First Thing First

Tid: Klokken var 14, da de blev lukket ind, men Theodor har ingen fornemmelse af, hvor længe de har befundet sig i rummet.
Sted: Boksen (Simulationsgenerator i hovedkvarteret, hvor det er muligt at træne duellering og fysik).
Omgivelser: Hvide vægge, bag hvilke boksens besøgende kan observeres af tilskuere. Rummet er stort og tomt og afgiver ekko ved den mindste lyd.
Vejr: Umuligt at bestemme når man befinder sig i simulatoren, men Theo registrerede gråvejr, inden han trådte ind. Temperaturen i rummet er behagelig.
Beklædning: Hvid t-shirt, sorte jeans og gummisko.

Theodors blik fulgte væggen rundt i det hvide rum, der på inderside ikke afslørede sin transparente overflade. Han var sikker på, at de blev iagttaget nøje fra den modsatte side, præcis som han selv og Ferdinand var blevet i begyndelsen. Dengang havde det været spændende at skulle imponere ordenens medlemmer med deres evner, men nu var det en anden sag. Der var ingen bonus forbundet med denne session. Imponerede Aria, ville hun blive tvunget til at fortsætte sin træning. Gjorde hun ikke, ville det betyde likvidering for dem begge.
Theo havde ikke set Ferdinand siden han selv var vendt tilbage fra Hogsmeade og han vidste ikke om hans storebror var klar over de problemer han havde rodet sig ud i. Om det hele kunne få konsekvenser for Ferdinand var der heller ikke nogen, der havde afsløret for ham. Det kunne dog bestemt ikke afvises. På den anden side var Ferdinand en dygtig agent og Gastro ville sikkert ikke synes om at miste ham. Om han så var klog nok til at indse, at Ferdinand næppe ville forblive loyal, hvis noget skete Theo og Aria, var et helt andet spørgsmål.

Theodor havde ikke haft mulighed for at tale i enrum med Aria, siden Gastros ordre til at lade hende optræne, så han var ikke klar over, hvor han havde hende i hele dette spil, eller om hun var klar over, hvor store problemer de begge befandt sig i. Nu havde han imidlertid chancen. Han vendte sig mod hende og gik nærmere med langsomme skridt. Hun var bevæbnet med sin tryllestav, præcis som han selv, men personligt havde han ingen intentioner om at angribe. "De forventer at vi duellerer", forklarede han og betragtede hende vagtsomt, inden han fortsatte. "Det hele gik så hurtigt på kontoret.. Er du blevet informeret om forventningerne til dig?", spurgte han og stoppede op en meter fra hende. Hans skuldre var anspændte, for han vidste at deres bevægelser blev fulgt nøje. Dette var en af grundene til, at han ikke vovede at røre hende. Men også kun én af grundene. Han var ikke sikker på hvordan hun ville reagere. Var hun vred over at være blevet trukket med ind i dette spil? Theo kunne ikke forestille sig andet. Hans eneste håb var, at det endnu ikke var gået helt op for hende, hvor alvorlig situationen var, og selv hvis det var tilfældet, var det kun et spørgsmål om tid.

Han betragtede hendes mandelformede øjne og udtrykket i dem. Hun lignede fuldstændig den unge kvinde han gennem sine sidste år på Hogwarts, havde forelsket sig i. Hun havde stadig det samme bølgende lyse hår og sin ranke holdning, som aldrig helt forlod hendes krop. Et lille smil sneg sig ind over hans mundvige ved tanken om de forgangne tider og hans blik genfandt hendes.

Vreden havde efterhånden et godt tag i hende. Som altid var det ikke til at spotte gennem hendes ydre - en af de bedre ting, hendes farmor havde lært hende; at undlade, at vise følelserne. Hendes tanker kredsede om Theodor. Hvor han få år forinden havde fyldt hendes tanker af helt andre grunde, handlede det nu primært om hvordan han var skyld i at hun stod her. Men på trods af dette, håbede hun stadig på måske at se et glimt af den Theodor, hun kendte. Håbede på at finde en grund til ikke at ønske, at gøre ham ondt.
Igen blev de sendt ind i et andet rum. Dette var større, der var ingen møbler og Aria kunne hurtigt regne ud, hvad dets formål måtte være.

Selvom der i øjeblikket ikke var ret mange ting, Aria vidste med sikkerhed, var hun slet ikke i tvivl om, at hun ikke ønskede at være en del af dette, uanset om det betød at hun mistede Theodor eller ej.
Blandt tingene hun vidste var også, at de ikke var alene - ganske vist var de alene i det nye rum, men hun var klar over, at hver eneste af deres bevægelser blev nøje overvåget. Hendes indtryk var, at alenetid hørte til sjældenhederne, var man en del af foretagendet. Derfor overraskede det hende også, da Theodor bevægede sig hen imod hende - og tilmed snakkede til hende. Hun trådte helt automatisk et skridt tilbage, jo tættere han kom på.

Hun lod sig ikke genere af, at de ikke var alene, da hun svarede; "Forventninger eller ej, er jeg klar over, at likvideringen kun er afværget midlertidigt, selv hvis jeg føjer dem. Det vil ikke tage dem lang tid, at finde en ny undskyldning for at slå mig ihjel," snerrede hun som svar. Aria havde aldrig brudt sig om at andre skulle bestemme, hvad hun skulle gøre - slet ikke, når hun intet fik igen for at gøre noget bestemt. Af samme grund, havde hun ikke tænkt sig at angribe Theodor.
"Hvis min beslutning så betyder, at du også dør, er det i virkeligheden ikke mit problem," fortsatte hun og trak på skuldrene. Han havde alligevel selv fået rodet sig så langt ind i dette, at Aria havde svært ved at se en udvej for ham, der ikke ville være ensbetydende med hans død.

At hun tog et skridt baglæns, fik ham til kortvarigt at se ned i gulvet. Han måtte forvente dette. Det kunne ikke overraske ham sådan, at hun ønskede afstand imellem dem. Alligevel kunne han ikke undertrykke lysten til at ville være i nærheden af hende, så længe hun var her; midt i løvens hule og i alvorlige problemer. Selvfølgelig ville han ikke kunne beskytte hende, hvis nogen besluttede at hun ikke kunne bruges alligevel, men det forhindrede ikke hans instinkter i at ville træde til. En fysisk nærhed gav ham i det mindste en fornemmelse af, at kunne lægge sig imellem, hvis nogen gjorde mine til at ville tage hende væk derfra.
Det var foruroligende hvor hurtigt han faldt tilbage i gamle vaner, når det kom til hende. I det mindste i sit eget hoved. Men der var heller ikke nogen grund til at skjule deres relation for Gastro. Han havde længe gennemskuet dem, for ellers havde Aria ikke stået hvor hun nu stod.

"Auch" mumlede han ved hendes ord, men smilede alligevel på grund af hendes velkendte spydighed. I det mindste var den uændret og det var sandsynligvis en passende indstilling, taget situationen i betragtning.
"Hør", sagde han lavmælt. "Det var ikke min mening at involvere dig i dette..". Han holdt hendes blik i nogle øjeblikke før han fortsatte. "Ordenen har ingen interesse i at slå gode folk ihjel. Vi er mere værdifulde, hvis vi er i live", forklarede han og kastede et blik mod glasset, mens han håbede at han havde ret i sin antagelse. Sandt at sige kunne han ikke rigtig vide det. "Du er en dygtig duellant. Du vil kunne nå langt i ordenen". Hans ord var mest til ære for Gastro og han håbede Aria fangede hentydningen, ved hans kastede blik mod væggen. Dette var et skuespil. Selv var han blevet god til det og det var hele tiden blevet lettere. Samtidig kunne han have svært ved at skelne hvornår han var sig selv og hvornår han var agent O'Wilbert i ordenen, men Aria havde mindet ham om sin fortid og sit ansvar. Spørgsmålet var nu, om hun var villig til at gå på kompromis for deres liv, eller om hendes æreskodeks nægtede det?

Hans hånd strejfede hendes et kort sekund, mens han henkastet spurgte om hun var blevet rusten siden de sidst havde duelleret. Efter sit spørgsmål trådte han et skridt tilbage, som signal til hende om duellens igangsættelse. Med hævet stav kastede han sig ud til side i en undvigelse, mens han kastede en disarmerende besværgelse i hendes retning.

Aria modstod fristelsen til at træde tilbage, da han igen kom tættere på. Hun var hverken bange for ham, eller frygtede at han ville angribe uden varsel, men derimod vidste hun, hvor meget sværere det ville være at stå fast, hvis hun først tillod ham at komme for tæt på én gang.
Hun rystede ganske svagt på hovedet, da han fortalte hvordan det ikke havde været hans mening at få hende involveret. Mange ting kunne man sige om Theodor, men dum havde han aldrig været, hvorfor Aria havde svært ved at tro på, at han ikke havde overvejet hvordan dette ville påvirke alle hans bekendtskaber - hvis han da havde nogen tilbage.

Der gik et øjeblik før det gik op for hende, hvad årsagen til hans snak om hendes evner var - det var først da hun så, hvordan hans blik søgte glasset i den anden side af rummet. Hun svarede ham ikke, gjorde ikke andet end at betragte ham. Hun vidste ikke, hvad han skulle sige. Fortælle ham, at han ikke havde ret? Selvom hun ikke havde ret meget tilovers for hele denne gruppe, havde hun ikke tænkt sig skyde sig selv i foden ved at offentliggøre for dem alle, hvordan hun ikke håndterede dueller lige så godt, som hun tidligere havde gjort.
Hans næste kommentar ramte derfor plet, selvom hun godt kunne høre, den var ment i sjov. Et øjeblik mindede han hende endda om den Theodor, hun havde kendt og holdt af.

Besværgelsen han sendte i hendes retning var hun derimod forberedt på og den ramte derfor ikke plet. Der gik ikke længe før hun sendte en tilbage i hans retning. Først nu gik det op for hende, hvor meget mere tryg hun følte sig, nu hun havde fået sin stav igen.

Theodors opgave var at udstille Arias bedste egenskaber, for tilskuerne. Han var klar over at deres overlevelse afhang af, om Aria kunne imponere ordenens øvrige medlemmer, men det var ikke nogen let opgave, når han ikke havde haft mulighed for at tale med hende først. Deres eneste chance var, hvis Aria blev vred på ham. Så vred, at hun rent faktisk havde lyst til at gøre ham ondt, for hvis ikke det skete, ville hun ikke kunne samle sig om opgaven.
Han havde set det masser af gange. Træningen startede altid på samme måde og som regel vidste folk hvad de gik ind til og havde en ambition om at imponere. Den eneste motivation Aria havde, var at redde sit eget liv - noget som krævede, at hun troede på, at det ville kunne lade sig gøre.

Lokalet var beskyttet således, at man hverken kunne transferere sig ud eller ind, men forblev man indenfor rummets vægge, kunne man uden problemer transferere sig rundt. Dette var selvfølgelig en ting Aria endnu ikke var klar over, men det ville hun snart blive.
Theo dukkede sig for hendes besværgelse, forsvandt på stedet og dukkede op lige bag hende, med en hånd om hendes strube og sin stav mod hendes hals. "Død", sagde han lavmælt og slap hende så og på ny lagde afstand imellem dem.
Det var en dans Theo altid havde nydt. Overraskelsesmomentet i de hurtige træk og modstanderens reaktioner, fik adrenalinen til at pumpe i hans blod.

Selvom Aria var sikker på, at Theodor handlede i et forsøg på at hjælpe hende, kunne hun ikke slippe følelsen af, at de begge var små brikker i et større spil. Som marionetdukker blev de styret med fast hånd af Gastro. Men i modsætning til Theodor, der tydeligt havde accepteret dette nye liv, nægtede Aria at lade sig styre på den måde. Hun var ingen dukke.

Så snart hans greb om hende var sluppet og hun ikke længere kunne mærke hans stav mod hendes hals, gav hun slip på hendes egen. Den ramte gulvet få sekunder efter. "Jeg beklager," ordene var rettet mod Theodor og ligeledes var hendes krop i samme øjeblik. Derefter vendte først hendes blik og dernæst hendes krop sig mod en tilfældig væg i rummet. "Hvis I ønsker at skille jer af med mig, vil jeg foretrække at I selv gør det hårde arbejde." Stemmen var stålfast og hun rykkede sig ikke ud af stedet. Selv døden ville i Arias øjne være bedre end at lade andre styre hende. Det tillod hendes stolthed hende ikke.

Fortrydelsen spillede kortvarrigt i hans øjne, inden masken atter var på plads på Theodors ansigt. Hendes stav ramte gulvet med et smæld der gav ekko mod rummets loft og vægge. Der var stille nogle sekunder, mens Theodor lod sine egne arme falde slapt ned langs siden. Hans hjerne derimod arbejdede på højtryk for at finde på en løsning. Det havde været risikabelt at lade sig selv stå inde for Arias videre adfærd, især når han kendte hende godt nok til at vide, at hun var totalt uforudsigelig. Han havde troet hun ville havde bemærket situationens alvorlighed og måske havde hun også det, men hun havde handlet stik imod enhver fornuft, når det gjaldt overlevelse. Hvad der nu ville ske var umuligt at gætte og Theodor accepterede sin position og afventede ordrer. Selv kendte han ikke Gastro godt nok til at vide hvad manden kunne finde på. Det var trods alt første gang Theo selv havde mødt manden og hans indtryk indtil videre, var foruroligende.

Væggen foran dem åbnede sig og tillod dem at træde ind i et sidegemak til træningsrummet. Theodor rankende sig og gik mod indgangen. Ved Arias side lagde han en bestemt men også beroligende hånd mod hendes ryg, for at lede hende med sig. I rummet var langt flere mennesker samlet, end Theodor havde forestillet sig. Hekse og troldmænd i mørke gevandter og med alvorlige ansigter, alle med blikket rettet mod Aria og Theo, som de trådte indenfor. Gastro afbrød den lavmælte summen, der automatisk forstummede idet han begyndte at tale: "Noget imponerende show var det jo ikke. Miss Chantell, det er tydeligt at du ikke ønsker at samarbejde på mine præmisser, men hvad er du så interesseret i? Du må forstå det er umuligt for dig at forlade dette sted uden min tilladelse og den får kun de der har min tillid". Han tav og betragtede hende. Theodor værdigede han ikke et blik, og Theo lod langsomt sin hånd falde ned langs siden igen. Han vurderede at en forbindelse mellem ham selv og Aria kun ville forringe hendes chancer for at klare sig ud af problemerne, skønt det efterhånden virkede urealistisk.
Ferdinands ansigt var at se under en hætte blandt folkemængden. Hans øjne fangede Theodors et øjeblik og de udvekslede bekymrede blikke. Ferdinands tilstedeværelse gav Theo en følelse af ro tilbage og mens Gastro gav Aria tid til at besvare spørgsmålet, begyndte han at analysere sine omgivelser, for at udtænke en udvej.

Fra barnsben havde hun lært, at hun ikke skulle vise sine følelser. I årenes løb var hun også blevet så god til det, at hendes farmor flere gange havde udtrykt irritation over, at have lært hende det. Alligevel havde Aria ikke tidligere oplevet, at hun ikke kunne mærke følelserne. I denne situation følte hun dog ikke andet end irritation og vrede. Hverken bekymring, frygt eller nervøsitet var at føle. Til gengæld kunne hun mærke, hvordan adrenalinen nærmest fik hendes krop til at sitre. For første gang i lang tid, følte hun sig rigtigt levende. Dét var næsten nok til, at udfaldet af situationen var ligegyldig.

Hun fornemmede at Theodor ikke var tilfreds, da han lagde en hånd mod hendes ryg for at føre hende ud af det lille rum. Resolut bukkede hun sig ned og samlede staven op. Selvom hun ikke ville kæmpe, havde hun alligevel ikke lyst til at efterlade den. De mange mennesker udenfor lokalet overraskede hende; et kort øjeblik var det synligt i hendes ansigt. Hun vidste godt, at det planlagte show ikke skulle være uden tilskuere, men hun havde ikke forventet, at der var så mange. Hun rettede blikket mod manden, der talte. Han måtte være lederen. “Jeg er interesseret i at vide, hvorfor I kun måler folk på deres evner i kamp, når andre kvaliteter i mange situationer er lige så afgørende.” Hun fjernede ikke blikket fra ham. De fleste ville betragte hendes opførsel som et dødsønske. Men dødsønske eller ej, så havde Aria sjældent følt sig mere levende. Hun havde intet at tabe.

Theodors blik gled over de mange ansigter vendt mod dem. Hekse og troldmænd han ikke kendte. Fjendtlige ansigter. Han risikerede at komme alvorligt i fedtefadet. Måske var han det allerede. Arias ord var ikke helt dumme. Hun kunne sagtens vække en interesse hos Gastro på den måde, med til hvilken pris? Theo knyttede næverne. Han og Ferdinand havde altid holdt lav profil i ordenen. De vidste at deres plads var i periferien, så det var let at slippe ubemærket væk. Det Aria var i gang med, var at placere sig selv i rampelyset, lige under næsen på Gastro. Om hun selv vidste det, tvivlede Theo på og han og Ferdinand udvekslede endnu engang urolige blikke.

Gastro slog en buldrende latter op over Arias spørgsmål og blev fulgt at rummets iagttagere. Nogle af dem lo tydeligvis fordi de følte et pres på deres skuldre, men andre var lige så underholdt som Gastro selv.
"Du har været her i fem minutter, lille pige, og tror allerede du ved hvordan min operation fungerer?", spurgte han og blev med ét alvorlig igen, med en ildevarslende tone. Han holdt Aria neglet til stedet med sit blik og betragtede hende eftertænksomt. "Men hvis du har så høje tanker om dine andre kvaliteter, skal du være velkommen til at foreslå en alternativ afprøvning". Han smilede og ventede. Om han havde høje forventninger var svært at tyde, men uinteresseret var han ikke, det fornemmede Theo med sikkerhed.

Da latteren, der uden tvivl var ment som hån, forstummede, følte Aria sig lidt mere sikker. Han havde ikke blankt afvist det. Hans efterfølgende kommentar gjorde indtryk på hende. Han kaldte hende for en lille pige. Det var som regel et tegn på, at et ømt punkt var ramt, når folk gik over til den slags. Hvad havde Theodor rodet sig selv ud i? Og hvad havde han nu rodet hende ud i? Forsamlingen af mennesker alene i dette rum var stor, så Aria kunne kun forestille sig, hvor stor hele organisationen var. Hun følte sig et øjeblik fristet til at se sig omkring og finde Theodor i mængden. Hun kunne heller ikke have sat ham i den bedste position. Men hun forholdt sig i ro.

Aria var overrasket. Grænsende til chokeret over, at det havde virket. Hun havde vakt hans interesse. “De afprøves bedst i praksis,” pointerede hun uden at fortrække en mine. “Giv mig en opgave, så skal jeg vise, hvad jeg duer til.” Hendes øjne flyttede sig ikke fra Gastro så meget som et øjeblik. Forhåbentlig ville han være interesseret nok; om ikke andet, måtte han have en ubetydelig opgave, hun kunne forsøge at løse. Selvom hun efterhånden var ved at have dannet sig et indtryk af, hvilken organisation, han stod i spidsen for, lod hun sig ikke kue. Hun fornemmede desuden, at det ikke på nogen måde ville gavne hende, hvis hun begyndte at vakle nu.

Det ville ikke lykkes. Så dum var han ikke, Gastro. Det kunne han umuligt være.. Theo knyttede den ene næve og der skulle en kræftanstrengelse til, for at få den til at slappe af igen. Samtalen var nervepirrende at følge med i, i det mindste for ham. Bag sig kunne han imidlertid høre en gaben og det kunne tyde på, at tilskuerne begyndte at kede sig over aftenens underholdning. Gastros stemme trængte klart og tydeligt igennem med en bister mine, der ikke var fremmed for hans folk. "Tror du virkelig det skal lykkes dig så let?".. Men han blev afbrudt af en høj, mørk og slank kvinde, med sorte krøller og isblå øjne. Hun hviskede ham noget i øret og fæstnede så et koldt blik på Aria, mens hun tydeligt ventede på, at Gastro skulle udstede en ordre. Theos blik flakkede fra den ene til den anden. Gastro virkede ikke tilfreds, men så ud til at overgive sig. Måske skyldtes det, at han bemærkede utålmodigheden i forsamlingen. "Monéve". Det måtte være kvindens navn, men hun gav sig ikke og Gastros næste ord blev en befaling til at fjerne Aria.

Ferdinand forsøgte at signalere et eller andet, men Theodor kunne ikke opfange det i mængden af mennesker. Han måtte bare se til, mens Aria blev ført væk for næsten af ham. Hans storebrors hånd lukkede sig derefter hårdt om hans overarm. "Keep your cool", sagde han lavmælt og trak Theodor med sig til en anden udgang fra salen. Hvad der foregik var umuligt at sige.

Få minutter senere stod de i et kontor. Monéve, Gastros 3. kone, stod lænet op ad skrivebordet med armene foldet foran brystet. Aria var placeret i en stol ved siden af hende og Theodors blik afsøgte hendes ansigt, for at tyde om hun havde lidt skade. Kvinden, der åbenbart havde magten til at gennemtrumfe sin vilje, selv i så stor en forsamling, holdt de to brødre under skarpt opsyn. "Det er næsten synd. Så unge.. Spildt", konstaterede hun og bevarede øjenkontakten med Theodor i længere tid end han brød sig om. Han havde en fornemmelse af, at Ferdinand vidste hvad der foregik.

Aria rørte lidt uroligt på sig, da en kvinde kom ind og hviskede noget til Gastro, inden hun nærmest naglede Aria til stedet. Hvad skete der mon nu? Kort efter var der en, der greb fat i hendes arm og ledte hende fremad og ud af rummet. I modsætning til hendes ankomst, hvor hun havde været fanget, var dette greb let og hun kunne sagtens have revet sin arm fri, hvis hun havde haft lyst. Hun lod sig føre hen mod en stor trædør, er gled op som de nærmede sig. Kvinden befandt sig allerede i kontoret, da Aria blev gennet ind i rummet og hen til en stol. Kvindens smil var ikke til at tage fejl af; selvom hun havde reddet Aria fra forsamlingen og Gastros planer, var hun ikke en sammensvoren.

Det føltes som gik der en evighed, inden døren endelig gled op igen og Theodor og Ferdinand trådte ind. Aria fandt det meget mere intimiderende at sidde her med Monéve, der tydeligvis kunne kontrollere Gastro, end det havde været at stå foran hele forsamlingen udenfor. Et lettelsens suk forlod hendes læber, da Monéve i stedet rettede sit borende blik mod Theodor.
Hun gik dog ikke fri længe, før kvinden atter rettede sin opmærksomhed mod Aria, der sad på en stol ved siden af hende. “Vi skal bruge information fra denne mand.” Monéve gjorde en enkelt bevægelse med hånden og et avisudklip med et billede af en mand i jakkesæt fløj op og svævede hen til Aria. “Det burde være muligt at klare allerede i aften.” Tilføjede hun allerede inden avisudklippet havde nået Aria. Hvad Monéve ikke fortalte var, at enhver forbindelse til Gastro og hele hans foretagende, ville betyde øjeblikkelig fiasko. Det måtte den nyankomne selv erfare sig, hvis hun var dum nok til at afsløre forbindelsen. “Du kan jo tage de to med,” Monéve gjorde et kast med hovedet i Theodor og Ferdinands retning. Et sigende smil spillede om hendes læber. Det var normalt ikke hendes bord at bestemme, hvem Gastro kunne bruge, men hun kunne jo gøre sit for at tilskynde fejltrin, så han ikke selv så nogen anden udvej end at skille sig af med dem.

Aria betragtede avisudklippet et øjeblik, før hendes øjne atter afsøgte kvinden. Hun undrede sig over, at informationen ikke var blevet udspecificeret, men var klog nok til ikke at spørge ind.