Ved toppen af tårnet

S: Øverst i Big Ben, den lille gang, der gå rundt om tårnet lige over uret.
T: 23:12
O: Ingen
V: Forholdsvis mild aften. Enkelte bidende vindstød skyder igennem luften.


Ved spektral transferens dukkede Meacchillion op midt på tårnets ydre gang, hvor mørket kun blev brudt af et blegt månelys, der trængte ind igennem hvælvingerne. Der lød et højt knald, da han pludselig dukkede op. Han stod længe der hvor han var dukket op. Han gned sig i øjnene og sukkede tungt. Hans hoved var et stort kaos af tanker og overvejelser, der bare ikke ville ende. Han kunne mørke, at han snart måtte væk derfra igen, for at sove. Hans hoved var tungt som han begav sig imod muren, hvor han lod sig falde sammen og benytte muren til ryglæne. En hånd blev kørt igennem det lange mørke hår. Han nød den kolde vind. Også selvom det bed fra sig af og til. Han holdt ofte til deroppe. Altid stille. Altid på afstand. En foretrukken isolation.

En kuttebeklædt skikkelse stod ved kanten og kiggede på Mac, undersøgte ham med sit blik. Han havde før set ham her og vidste, at dette var et sted, hvor han af og til befandt sig. Kutten, som Arth var klædt i, dækkede det meste af hans ansigt, kun hans øjne var egentligt til at se, øjne der nærmest lyste let i mørket. Før havde de været grønne, men korruptionen fra mørk magi, der langsomt sivede ind i hans krop, havde gjort givet dem en orange nuance, nærmest som de reptiløjne man kunne finde hos en drage. Dette var resultatet af hans nye Broderskab. Kutten dækkede også det meste af hans krop, udover hans øjne, så var kun hans blege, knoklede hænder at se. "Jeg har holdt øje med dig, Meacchillion," lød det fra Arth, der derefter trådte frem i måneskinnet og han lod sin ene hånd køre over en af søjlerne, der var med til at danne hvælvingerne. "Interessant sted, for et get-away at være.. Du nyder tanken om at være alene, uvidende om, at du ikke er for dig selv." Arth lod kort sit blik glide over på søjlen, som han rørte ved, hans blik gled op og ned ad den, hvorefter hans øjne igen blev rettet imod Mac. Han afventede hans reaktion og kendte han Mac ret, så ville hans gæt være på, at den reaktion ville være, at han sprang op og trak sin stav.

En stemme brød stilheden og skar hans følelse af tilflugt over. Macs blik skiftede hurtigt position til lyden af stemmen. Han hævede det ene øjenbryn, da han fik øje op silhuetten, der, da han trådte længere frem, endnu, forblev ukendt grundet hætten, der dækkede ansigtet.
Mac sukkede let, kløede sig lidt i nakken, rettede sine stikkende øjne imod skikkelsen og svarede: "Holdt øje med mig? Hvad har du af interesse i det?", spurgte han, som om han var en smule fraværende, hvilket han, kun til dels, var. Den kutteklædte figurs yderlige kommenar, valgte Meacchillion at ignorere. Hans erfaring med kutteklædte folk var, indtil videre i hvert fald, at det som regel krævede at holde tungen lige i munden og sine aggressioner i stik. Han havde en dårlig fornemmelse. Hvem kendte egentlig til Mac? Altså af folk, der endnu var i live. Licha, Arthas. Daphny, men hende havde han dog ikke krydset veje med mere end en håndfuld gange. Et kort øjeblik undrede han sig over, hvad hende og Licha mon foretog sig, efter de voldsomme hændelser i landsbyen. Licha havde set Macs historie igennem minderne i mindekaret. Hun kendte til det hele. Næsten, i hvert fald.
Mac kom tilbage til virkeligheden og hans blik fæstnede sig igen på skikkelsen. Mac afventede hans svar.

Arth lod sit hoved glide let på sned, da Macs reaktion ikke var, som han havde forventet. "Ingen springen op og trusler med staven?" Spurgte han og trak sin hånd til sig, som før havde været placeret på søjlen. "Det ser ud til, at en gammel hund rent faktisk kan lære nye tricks.. Eller har køteren blot fået mundkurv på?" spurgte han provokerende. Arthas var nok ikke den eneste, som havde ændret sig. Det tydede i hvert fald på, at Mac også havde og det ville også være det mest naturlige. Han havde ikke snakket med Mac siden deres duel ved søen for så lang tid siden. Enhver der havde kendt dem dengang, ville ikke kunne have forestillet sig dem i den situation, som de stod i nu. De var ikke længere brødre. Arth havde set kampen som en kniv i ryggen, en absolut destruktion af deres broderskab. Men nu havde han jo et nyt, et sandt broderskab. "Min interesse? Det vil du tidsnok finde ud af.." lød det fra ham. Han trådte ud ad måneskinnet, så mørket atter faldt over ham. "Fortæl mig, Meacchillion Carchelley.. Hvordan er dine relationer til mennesker omkring dig?" spurgte han nu og satte sig ned på hug, så han nu var i øjenhøjde med Mac.

Skikkelsen trådte frem i skyggen af søjlen foran sig efter sine provokerende sætninger og krævende spørgsmål. Han forsvandt igen ind i mørket. I lang tid var der helt stille. Kun vinden, der susede igennem hvælvingerne, når hårde vindstød skulle til. Byen nedefor var blot en summende støj i baggrunden. Mange øjeblikke passerede.
Og så, endelig, skete der noget. Noget, der var meget modstridende Macs sædvanlige person. Hans mundviger bredte sig i et smil. Han lo lavmælt. Han lo højere og hans spidse hjørnetænder kom til syne. Ikke at han hverken var vampyr eller vareulv, sådan var de bare. Han latter var ikke hysterisk, men stadig langt fra det lavmælde niveau,hvor den var for et øjeblik siden.
Med en utilpas klang fandt lyden vej igennem gangen. Latteren var en smule varslende, utilpas. Abnormal endda en smule morbid. Det ville være svært at tyde, omend man skunne være på vagt. Om det var ildevarslende, eftersom det var i sådan en kontrast til hans normale adfærd.
Han rejste sig leende. "Spytter fornærmelser og provokationer i anonym tilstand? Ærefuldt", sagde han efter at have leet. Et strejf af hån var blandet i sætningens mikstur. Han kørte håret væk fra sit ansigt og stirrede ned på personen. Han stod i sin fulde højde. "Ja selvfølgelig får jeg det at vide på et senere tidspunkt. Du er en grinagtig kliché af typer jeg har mødt mange gange før. Hvad, der er endnu mere pinligt ved dig, er at du ikke viser dit ansigt.". Han lo atter, dog lavmælt. "Og ja forestil dig bare, at du kender alt til mig. Gør du bare det.".

Et lille smil viste sig i et split sekund på Arthas' læber, et smil der kom af tanken 'du skulle bare vide..'. Arthas rejste sig i takt med Mac og hans gul-orange øjne var rettet imod Macs øjne. De lignede sig selv, det samme kunne man bestemt ikke sige om Arthas'. Arth var sikker på, at havde han stadig haft sine gamle grønne øjne, så havde Mac genkendt ham for længst. "Meacchillion Carchelley, søn af ingen mand. I hvert fald ikke længere. Har for vane med at gemme forræderi bag "noble" mål og gerninger. Ærefuldt. Fortæl mig, er det for at retfærdiggøre dine egoistiske valg, at du vælger disse åh-så noble mål?" Arthas lavede en bevægelse ud i luften med hånden for at understøtte latterliggørelsen af Mac, hvorefter han fortsatte med at snakke. "Retfærdighed.. Hævn," fortsatte han og holdt nu en hånd ud til hver side og løftede dem op og ned, som demonstrerede han en vægt. "Du undveg mit spørgsmål om menneskerne omkring dig. Svar mig, hvor mange har du at falde tilbage på? To? En? Måske ingen? Alt på grund af din evige søgen efter retfærdighed.. Hævn." Arthas demonstrerede igen vægten med sine hænder. Han løftede sin højre, da han sagde retfærdighed og lod den falde i takt med, at han løftede sin venstre idet han sagde hævn. Arthas rystede nu let på hovedet af Mac. Hans spørgsmål burde have understreget det faktum, at han faktisk vidste en del om Mac. Han vidste jo næsten alt om ham, dog ikke om hvad der var sket efter deres duel. "Det er ikke noget jeg forestiller mig," lød det fra ham.

Lavt. At kommentere og håne afdøde familiemedlemmer var endnu lavere. end hvad skikkelsen hidtil havde sagt. Allerførst blev Mac arrig. Hans hjerterytme tog til og hans blod kogte. Men han angreb ikke. Han kæmpede så hårdt han kunne for at skjule arrigskaben. "Hån af afdøde familiemedlemmer...", han sukkede og rystede på hovedet, som var den hætteklædte figur et ynkeligt lille barn. Men han knyttede dog sin ene hånd, blot ude af den andens syn.
Atter lo han. Han kunne ikke lade være. Mandens ord var bare så grinagtige. Mac gik over til nærmeste hjørne og så ned på byen. "Så du ved noget, i det mindste. Det er da altid noget", lo han. "Jeg har aldrig erklæret mine handlinger noble eller retfærdiggjort dem. Jeg har blot forklaret hvorfor jeg har gjort som jeg har.", begyndte han så at forklare.
Skikkelsen havde tydeligvis en del viden omkring Mac. Kunne det være Arthas? I så fald ville Mac ikke afsløre sin mistanke. "Vi tænker tydeligvis på samme hændelse", sagde han som reference til duellen med Arthas, og for at give en smal ledetråd til sin teori omkring mandens identitet. Den, hvor både han, Arthas, Licha og en pige, som Mac ikke kendte, næsten omkom.
Han sukkede dybt. "I mange år har jeg levet med det, der skete den aften. Jeg har allerede taget en delvis hævn, men det er ikke mit motiv længere. Enhver person kommer til et punkt i sit liv, hvor hævn ikke er nok. Man vil have svar. Men hvad ved du om det? ", han lo en smule "Det er sandt. Jeg har ikke haft mange venner. Dem som endnu er i live, ja der er det kun den ene jeg har brudt bånd med." Han vendte sig med et skævt smil. Med ryggen til månen blev ansigtet dækket af mørke. Kun to syregrønne øjne og en bleg, spids hjørnetand var at se. Det var nu. Nu kunne han måske fremprovokere en reaktion, der afsløre Arthas. "Men han var alligevel ikke af så stor værdi", sagde han med en tør latter.

Arth ignorerede hans hovedrysten. "Jeg tænker blot på de ting, som jeg har observeret," sagde han og trådte hen til søjlen for at læne sig op ad den. Arthas fangede godt den lille ledetråd og vidste, at han nu måtte vælge sine ord med mere omhu. Han ville bestemt ikke afsløre sig selv. Macs kommentar om Arthas' værd ville engang have ramt ham som en kniv i ryggen, men ikke længere. Hans nye broderskab havde for længst overbevist ham om, at Mac blot var en egoistisk forræder og at han ingen værdi havde. De var det eneste, som var værd at fokusere på. "Manglen på venner.. Et resultat af din egoisme. Ak ja, selv din.. hvad var det i kaldte jer? Jo, brødre var det, ikke? Selv din "broder" skubbede du væk, selv han har forladt dig. Men hans værdi, såvel som alle de andre folk, du har skubbet væk og forrådt i tidens løb, skal nok vise sig når du står og har mest brug for det," sagde Arthas. Han var rolig og velbevidst om hvert eneste ord han sagde. Alt tænkte han nøje igennem. "Mon ikke din "broder", hvad end han hedder, ville være interesseret i et ægte broderskab? Et sandt broderskab." Arthas søgte at fjerne al mistanke om, at det rent faktisk kunne være ham under kutten og kørte derfor denne lille strategi i spil. Han ville også provokere yderligere. Arthas vidste faktisk ikke, hvad Mac vidste om ham, om han vidste, hvad han havde foretaget sig efter deres duel. Han antog i hvert fald, at han ikke vidste meget, ligesom at han selv ikke vidste meget om, hvad Mac havde lavet. "I vores Orden er der plads til alle. Især hvis de har en kærlighed til drager.." lød det fra Arthas. Det var hans tur til at lægge ledetråde ud, dels til provokation, dels til at få mistanken væk fra ham.

"Jeg har kun haft én bror og han døde for mange år siden. Men jeg ved godt det ikke er ham, du mener", sagde Mac. Han sukkede tungt. Han var allerede træt af denne skikkelse. Hvad var hans formål? Hvad havde han at gøre? Af alt hvad Mac havde oplevet, var dette nok det mest latterlige. "Du er det mest ynkelige væsen jeg nogensinde er stødt på.", sagde han toneløst og stirrede ned på byen. Han havde virkelig ikke ønsket selskab, og hvad får han så? Det mest irriterende af slagsen.
Mac svandt langsomt hen som skikkelsen stod og ævlede. I løbet af sin tankestrøm stødte han på mindet, hvor han, sammen med Licha, var på vej til landsbyen. De mødte en der. En, som red på en drage. Han prøvede at dræbe dem blot ved synet af dem. Kunne skikkelsen her være relateret?
Mac blev træt af situationen. Flere gange overvejede han, at sende en forhekselse i mandens ansigt og sparke ham over kanten. Men Mac mistænkte ham kraftigt for, at ønske Macs angreb. Et led i planen. Mac kunne ikke angribe. Han ville falde i en form for fælde. Det skreg i ham for, at holde et udbrud inde. Han havde lyst til bare, at få lortet overstået, men han var for paranoid. Det var abnormalt, dette. Til Macs held, havde han sin stav i et læderhylster ved sin hofte, der vendte væk fra skikkelsen. Han greb muligheden og greb om staven. Næsten uden bevægelse, da hans hånd allerede hang ned ad siden på ham. Armen bevægede sig slet ikke. Kun en hurtig bevægelse med fingrene, der var skjult af hans krop, der stod imellem manden og staven.
Da han, endelig, var færdig med at tale sagde Mac så: "Dit broderskab, huh? Siden du mener, at dette ikke er tiden til at forklare, hvorfor du er her, kan din store, almægtige mesterplan så holde til, at fortælle, hvorfor du ikke kan fortælle hvorfor du er her?".

Arthas lo kort og lavmælt. Hans provokation lød i hvert fald til at have ramt rigtigt. Han havde dog regnet med, at Mac for længst ville have angrebet ham. Han var parat til, at det kunne komme hvert øjeblik. Han havde sin stav gemt oppe i ærmet, en enkelt bevægelse ville få den til at falde ned i hånden på ham og så ville være han klar. Men hvad kunne få ham til at angribe? Kommentaren om hans familie havde ikke gjort det. Måske skulle han bare blive ved længe nok, så ville dråben nok snart falde og bægeret flyde over. "Mesterplan?" gentog Arthas og endnu et kort, lavmælt grin gled over hans læber. "Jeg har blot fået til opgave at holde øje med dig, Meacchillion Carchelley.. og øje med dig har jeg holdt.." lød det så fra ham og han rettede sig op og trådte væk fra søjlen, som han før havde lænet sig op ad. "Jeg er her for at fortælle dig, at hvorend du er, så vil jeg være et sted og holde øje med dig. Du vil aldrig være alene. Du vil aldrig være sikker. Du vil altid have mit blik på dig. Du vil ikke kunne flygte, ej heller gemme dig. Min Orden vil kende til hver bevægelse og træk du laver.. Modstand er håbløst," forklarede han og hans øjne var låst fast på ham, som en ørn der havde spottet sit bytte.

Mac rystede smilende på hovedet. Absurd. Hans liv havde være absurd her den seneste tid. Han strakte hals og nød vinden, der, i sin kølige bidskenhed, slikkede ham om halsen. Et enkelt blik på månen var nok. Han havde fået bare en lille smule af noget af et, som han søgte heroppe. En kølig, forfriskende vind, månen, der vogter over byen som et vågent øje. Han lo lidt af sin lille filosofi. Atter rystede han på hovedet. Af sig selv, af skikkelsen. Det hele.
Han vendte fronten til ham. Afslørede grebet om sin stav. Langsomt, meget langsomt trak han den op fra hylsteret. Mørkt træ dekoreret med ornamenter af sølv. Ved stavens rod, lige over håndtaget, var der et smalt rødt bånd af silke.
"Fint. Jeg indser hvordan det er. Hvis du søger en duel, så træk din stav.", sagde han og stirrede ham i øjnene. Et blik, der var som to visuelle dræberforbandelser. "... Eller har køteren fået mundkurv på?", spurgte han i en gentagelse af mandens spørgsmål, der havde været stillet til Mac selv tidligere.

En latter lød fra Arthas, da Mac brugte hans egne ord imod ham. Han var udmærket godt klar over, at Mac var meget langt fra dum og derfor overraskede det ham specielt heller ikke, at han havde lavet det lille ordspil. Arthas lavede et kort ryk med armen og hans stav gled ned i hans hånd. Han var klar. Sidst Arth havde kæmpet imod Mac, havde Arth tabt kampen, dog havde de gjort rigeligt af skade på hinanden, men det var Mac der havde været i stand til at stikke af fra Søen, ikke Arthas. Arthas var parat denne gang, han var overbevist om, at han ville vinde denne kamp. Hans nye omgangskreds havde kun forbedret hans evner. "Tiden skal nok vise hvem af os det er, der har mundkurven på, Meacchillion," sagde han og afventede Macs reaktion. Han ville ikke selv være den første der angreb, selvom det kunne give en god plads i duellen. Men Arth var klar med både undvigelse og modangreb. Det hele gjaldt om at sende det rette signal.

Mac gjorde en bevægelse med hånden så staven drejede en gang rundt i hånden på ham. Han var klar, men han kendte intet til sin modstander, hvilket kunne være et problem. Især når modstanderen muligvis kendte en del til ham.
Han måtte lokke angreb ud af ham og analysere dem, for at se om der var et mønster i hans angreb. En særlig type besværgelser. Et eller andet.
Han måtte bruge en teknik, som han endnu ikke var helt sikker på. Længe havde han læst og trænet på, at kunne forudbestemme en besværgelses rute før den ville blive afsendt. Således, at den ville kunne dreje om hjørne og styre uden om personer eller objekter. Han skulle bare lige have et øjeblik. Han så ruten for sig. Gangen, der gik om tårnet. Et stort kvadrat. Besværgelsen skulle bagud. Rundt om alle fire hjørner til den igen var på samme side som Mac, blot i den anden ende.
I en hurtig bevægelse blev tre hæmmere sendt imod skikkelsen. Ikke som et angreb, men afledning, men hvis de nu skulle ramme alligevel, ville det kun være til fordel. Så snart den sidste besværgelse havde forladt stavens spids, pegede han staven 180 grader i den modsatte retning og sendte en lammer afsted. Han havde koordineret ruten ind i besværgelsen og bad til, at det ville virke. Hvis det gjorde, ville lammeren flyve hele vejen ved ad gangen, rundt om tårnet, og til sidst suse om hjørnet bag manden og, muligvis ramme ham i ryggen.

Arthas var hurtigt til at putte et skjold op, der beskyttede ham fra de tre hæmmere. Arthas undrede sig kort over, hvorfor Mac skød en besværgelse ned ad den helt forkerte gang inden han kastede et blik over skulderen og fik bekræftet hans teori. Den snedige køter kunne sende dem rundt om hjørner. Man kunne vel så sige, at han bogstaveligt talt løb om hjørner med Arth. Arth drejede sig hurtigt for at undgå, men drejede med hele vejen rundt for at have fronten imod Mac, hvorefter han sendte en lammer og en bombardio afsted lige i rap af hinanden. Arthas måtte være mere forsigtig nu, hvor han vidste, hvad Mac kunne med sine besværgelser. Men Arthas havde også et par es i ærmet, han var slet ikke begyndt endnu. Men noget sagde ham, at han nok skulle ende med at vise, hvad han duede til.. Eller i hvert fald komme op og vise halvdelen af hans værd.

Han måtte have set, at Mac skød lammeren afsted, ellers havde han aldrig undveget den. Mac bandede for sig i sit hoved. Han kastede sig ind til den inderste mur. Han var blot et skridt fra hjørnet. Besværgelserne kom susende forbi. Lammeren forsvandt i et rødt lys, da den ramte søjlen, men da den stærkt efterfulgte bombardio ramte, sprang søjlen. Støv fyldte luften omkring den. Brokkerne faldt ned langs tårnet. Heldigvis var det ikke ud imod gaden, men parlamentet. Så ville ingen blive ramt, men, alligevel, hvis nogen bemærkede stenregnen, for ikke at tale om lysglimt, ville der ikke gå lang tid før både mugglerpolitiet ville være der, medierne og ikke mindst dem. Ministeriet.
I en rullende, lodret bevægelse for han langs muren og lagde afstanden til hjørnet bag sig og forsvandt om hjørnet. Skikkelsen mente det var alvorligt. En lammer og dernæst en bombardio var ensbetydende med mordforsøg.
Han sendte en expulso om hjørnet, der både skulle være en angreb, men også et øjebliks afledning til, at han selv kunne dreje om hjørnet og ikke blive bombarderet af besværgelser med det samme.

Arthas beskyttede igen sig selv med en protego, hvorefter han trådte ud midt på gangen, så han kunne bruge sine omgivelser fornuftigt og på defensiv manér. Plads var godt, hvis han fik brug for at kaste sig eller hvad der ellers skulle være brug for. Arthas sendte han en Bombardio Maxima afsted, efterfulgt af en ildkugle, begge rettet imod hjørnet. Bombardio Maxima'en skulle springe så meget af hjørnet af, som den nu kunne og så skulle ildkuglen "skylle efter" og i værste fald holde Mac fra at springe frem og sende en ny salve af besværgelser afsted imod Arth. Arthas spillede offensivt, men var klar til at falde tilbage på defensiven, hvis det skulle blive nødvendigt. Men som ordsproget lød: Den bedste defensiv er en stærk offensiv. Arthas løb imod hjørnet, klar til at plante enten et spark eller et slag på Macs krop, skulle han træde frem. Det var et dristigt træk, men han måtte have Mac væk fra det hjørne, i hvert fald være sikker på, at han var væk fra det hjørne, så han ikke kunne gemme sig bag det.

Mac kastede ud til siden og ned for at undgå sin modstanders Bombardio Maxima, hvis eksplosion pressede Mac hårdt imod den yderste mur. Ildkuglen gik op i flammer ved sammenstod med resterne hjørnet. Støvet hang i luften og Mac havde på et par skrammer i ansigtet fra stumper af muren. Han kom hurtigt på benene.
Skikkelsen kom farende lige imod ham. Fysisk og magisk angreb var hans plan, formodede Mac. Derfor satte han i løb direkte imod sin modstander. Fra hver sin ende af gange løb de imod hinanden. Ingen besværgelser blev affyret. Mac måtte fremprovokere bare en smule flere angreb til sin analyse af sin modstander.
Da de nærmede sig midten af gangen og var ganske tæt på hinanden lod Mac sig glide svagt til siden og lod sig falde på ryggen, hvor han gled direkte forbi modstanderen, men idet han passerede, greb Mac ham om anklerne og rev til, således at han faldt. Det stoppede dog Macs slide fuldkommen, men dette var ikke et problem. Han var hurtigt oppe og spænede ned til der, hvor skikkelsen før havde stået. Afventede et angreb. Bare ét for at bekræfte analysen. Hvis han kunne provokere nok til, at han ville satse udelukkende på det defensive, ville kampen være afgjort og Mac sejrherre.

//oog: Aftalt power play//

Arthas lå på jorden, men gav sig ikke mere end et split sekund til at kigge på Mac, før han lavede en bue af is, der gik fra jorden på hans højre side til jorden på den venstre side af ham. Han skubbede sig tilbage og sparkede så hårdt han kunne til buen af is i håb om, at splinterne ville flyve imod Mac. Straks rettede Arth sin stav imod Mac og sendte en hård trykbølge afsted for at få ham væk og eventuelt få ham ned på jorden, hvor han ville have en meget større chance for at få et angreb ind. Arthas sprang op på benene igen og straks sendte han en salve af pigge lavet af is ud foran ham. Han var sådan set ligeglad med, om han ramte Mac med dette angreb, som Mac selv engang havde ramt Arth med. Han havde stadig arrene fra det, men dog havde han pådraget sig nye siden da. Angrebet brugte Arthas blot til at genvinde jord, give ham et kort sekunds pusterum, hvor Mac skulle fokusere på det angreb og imens kunne Arth forberede de rigtige angreb.

Mac kunne ikke tro det! Han var aldrig stødt på nogen, der havde benyttet det isbaserede angreb, som netop var sendt afsted imod ham. Ikke andre end Arthas. Han drog konklusionen, at vedkommende måtte have overværet en af Macs dueller, men tvivlen forblev alligevel bagerst i hans hoved. Dog var denne mystiske figurs kampteknik ikke hvad Mac huskede Arthas' som. Arthas plejede udelukkende, at være defensiv. Ham her var alt for aggressiv. Destruktive besværgelser, der ville dræbe ved sammenstød. Derudover benyttede han sig meget af ild, og nu også is. Mac havde dannet et nogenlunde indtryk af sin fjende og kunne nu for alvor angribe. Dog var han stadig varsom og forventede et es gemt i sin modstanders ærme, men én ting var sikkert, han var aggressiv og det var til Macs fordel.
Mac kastede sig til siden og ud på gangen, der gik langs tårnets vestlige side. Modstanderen befandt sig på den sydlige side af tårnet. Mac skulle handle hurtigt. Da månelyset faldt fra syd, var det til Macs fordel, at lyset gjorde, at mellemrummet imellem søjlerne lå i total skygge. Han løb over til en af dem. Han benyttede sig af en skyggemanipulationsbesværgelse, som han havde stiftet bekendtskab med tilbage på Hogwarts. Denne gjorde at man kunne ændre på en skygges form. Dette gjorde Mac ved en af søjlerne, således, at det så ud som om, at han havde gemt sig bag givne søjle, men blot havde glemt at tage sin skygge i betragtning. Rent bluff, eftersom han jo ikke ville være der.
Dernæst sendte Mac en Confringo om hjørnet, som han lige var drejet om, og ned imod sin modstander. Dette var ikke et angreb, men blot et dække over sit næste træk. Besværgelsen larm overdøvede nemlig smældet, der kom fra hans spektral transferens til salen over dem, hvor endnu en gang gik om tårnets spir. Næsten magen til den, hvor duellen havde forgået hidtil, blot mindre. Her fokuserede han på sit næste angreb, der krævede stor koncentration.

Arthas lavede en hurtig bevægelse med sin stav, da Confringoen kom flyvende om hjørnet og med en trykbølge fik han slået den ud ad kurs, så den ikke ramte ham, men istedet for fløj forbi ham og ramte et sted bag ham. Arthas kiggede om hjørnet og fik øje på Macs skygge ved en af søjlerne. Straks fik han en følelse af, at noget ikke var som det skulle være. Han kunne umuligt være så dum, at han ikke så sin egen skygge stikke ud. Han kunne dog ikke tage nogle chancer og lade ham slippe, skulle han rent faktisk være så dum. Arthas sendte en ildbesværgelse afsted, der lukkede sig om søjlen. Skyggen var der stadig. Det var en afledningsmanøvre. Arthas fik en let utilfreds mine, der dog forsvandt igen. Nu skulle han nok udfolde sig og vise, hvad han havde af es i ærmerne.

Efter et par øjeblikkes intens fokus lykkedes det Mac, at udføre sit angreb. Utallige besværgelser blev affyret lynhurtigt efter hinanden. Både lammer, bombardio maxima, expulso og confringo i et antal ens med antallet af hvælvinger på etagen under ham, hvor skikkelsen befandt sig. 28 besværgelser i alt. En til hver hvælving. Han havde fokuseret intenst på, at diagere besværgelsernes rute på forhånd således, at de første syv besværgelser bevægede sig imod hvælvingerne på den modsatte side af tårnet end hvor han stod, dog på etagen under, de næste fjorten besværgelser for imod hvælvingerne på øst og vest siderne og de sidste syv for imod hvælvingerne direkte under Mac. Det hele resulterede i, at en dødelig besværgelse stormede ind ad hver en hvælving på alle fire sider af tårnet på etagen under Mac, på samme tid. Umuligt at undvige. Derudover ville man ikke kunne se hvor angrebet kom fra. Besværgelser stormede ind lige så snart modstanderens ildbesværgelse hørte op, dog var dette ikke planlagt, men rent tilfældigt. Med enorme brag tordnede de imod gangens inderste murer. Mac var sikker på, at bar én måtte ramme.
Udmattet efter sådan et krævende angreb, støttede Mac sig op ad en søjle. Han pustede ud og tørrede sved af overlæben. Han rettede staven imod sin fortryllede inderlomme og hviskede "accio". En flaske skød op ad lommen og over i hans hånd. Han hældte væsken i sig og følte dens effekt ganske kort efter. En lille smule styrkende, men han følte sig dog ikke helt udhvilet, hvilket heller ikke var eliksirens virkning. Den gav blot en smule ekstra udholdenhed til situationer som denne. Han transfererede sig tilbage til etagen nedenunder. Den inderste mur var fuldstændig ødelagt, men dog ikke i sådan en grad, at spirret kunne kollapse. Denne turmult måtte højest sandsynligt have tiltrukket opmærksomhed. Han var nødt til at gøre noget. At blive fanget af Ministeriet var det sidste han ville. "Cave Inimicum", sagde han og en usynlig aura blev dannet om tårnet således, at kampen både blev dækket visuelt og audiotært. Han sendte en lammer afsted, der for hele vejen rundt om tårnets alle fire gange, bare i tilfælde af, at den kutteklædte skulle befinde sig der.

Arthas så de mange besværgelser, der fløj ind ad de mange åbninger og det fik ham til at reagere hurtigt. Han nåede lige at slå en ud ad kurs, der havde været på vej lige imod hans brystkasse. Trykbølgen fra de mange besværgelser, der havde nået destinationen på deres kollisionskurs, sendte Arthas flyvende afsted. Hans reflekser tog over og han kastede hurtigt en besværgelse på sig selv, der ville gøre sådan, at tyngdekraften ikke længere ville hive ham imod jorden, men ville holde ham på enhver overflade, som han stod på. Han ramte kanten hårdt og blev slynget ud over, så han nu lå på siden af det store tårn. Han lå og ømmede sig og bed tænderne sammen på grund af smerten. Han havde nok fået trykket nogle ribben, hvis han var heldig, så var det ikke værre end det, men det var svært at sige på nuværende tidspunkt. Han rejste sig varsomt op, han var stadig ikke så vant til denne besværgelse og smerten gjorde det også lidt besværligt at komme op. Han begyndte at gå op ad tårnet, hans stav var peget skråt ud fra sig og lange tråde af ild voksede fra staven, som levende organismer, der var ved at samle sig til én stor levende ting. Nu ville han tage en af sine mange mesterværker i brug. Han ville vise Mac, hvem der var øverst i fødekæden af de to. Han vidste ikke, hvilken af salene, Mac var på, men han skulle nok finde ham.

Den kutteklædte var ude af syne. Mac vovede ikke, at kigge over en af kanterne, hvis nu hans modstander blot lå på lur. Det korte tidsrum gav ham mulighed for, at hele sine små sår, som heldigvis ikke var større og værre, end hvad hans healerevner kunne klare. Den ene ting han aldrig havde udviklet besynderligt. Der havde han altid benyttet sig af eliksirer. Dernæst gjorde han en svirp med staven, hvorefter usynlige tråde skød fra spidsen. Mac diagerede dem omhyggeligt således, at de nåede ud over alle kanterne. De havde samme funktion som en edderkops spind, at opfange bevægelse og sende signal tilbage til kasteren. Vibrationerne indikerede tydeligt, at modstanderen befandt sig på tårnets østlige side. "Accio", hviskede han og pegede staven imod sin fortryllede inderlomme, hvorefter sammenrullede pergamenter og to flasker for op i hans greb. I en hurtig bevægelse rullede han de meterlang pergamenter ud således, at de lå fladt ved hans fødder. Det ene lige for ham og det andet til højre, da hans stod i det ene af tårnets hjørner. Han åbnede flaskerne og diagerede staven. Væsken dansede sig vej ud af flasken og blandedes i luften. Dernæst lagde væsken sig over pergamenterne som en tynd hinde. Få sekunder efter begyndte en masse tegn og pentagrammer, at dukke op på pergamenterne i lysende blåt. Endnu et svirp blev gjort med staven og pergamenterne fik samme udseende som gulvet og var dermed skjult. Fælderne var lagt. En fjendtlig besværgelse, der blev opfanget af disse fælder ville forstærkes til en kraft, der ville svare til 25 af den originale besværgelse, og blive sendt direkte tilbage imod kasteren.