsen over at se hende igen, havde overvældet ham. Han gjorde ikke noget for at stoppe hende, for hvad skulle han gøre? Og var det ikke også sådan her han helst ville have det? Var han ikke netop interesseret i, at se hende gå?

På trods af, at han bildte sig selv alle disse ting ind, var der alligevel en hul og tom fornemmelse i brystkassen på ham, da han lænede sig tilbage imod køkkenbordets bordplade og lukkede øjnene i et par sekunder.