Se, hvad du har gjort

Vejr: Koldt, let brise. (Vinter)
Tid: Sen aften.
Sted: Emnets start foregår i Hogsmeade. Ellers vil det foregå i Spanien.
Omgivelser: Gaderne er mennesketom.

Hvorfor hun ikke havde takket ja til tilbuddet om, at overnatte anede hun ikke. Novemberkulden omsluttede hende på samme måde, som mørket gjorde på disse mindre gader, der udgjorde den hurtigste vej hjem. Indimellem kom der et stykke, der var oplyst af en lampe nær et af husene, men det var langt fra det hele.
Da hun, for tyvende gang, pustede lidt på de iskolde fingerspidser, bandede hun igen sig selv langt væk for, at have afslået tilbuddet om overnatning, når det nu alligevel havde trukket ud, og kulden alligevel havde lagt sig godt og grundigt over byen.
Den ene fod blev sat foran den anden, og hele tiden i et hurtigt tempo. Hun ville gerne hjem til en varm, blød seng. Væk fra kulden og mørket. Manglen på mennesker på gaden, fik hende til endnu en gang at overveje, hvad klokken mon var blevet. Og hvordan hun kunne have glemt sin stav derhjemme, så spektral transferens ikke var en mulighed. Fanden tage vinter og glemsomhed.

Det var et sært syn, der mødte hende, da hun nåede en gade, der var helt oplyst, men stadig mennesketom. Pånær det sære syn, der kom gående mod hende, selvfølgelig. Det var to herre, der gik side om side. Så forskellige, at man undrede sig over, hvordan de dog havde fundet hinanden. Ham, der gik længst til højre, var lavstammet, endda næsten et hoved lavere end Aria selv, kuglerund, mens der hang langt, fedtet hår og dækkede nakken. Det var en skam, at dobbelthagerne ikke blev dækket.
Manden til venstre var til gengæld høj og tynd. Han mindede mest af alt om en tryllestav; Lang og ikke ret tyk. Issen var end ikke dækket af noget, der mindede den mindste smule om hår. Håret havde dog tilsyneladende fundet plads på det nederste af ansigtet, der var dækket af et fuldskæg. I modsætning til den fede, så han ikke ud til at være dækket af tatoveringer.
Men det ved dem, der havde fanget Arias opmærksomhed var nærmere deres påklædning. Den tykke af dem gik i kortærmet skjorte, hvor den anden dog havde lange ærmer. Men ingen af dem bar hverken jakke eller kappe. Det så mest af alt ud som om, de kun regnede med at opholde sig udenfor i ganske kort tid.
Aria rystede lidt på hovedet over sig selv, men satte alligevel farten op. Blev bare helt automatisk mere paranoid, når mørket havde sænket sig? Havde hun mødt disse to på gaden ved højlys dag, ville hun have moret sig over synet. Nu ønskede hun pludselig, at hun havde haft adgang til sin stav.
Et lille, usikkert grin nåede lige at passere hendes læber, da hun havde passeret de to mænd, der havde splittet sig op og var gået på hver sin side af hende – hvilket ikke havde gjort hende mindre paranoid, inden en fedtet hånd lagde sig over hendes mund. Inden hun nåede at reagere, blev hendes arme og ben surret sammen, af de reb, der pressede mod hendes krop, og hendes syn blev frataget hende ved hjælp af magi. Alt dette skete i løbet af kort tid, og det næste hun registrerede var følelsen af en fiskekrog, der trak i hendes navle.

Theodor var blevet kaldt til Gastros kontor i den "forladte" lagerbygning, som han havde valgt til ordenens hovedsæde. Ikke et fint kontor i en fornem bygning midt i byen, men derimod denne snuskede lagerhal, hvor lampernes lys flakkede konstant og vinden hylede i de tomme haller. Det gav selvfølgelig god mening, at gemme deres arbejde væk fra nysgerriges blikke, for det var ikke ligefrem hæderligt og ordentligt. Alligevel syntes det forkert for en mand med Gastros standarter. Han sås aldrig i andet end jakkesæt og hans smalle, trimmede overskæg var velplejet med største møjsomlighed. Nej han hørte bestemt ikke hjemme på et sted som dette.

Theodor selv opholdt sig sjældent i hovedkvarteret. Han var et af de nyeste medlemmer sammen med Ferdinand og derfor var han stort set altid afsted på missioner, for at bevise sin loyalitet overfor ordenen og dens øverste medlemmer. Sådan var spillereglerne. Fodfolket gjorde det hårde og beskidte arbejde, indtil de havde skabt så meget respekt omkring sig, så de kunne komme tættere på toppen og på beslutningerne.
Hvordan Theodor og Ferdinand O'Wilbert var havnet i dette miljø, var noget af en forklaring værdigt. De havde begge været unge, lovende troldmænd, med høj moral, rimelige karakterer og en familiearv som tillod dem at gøre lige had de havde lyst til. Få døre havde været lukkede for dem og denne foranstaltning havde aldrig ligget i kortene for de to brødre. Ikke desto mindre var det netop familiens fabrik, der havde forårsaget det. Med eksplosionen af den, var også alle Theodors og Ferdinands muligheder forsvundet. De havde ikke længere en familie at vænne sig til og kort tid efter var de havnet i et virkelig problem, som kun penge nu kunne hjælpe dem ud af.

Men det var kun få gange om året Theodor kom til hovedkvarteret, så han var stort set forskånet for omgivelserne. Det var også derfor kommet som en overraskelse for ham, at han havde fået bud om at stille ret ved lederens skrivebord, kun få dage efter han var kommet hjem fra Hogsmeade, med den ønskede pakke fra Ferdinands lejlighed.
"O'Wilbert", Gastros ru stemme var mørk og faretruende, da den brød stilheden, skønt kun det ene ord gled over hans læber i første omgang. Theo stivnede let, men forsøgte at bevare den uigennemtrængelige maske, han havde tillært sig indenfor denne branche. Okklumensi hjalp ham også til at holde Gastro ude af sit hoved. "Sir", svarede han kort og tydeligt, men stadig med en afventende respekt, som denne mand krævede af sine undersåtter. "Jeg ser du er vendt succesfuldt tilbage til os". Hans stemme var fortsat ildevarslende og Theo nøjedes med et kort nik som svar. "Et lille problem er dog opstået", fortsatte Gastro og ventede tydeligvis ikke på svar. "Siden du er vendt tilbage, er din motivation ændret". Lederens smalle læber formedes i et smil og Theodor sank endnu en klump. Det lød ikke godt. Det lød bestemt ikke godt.
Han havde ingen anelse om hvad manden talte om med hans motivation og hvordan han kunne vide noget om den, men ikke desto mindre tog han denne situation meget alvorligt.

"Ah. Right on time", lød det lavmælt fra Gastro, mens han lænede sig godt tilbage i sin lænestol og tydeligt ventede på, at noget ville ske. Theos eget blik gled rundt i lokalet i frygtsom forventning.

Aria mærkede, hvordan noget spidst pressede sig ind i hendes ryg, inden hun fik et hårdt skub i ryggen, der fik hendes fødder til at bevæge sig fremad. Rebene, der havde dækket hele hendes krop under transporten, var nu skifter ud med et, der blot bandt hendes hænder sammen på ryggen, så hun nu kunne bevæge sine fødder og gå selv. Henover munden havde de mundet en eller anden form for klud ganske stramt, så de kunne være sikre på, at der ikke var en lyd, der forlod hendes læber. Synet havde de stadig frarøvet hende.

Lyden af to bank mod et eller andet, hvorefter det lød som om, en dør blev åbnet lige for næsen af hende, nåede hendes ører, inden et hårdt skub igen blev placeret på hendes ryg, så hun nærmest snublede ind af denne dør, der åbenbart førte ind til et andet rum. Hvor mon hun befandt sig? Det eneste, hun havde at rette sig efter herinde, var den stemme, der havde udtalt ordene; ”Ah. Right on time.” Idet døren var blevet skubbet op. Hun stoppede først op, da tre buttede fingre greb fat om hendes skulder, inden en spids genstand – formodentligt en stav – igen blev presset mod hendes ryg.

Tusindvis af tanker fór gennem hendes hoved i dette øjeblik. Som det måske ville have været hos så mange andre, så var det ikke frygten, der prægede hendes tanker. Derimod var det et forsøg på, at finde ud af, hvordan hun slap væk herfra, der prægede dem. Hun vidste dog samtidig godt, at det var lidt af en satsning, når hun nu var klar over, at der mindst befandt sig to personer i rummet; Den fede og den fremmede, der havde talt. Begge havde en stav – endnu en fordel. Selvom alle hendes lommer og alt andet var blevet gennemsøgt for en stav, da de var ankommet til dette sted, havde de til sidste måtte opgive. Med god grund; Hendes stav lå derhjemme og hyggede sig. Derudover havde de deres syn til rådighed – eller det regnede hun da i hvert fald med, hvilket hun ikke havde. Hun var bundet, de var frie.

Det næste, der fyldte hendes tanker var, om dette overhovedet var rigtigt? Var det mon en eller anden sindssyg joke? Tanken skød hun dog hurtigt fra sig. Det var alligevel lidt i overkanten, hvis det blot havde været det. Men hvor befandt hun sig så? Og hvorfor var hun her? Hun var kommet frem til, at de måtte befinde sig inden døre.
Med hænderne samlet på ryggen, afventende på, hvad der nu skulle ske, gav hun sig til at pille ved rebet, hendes hænder var bundet med. Var det mon muligt, at få det op?

Theodors blik fæstnede sig ved skikkelsen der blev skubbet ind i rummet og genkendte naturligvis Aria med det samme. Hendes slanke figur og det lyse hår var let at genkende, selvom hun i øjeblikket var både blændet og havde hænderne bundet på ryggen. Han vidste at Gastros blik hvilede på ham, for at spore en reaktion og han vidste at hans næste træk ville være afgørende både for hans egen og for Arias sikkerhed.
Dette var ikke noget let spil, for spillerne var mange og med skjulte kort i ærmerne, som det var umuligt at forudsige de næste træk fra.

Han rømmede sig og rettede sit blik mod den mand, som havde ført Aria ind i lokalet. "Pollack, hvis jeg var dig, ville jeg bære mig mere nænsomt ad i håndteringen af hende", sagde han fast og lod sit blik bore ind i mandens øjne. Det var klart en trussel og bag sig, hørte Theo, hvordan Gastro rørte på sig - øjensynligt ved at sætte sig bedre til rette i læderlænestolen. Pollack blinkede med øjnene og kastede et tøvende blik på sin boss bag skrivebordet, men løsnede som udgangspunkt sit hårde greb om Aria. "Så der er altså noget om sagen?", lød Gastros stemme og Theo vendte sig mod ham med et stålsat blik. Nok havde hans sidste møde med Aria ikke tydet på, at hun stadig nærede nogle varme følelser for ham, men det var hans skyld, at hun nu befandt sig i denne knibe og Theo ville ikke kunne leve med sig selv, hvis hun ikke slap uskadt fra situationen.

"Jeg påtager mig ansvaret for hende", svarede han, uden at vide hvad det ville betyde. Smilet der nu spillede smalt om Gastros læber, udtrykte ikke nogen glæde, men afspejlede snarer en grusom tilfredsstillelse over hvordan situationen udspillede sig. Hans blik faldt nu på Aria, som han betragtede indgående, mens hans fingre trommede i bordpladen. "Kan hun oplæres?", spurgte han så og rettede blikket tilbage mod Theo. Et overrasket blik indtraf sig hos den unge troldmand, over et scenarie, han aldrig havde forestillet sig. Han vidste at Aria aldrig ville indgå i et samarbejde med Gastros folk, på de præmisser hun ville blive afkrævet, men han vidste også, at det var hendes eneste chance.
Som kunne Gastro se det på ham, bekræftede han med ordene "det eller likvidering. For både du og pigen".
Kulden og sagligheden i Gastros blik var ikke til at tage fejl af. Theodor havde bragt deres foretagender i fare, ved sin lemfældige omgang med Aria og på den ene eller anden måde, måtte han nu bøde for det. Enten ved at se hende, langsomt miste sin samvittighed gennem træningen, eller ved at miste livet sammen med hende, som straf.

Det sidste skub i ryggen havde nær givet hende overbalance. Alvoren var endelig ved at rodfæste sig i hende. Hænderne der var bundet på ryggen var svedige og klamme. Så snart hun nåede over dørtærsklen, gav de hende synet igen. Flere gange missede hun med øjnene, inden hun havde vænnet sig til det skarpe lys. Først derefter fik hun mulighed for at orientere sig; i læderstolen til højre for hende sad en mand og smilede tilfreds, bag hende var den lille, tykke fra tidligere. Da hendes blik gled til venstre, krævede det al hendes selvkontrol at skjule overraskelsen over at se Theodor. Få sekunder efter, rettede hun blikket lige frem for sig.

Hun følte sig hjælpeløs og var klar over, at hendes stolthed ville være svært medtaget, før hun kom ud af denne knibe. Samtidig var hun dog klar over, at det ville forværre situationen, hvis hun lod panikken overtage.
Første slag ramte, da Theodor henvendte sig til manden bag hende. Aria undlod stadig at se på ham. Det var tydeligt, at deres bekendtskab i denne situation ikke var en fordel.
Da manden - der tilsyneladende hed Pollack - løsnede grebet om hendes hænder, rev hun sig helt fri af hans disse, så kun rebet forhindrede hende i at bruge dem.

Andet slag meldte sin ankomst, da Theo meddelte, at han stod inde for hende. Hvad havde han gang i? Mindet om deres sidste møde rørte på sig, og fik hende til at overveje, om han virkelig hadede hende så meget, at han ville kaste hende for løverne. Manden i lænestolen var åbenlyst ikke begejstret for situationen.
Aria var ikke dum, hun var ganske klar over, at hun skulle holde lav profil, hvis hun ønskede at slippe levende derfra. Alligevel kunne hun ikke holde en fnys tilbage, da spørgsmålet om træning var muligt, kom fra lænestolen. Hun rørte på sig, vendte blikket mod Theodor; betragtede ham indgående for at finde ud af, hvad han havde rodet sig ud i, og hvorfor han mente, hun skulle indblandes. Lænestolens næste ord forværrede kun hendes mistanker omkring hele foretagendet. Hun sank en klump, men bevarede indtil videre stadig roen. Uden sin stav var hun alligevel fuldstændig hjælpeløs overfor disse mennesker.