Av mit hoved

Tid: aften, sent
Sted: Demir-palæet
Omgivelser: vagter osv.
Vejr: stadig skyfrit og lunt


Som om det ikke var nok, at familien var i problemer med den rivaliserende stormagt i området, så var Estariah også i færd med at planlægge sin ældste søns begravelse. Hun havde nok at gøre med, at holde tropperne på deres pladser, så de ikke mistede fodfæste, men oveni kom sorgen.. Ubærlig og altfortærende, som den var. Mikayla havde allerede udset sig en ny arving til dynastiet, men Estariah var ikke overbevist.
Nu var der også dette Daphny problem på hendes hænder og hun havde ærlig talt ikke nogen idé om, hvad hun skulle stille op med pigebarnet. Tøsen var jo utaknemmelig på så mange irriterende måder. Det havde hun vist ved flere lejligheder.
"Timmothy!". Estariahs stemme skar igennem luften og tjeneren famlede forvirret efter de gardiner han netop havde stået og glattet. "Frue..." svarede han usikkert, men de blev afbrudt af en banken imod døren. Ind trådte vagtmesteren med en kvinde i sine arme og Estariahs øjenbryn skød op under hendes hår, mens hun satte hænderne i siden. "Sig mig, hvad er meningen?!". Man trænge ikke bare ind i hendes private gemakker på den måde..

Mac bremsede omgående op. Han kæmpede imod ikke at se forvirret og intetanende ud. Han registrerede hurtigt, at kvinden, hende den skeptiske, måtte være en af autoritet. Han gennemledte sin hjerne efter en adfærd, der ville passe ham, som han personificerede.
Sammenbidt indså han, at han var nødt til at gå imod en af de værdier, som han holdt tæt. Han trådte et skridt tilbage, bukkede dybt, stadig med Licha i armene. Han fokuserede, og imiterede mandens stemme så nøjagtigt, som han kunne. "Jeg undskylder på det dybeste, men dette er en situation af yderste vigtighed. Denne kvinde blev fanget i at forsøge sig vej ind på palæet. Hun er blevet identificeret som en ven af Daphny." Han rettede sig op og så ned på Licha lammede krop. "Hun er afgået ved døden i sit forsøg...", sagde han toneløst og så ned på hende med sine gule øjne, som egentlig ikke var hans. "Hvad ønsker de, at jeg stiller op med liget?".

Estariahs ansigt fortrak sig af afsky, da hendes blik faldt på liget i vagtmesterens arme. "Fjern det", snerrede hun og vendte omgående ryggen til ham. Synet af den livløsekrop gav hende kvalme. Kvinden fik hende til at tænke på sin egen søn. Keane. Hendes stolthed. Snart livløs og rådnende i jorden. Når først begravelsen altså var overstået. Hun tog sig til maven og det stive stof med fint broderede mønstre, var at mærke under hendes tykke fingre. Det var alt sammen Daphnys skyld. Den åndssvage tøs! Det var hende, der havde sat griller i hovedet på Keane. Hun var skyld i det hele! Skyld i hans død! Der var intet Estariah ønskede mere, end at skade hende. Se hende lide så meget, som hun selv gjorde. Hun rettede blikket op imod vinduet foran sig og et grumt smil spillede om hendes læber. "Nej. Vent", sagde hun med silkeblød og ildevarslende stemme, som samtlige at stabens personale var bekendt med.
Hun vidste nu præcis, hvordan hun skulle såre Daphny så meget som muligt. "Bring hende ind til Daphny. Lad hendes tage afsked med sin veninde" sagde hun så og viftede med hånden, for at sende manden afsted. "Og Timmothy. Vær mine øjne". Tjeneren vidste hvad hun mente med det. Han skulle rapportere tilbage til hende og fortælle hende hvor meget Daphny led ved tabet. Estariah nød at opleve andres smerte.

En kort og lavmælt latter fandt vej over det tørre, sprækkede læber, hvor mange ar krydsede vej. Belejligt nok kunne latteren nemt hægtes på, at der var tale om samme glæde, samme ønske som Estariah besad, trods det blot var fordi, at planen, indtil nu, havde virket perfekt. Det var kun fryd for Mac. Endnu en gang bukkede han sig, kraftigt imod sin vilje, og sagde så: "Min fyrstinde, hvor befinder Daphny sig? Jeg er ikke blevet informeret om hende opholdssted.".
Han holdt sin ryg bukket, for at Estariah skulle se hans ydmighed, eller i hert fald tro på den. Han gav Licha et klem på armen, den hånden som holdt hende der. Et beroligende et. Tingene så lidt lyse ud, for en gangs skyld. I hvert fald lige i dette øjeblik. Og selv hvis det skulle ændre sig om et øjeblik, havde Mac det rette spillekort parat.

"I sit værelse, naturligvis". Estariah havde vendt ryggen til igen og Timmothy havde allerede åbnet døren for Vagtmesteren, så han kunne træde udenfor. Der var ingen tvivl om, at man ikke skulle blive hængende og sludre med den iltre dame. "Denne vej", lød det hjælpsomt fra tjeneren, som han ledte vejen ned ad en bred gang. De store vinduer oplyste den og ude i gården kunne man skimte hvordan vagterne befandt sig på derespladser, intetvidende omkring den indtrængende, som var sluppet forbi deres forsvarsværker helt uset.
Ved en grøn dør stoppede Timmothy op og gjorde nogle slag og svirp med sin stav. Det var en eller anden form for sikkerhedsforanstaltning, tydeligvis og da han var færdig, trådte han et skridt til siden, for at gøre plads så Vagtmesteren kunne træde ind i rummet, med kvinden i sine arme.
Der var mørkt, for persiennerne var trukket til og kun et rødt skær fra en lampe, oplyste rummet en anelse.

Mac vendte sig imod døren, fulgte med tjeneren ned ad gangen. Tænderne skar imod hinanden, hans nakkehår rejste sig og hans greb om Licha blev en smule strammere. Han havde en fornemmelse, en dårlig en. Lige meget hvor megen tvang han pålagde sit sind, kunne han ikke fraryste tanken om, at de blev overvåget. Ikke blot af et enkelt sæt øjne, men adskillige, betragtende alle vegne fra. Tanken om at alle disse øjne, i al hemmelighed, allerede kendte til forklædningen, planen, at de var afsløret, bredte sig som en lille flamme i hans indre.
Som de gik ned ad gangen var Macs blik fokuseret og opfangede enhver lille bevægelse inden for synsfeltet. Hans ører forsøgte at opfange enhver lille lyd, der kunne afslører et baghold. Han forventede det værste, som altid. Det lå i hans mentalitet. Ikke fordi han var paranoid eller ikke havde tillid til sin egen plan. Det var mere for at forhindre panikken og overraskelsens stød, at lamme ham, sæt det værst tænkelige skulle finde sted.
Han fokuserede på, at virke afslappet og skjule sin anspændthed, der var til for at han kunne være klar. Han var som en spændt bue, klar til at fælde den første trussel, der kunne gøre entre. Med fysisk ro ventede han på, at tjeneren skulle få døren til værelset op. Han sukkede og så ned ad gangen. Et træ udenfor vinduet for enden af gangen fangede hans blik. Han kunne ikke helt sætte fingeren på hvorfor, men et eller andet drog ham imod træet og han længtes efter at gå derhen. Han vågnede fra sin lille trance, da døren sprang op og tjeneren trådte til siden. Mac kiggede kort ned på Licha og trådte så ind på værelset. Langsomt. Ansigtet lå næsten helt i skyggernes domæne, og kun det røde lampeskær afslørede enkelte dele af det.

Tjeneren rømmede sig lidt, før han åbnede munden. Han virkede lidt nervøs for at skulle forstyrre Daphny og det havde han bestemt også grund til. Han havde oplevet hende dengang hun boede på palæet, som Keanes "forlovede" og han havde set hende træne sine magiske evner dengang. Han var klar over, at hun kun kunne have udviklet sig i en mere brillant retning.
"Mrs.. Mrs. Kalos?". Hans stemme var lav, men stilheden i rummet var slående og derfor var han hørbar, idet han brød den.

Daphny havde ikke længere nogen anelse om hvor lang tid hun havde været spærret inde i hendes gamle værelse. Eller rettere, Keane og Daphnys gamle værelse. Rummet var lige så stort og prægtigt, som de havde været for mange år siden. På mange måder lignede det sig selv, men visse afgørende ting havde ændret sig gennem årene. Engang havde dette rum skabt en eller anden form for tryghed hos Daphny. De hvide gardiner, det høje loft, friheden og den friske luft havde engang været tiltrækkende. Det var mange år siden.
Billedet af en blond pige på 16 år, der løb rundt, grinende til en lidt ældre mand, der fulgte efter hende. Hun var et nemt offer og der gik ikke lang tid, før han havde armene om hende, og de væltede ned i sengen sammen. Daphny sad sammenkrøllet for enden af sengen med hænderne gravet dybt ned i håret. Hun tvang sine fingre til opretholde presset mod kraniet, imens tårerne trillede ned af de ligblege kinder.
De sammenknebne øjne signalerede, at Daphny ikke ønskede at se noget, men minderne blev ved med at vælte ind – ligesom de havde gjort de sidste tre dage. Mest af alt så hun ham for sig, imens et ja formede sig på de smalle læber. Det ville aldrig gå væk, aldrig.
Så snart nogen åbnede døren, kravlede Daphny af bare rædsel væk fra indgangen, over i det nærmeste hjørne. Hun så ikke engang op, for at se hvem der gik ind.

"Jeg synes, at vi skal lade fru. Kalos få et øjeblik til at sørge over den sørgelige nyhed.", sagde Mac med ryggen vendt imod tjeneren i døren. "Du bør gå. Jeg vil forklare dødsårsagen til hende.". Langsomt strøg hand over gulvet og hen imod sengen, hvorpå Daphny før havde siddet.
"Hvorfor gøre så meget ud af det?", lød det skeptisk fra tjeneren. Mac sukkede og rullede med øjnene. Han fandt manden patetisk. I Macs ører lød det som om, at tjeneren søgte at opbygge en falsk barskhed, der skulle forestille at gå i spænd med palæets indbyggeres attituder. "Hun er jo blot en almindelig heks. Sikkert mugglerelsker. Ingen vil da savne hende, endda slet ikke i skyggen af det forfærdelige tab af Keane!", fortsatte han så. De ord. De gjorde noget ved Mac. Noget vågnede i hans indre. Forsigtigt og med stor omsorg, som han forsøgte at skjule for tjeneren, lagde han Licha i sengen.
En lyd af angerskab kom fra ham. En form for hæs brummen. Knurren som en ulv, der stod på spring med blottede tænder. Et hvæs med lukket mund. Han rettede sig langsomt op igen og kontrollerede sin vrede. "Enhver død...", lød det fra ham med en hæs og varslende stemme. En stemme, der varslede om et voldsomt uvejr. Han kiggede sig over skulderen og tilbage på tjeneren med et par øjne, der tydeligt meddelte, hvor stor afstand han tog fra manden. "Enhver død er tragisk for én eller anden, ét eller andet sted derude", færdiggjorde han. Han slikkede kort sige læber, der var blevet tørre af den tunge vejrtrækning ind ad munden. "Jeg insisterer på, at du forlader os. Når død fremkommer for øjnene af en, bør den respekteres. Ingen burde forlade denne verden uden en eller anden form for venlighed. Jeg lovede hende, i sit døende øjeblik, at overlade en besked til fru. Kalos. Alene."
Tjeneren sukkede "Hvorfor skal du altid insisterer på så meget? Tror du virkelig Esteriah ville bryde sig om, at hun...", han nikkede imod Daphny, "modtog sådan en unødvendig omsorg?".

//Må jeg ikke snart vågne? Det er så kedeligt at være død... ^_^//

Efter lange øjeblikke, hvor tjeneren endnu ikke forlod værelset, udløste Mac et irritabelt suk og gik, med hurtige og faste skridt, imod ham. "Så lad os gå!", brummede han vredt og puffede til tjeneren, der vendte sig om og forsvandt igennem døren. Nu havde Mac et lille vindue til hurtigt, at ophæve lammeren, der lå over Licha. I en hurtig bevægelse trak han staven, pegede den imod hende og udførte det krævede besværgelse og lukkede døren. Alt i en bevægelse, der nærmest var et spin, eftersom han endte med at dreje en hel omgang på stedet.

//oog: Således /

Endelig blev den løftet, besværgelsen der havde lammet hendes krop og gjort hende ude af stand til, at bevæge en eneste muskel. Hun så døren lukke og vidste, at det måtte være Mac, der netop havde forladt dem. Det eneste hun havde kunne opfatte, mens lammelsen var opretholdt over hende, var hvad hun kunne høre. Øjnene havde været presset i, for at foregive at hun var blevet dræbt. Nu satte hun sig imidlertid op og så over imod Daphny på sengen. Hvor meget tid de havde, var ikke til at sige, men Licha tøvede alligevel. Det var noget forandret ved hende, Daphny. Hun virkede fjern og fortabt i sine minder om stedet og den mand hun havde tilbragt tiden med, her i dette værelse. Det ar tydeligt at se tårene på hendes kinder, på trods af dunkelheden. De vidnede om den krig der foregik indeni hende.
Licha rejste sig fra sengens hjørne og rakte forsigtigt end hånd ud imod sin blonde veninde. "Daph...". Hun talte lavmælt, for udenfor stod sikkert stadig tjeneren, som jo ellers havde lovet, at han ville være Estariahs øjne under denne episode.
"Daph, vi er her for at få dig med ud. Med tilbage til skolen. Vi kan ikke blive her, der er alt for stor risiko for, at nogen kommer ind. Du har ikke din stav vel?", spurgte hun og kendte allerede svaret. Selvfølgelig havde de fjernet den fra hende. Spørgsmålet var, om de ville få lejlighed til, at finde den og stjæle den tilbage. Licha vidste om nogen, at Daphny ikke ville være begejstret for, at tage afsted uden. Men måske blev det nødvendigt..

Mac nåede kun at stå ude på gangen et øjeblik før tjeneren igen begyndte sin talestrøm om hvordan hans handlinger gik imod Esteriahs ønsker. Før Mac vidste af det havde tjeneren sendt et lille papirfly ned ad gangen, hvori Macs handlinger højest sandsynligt stod beskrevet. Flyet drejede om hjørnet nede for enden af gangen. Et kort sekund mindedes han om de mange gange, hvor en sådan besked var sendt afsted til rektor på Hogwarts inden Mac selv blev sendt op, fordi han var blevet fanget i skoven og på grund af andre regelbrud. Eller om hans sidste visit til ministeriet, hvor sådanne små papirfly også suser gennem luften. Mac faldt tilbage i virkeligheden. Hvis hans forventninger angående sedlens indhold holdt stik ville vagter, hvis ikke Esteriah selv komme inden for få øjeblikke. For at gøre det hele værre kunne Mac også mærke en snurren i sin hud, hvilket indikerede at poly juicens virkning snart hørte op. Han sukkede irritabelt og trak sin stav. Han greb tjeneren i kraven og pegede imod hans pande med staven. En lammers røde glimt lyste gangen op i et kort sekund.
Dernæst rev han døren til værelset op. "Okay jeg magter virkelig ikke nogle vanskeligheder", sagde han i et irritabelt suk. Han smækkede døren i og kastede muffliato på den. Dernæst slæbte han den lammede tjener hen til nærmeste klædeskab, hvor han åbnede lågerne, smed ham ind og lukkede igen. Han greb Daphny og trak hende til sig. Han vidste hun havde det elendigt, men tingene ville kun blive værre af at blive. Dernæst først han hånden ned til sløret, der var bundet om Lichas mave og greb om det. "Hold fast Licha!", sagde han og aktiverede transitnøglen.

Døren blev med et brudt op og Mac, der lignede sig selv mere og mere efterhånden, skyndte sig ind, med en bevidstløs tjener på slæb. Licha greb om skærftet om sit liv, i samme øjeblik han aktiverede det og mærkede den velkendte følelse af rejseformen. Absolut ikke hendes foretrukne, men den var nødvendig. Det var ikke en mulighed at transferere sig hverken ind eller ud af Demir-slægtens palæ. Rummet forsvandt i et sløret væld af farver, der susede forbi omkring hende og to ting trak hende afsted. Den trangen til at flygte og transitnøglen, hvis tag i hende, var det stærkeste af de to.
Hun var klar over hvor de var på vej hen. Et sted hun havde været en enkelt gang før og ikke et sted hun glædede sig til at besøge igen.
Mens farten sagtnedes og verden omkring hende bevægede sig stadig langsommere, mindedes Licha sit minde om landsbyen. Det havde været nat sidst hun var der, men det var ikke til at sige hvad det ville være nu. Hun anede ikke hvor landsbyen befandt sig på verdenskortet og Mac havde ikke besværet sig med at nævne det.
Hendes fødder ramte fast grund og tyrkiet var lagt bag dem.

//Emnet er hermed afsluttet